Håndskrevet side af Roskildekrøniken (Chronicon Roskildense)
	Det lærde Roskilde Rettelse i håndskriftet Politisk baggrund for krøniken

De to ældste danmarkshistorier, Saxos og Roskildekrøniken er begge skrevet i Roskilde (selv om Saxo kan været taget med Absalon til Lund og fortsat der). Måden at skrive på har både Saxo og den ukendte forfatter til Roskildekrøniken lært af udenlandske forbilleder, og de trækker også på udenlandske forfattere i det, de skriver. Mest har de brugt Adam af Bremens bog om de hamburgske ærkebispers historie. Det var almindelig skik, at kirkelige skribenter i begyndelsen var beskedne og derfor anonyme. Vi kan derfor alene af roskildekronikørens lokalkendskab og "insiderviden" (forfatteren har muligvis været kannik og har haft kendskab til domkapitlets arkiv) regne ud, at der må være tale om  en person med nær tilknytning til bispesædet i Roskilde. Krøniken er da også mere optaget af de skiftende roskildebisper end af, hvem der var og blev konger i landet. Den når frem til ca. 1140 (da Eskild bliver ærkebiskop og Rike roskildebisp), så her er den nok skrevet. Og bl.a. v.hj.a. Adam af Bremen kan krøniken berette så langt tilbage som til Harald Klaks dåb i 826. Krøniken er blevet læst, brugt og skrevet af i Roskilde i hen ved 100 år efter, at den var færdig. Der blev endda forsøgt skrevet en fortsættelse af den. Men det mest interessante er, at det i mange afskrifter kan ses, at afskriveren har rettet i den oprindelige tekst (selv om førsteudgaven er ukendt). F.eks. kan man finde et sted, hvor afskriveren først har skrevet det originale, at "Erik Ejegod gav mange urimelige og uretfærdige love", hvorpå det er rettet til: "Erik Ejegod gav mange rimelige og retfærdige love". For Erik Ejegod var den af Svend Estridsens mange sønner, som valdemarerne, som vandt borgerkrigene, stammede fra. Krøniken holder med kirken, holder med Magnus i borgerkrigen, kan ikke lide dem, som vandt borgerkrigen. Det kunne Saxo til gengæld. Så i opfattelsen af samtiden står de to ældste historieværker klart over for hinanden.

Følgende er uddrag af Arthur Fangs Roskilde, 1945:

Til Roskilde Domkapitel har sikkert ogsaa den mærkelige Mand været knyttet, som har skrevet vor ældste Danmarkskrønike. Den bærer Navnet Roskilde-Krøniken (Chronicon Roskildense) og er det første Forsøg paa at skrive en sammenhængende Danmarks Historie. Forfatterens Navn kendes ikke, hvorfor han benævnes Anonymus Roskildensis (den navnløse fra Roskilde). Man har som Forfatter udlagt Roskildebispen Eskild, den senere saa navnkundige Ærkebiskop eller en ham nærstaaende Mand. Den lille Bog, som i almindeligt Tryk kun fylder en Snes Sider, maa være skrevet i Roskilde. Den omhandler Tiden mellem 826 og 1138 og er vel derfor afsluttet c. 1140. Omtalen af Begivenhederne er yderst kortfattet; men Bogen er spillevende, dens lidenskabelige og stærkt personlige Domme over Personer bringer Læseren midt op i Tidens Strid. Anonymus havde den Skæbne at holde paa den forkerte Hest, paa det Parti, som tabte i Borgerkrigene. Magnus Nielsen, Knud Lavards Morder, som for Sakse er det navnkundigste Eksempel paa Troløshed er for Anonymus "Danmarks Blomst". Sejrherrens Historieskrivere satte Roskildemanden i Skygge, og deres Synspunkter blev længe de raadende. Først i allernyeste Tid har Roskilde-Krøniken helt vundet Anerkendelse, og det lille Skrift anses nu for visse Tidsafsnits Vedkommende for den bedste Kilde. Roskilde-Krøniken er bevaret, bl. a. gennem en Afskrift af den flittige Roskilde-Graabroder Peder Olsen.