Efter Karl den Elvtes død begyndte hans umodne sekstenårige søn Karl den Tolvte trods alle aftaler at støtte den unge gottorpske hertug aktivt med militær hjælp. Ved forliget i Altona 1689 havde Sverige, England og Holland garanteret fred mellem Danmark og Gottorp. Gottorphertugen rustede stærkt, med Karls hjælp, og Danmark sluttede en alliance med Rusland, Sachsen og Polen. På grund af den truende fare blev den danske hær samlet ved grænsen til Holsten, og krigen åbnedes mod Gottorp, mens Danmark havde fred med Sverige. I København styrede imens en kommission med det gamle navn »Slotsloven«. Den danske flåde lå i Øresund med 29 linjeskibe ført af den umodne 22-årige Ulrik Christian Gyldenløve, Kong Frederiks halvbror, der kun måtte handle i samråd med »Slotsloven«. Det lykkedes ikke den danske hær at knække Holsten før Altonaforligets garanter England og Holland sendte en flåde til Øresund for at sikre freden i de nordiske farvande ved at lægge pres på Danmark. Garanternes flåde passerede Kronborg med hilsende salut, Gyldenløve og de fjendtlige flåders chefer var på høflighedsvisit ombord hos hinanden, og imens samlede den unge Kong Karl uden krigserklæring tropper i Skåne og førte dem over til Hven. Gyldenløve fik ordre til »ingen Gevalt mod nogen at forøve«, så garanternes flåder forenede sig med en svensk flåde, mens han måtte se til. Den danske flåde trak ned for at dække hovedstaden mod angreb. 22. juli 1700 prøvede en svensk styrke at gå i land ved Charlottenlund og Skovshoved, men blev kastet tilbage. På Sjælland var der, efter hærens afgang til Holsten, kun 4500 mand regulære tropper tilbage, knap nok til at sikre København. Et almindeligt landeværn blev udskrevet, for Roskilde amt alene 3000 mand, unge bønder under herredsfogeder, ridefogeder og forhenværende afficerer. »Slotsloven« vidste gennem spioner, at Karl havde samlet ca. 10.000 mand i Skåne. Kysten fra Hellebæk til Stevns blev vogtet af landeværnet og det rytteri, som kunne skaffes. Den 4. august kom det svenske angreb mod Rungsted. Men kom over med store både og pramme fra Hven, dækket af de allierede fjendtlige flåder. Jens Rostgaard fra Krogerup ledede landeværnet, ca. 3oo bønder, 3oo ryttere og i alt 7 kanoner. Styrken stod på højden over den lave strand, og det gjorde det muligt for de allierede flåder at dække den svenske landgang ved at skyde over hovedet på svenskerne. Klokken 4 eftermiddag prøvede svenskerne at gå i land ved et batteri i vejgærdet lige nord for Humlebæk, men den danske ild var for tæt, så de blev kastet tilbage. Den allierede flåde trak ind mod kysten i en halvmåne fra Humlebæk til Espergærde. Først klokken ca. 6 begyndte landgangen for alvor. Fra skibene blev der skudt heftigt, så der »i Skov, Mark, Humlebæk og alt vedliggende fandtes ikke andet end idel Kugler«. Den sydlige fløj af de svenske styrker vadede i land omtrent ud for Tibberupgård. De blev angrebet med hård dansk skydning og blanke våben, men danskernes styrker på skrænten var så hårdt truet af skydningen fra skibene, at de måtte trække sig tilbage. Svenskernes nordlige fløj gik i land ud for Tibberup Mølle. To danske eskadroner gik til angreb, men svenske håndgranater gjorde hestene tossede. Fire af de danske kanoner blev erobret af svenskerne, men først fornaglet (så de ikke kunne bruges af fjenden). Fra Tibberup Mark prøvede Jens Rostgaard dels at fyre med de tre sidste kanoner, dels at samle danskerne til et nyt angreb, men de svenske, helt overlegne styrker var nu i land og samlede sig i kamporden, så Stiftamtmanden gav bønderne lov til at »salvere sig ved Flugten«. Rytteriet holdt stillingen på marken til klokken 8 aften, så døde kampen hen og de sidste svenske styrker kom i land. Fra København kom næste dag, men for sent, en styrke på 2000 mand, der standsede ved Rungsted, da officererne fik at vide, hvad der var sket. Mens »Slotsloven« nu beredte hovedstadens forsvar, gik svenskerne i stilling og byggede en befæstet lejr med skyttegrave. Den svenske lejrvold begyndte nord for nuværende villa » Narva«, løb op på højderne og igen ud til kysten lige nord for Tibberup Mølle. Fra 9. til 18. august kom yderligere svenske styrker i land, så det svenske korps var oppe på 5966 mand infanteri, 2900 artillerister, og alt 5800 ryttere, og med dem kunne provianteringen strækkes ret langt ind i det nordsjællandske bagland. Den unge Kong Karl havde ikke så meget tanke for det politiske eller planer på længere sigt, men kun for det ene at erobre København, som hans bedstefar ikke havde fået. Han førte sin hovedstyrke ned til en ny lejr ved Rungsted Kro 21. august. Men så måtte han standse. I Hertugdømmerne havde Frederik 4. oplevet, at hans forbundsfæller kun såre nølende og sløjt opfyldte deres pligt til at komme ham til hjælp. Han så sig alene mod Sverige, Gottorp, Holland og England. Klogt og hurtigt sluttede han forlig med Gottorp, efter at han havde oplevet at et polsk hjælpekorps på 9000 komplet vilde mennesker havde haft total fiasko. Våbenhvilen tegnedes fra 23. juli (altså i virkeligheden 12 dage før Karls landgang i Humlebæk) og freden i Travental blev sluttet 28. august på vilkår, der efter omstændighederne var særdeles gunstige for Danmark. Kun den langsomme kontakt mellem landsdelene (der var jo ingen telegraf) var skyld i, at hverken Karl eller »Slotsloven« var klar over, at det hele var overstået, før det begyndte. Ved budskabet om freden meddelte de engelske og hollandske skibschefer, at nu var deres opgave kun at hjælpe Karl og hans tropper tilbage til Sverige. Skuffet og bitter måtte han afbryde sin første krig, der især var mærkelig ved at officielt var der dyb fred mellem Danmark og Sverige og ingen krigserklæring. Fra Humlebæk drog Karl den Tolvte nogenlunde direkte til en stor sejr over russerne ved Narva. Det er vel grunden til villanavnet ved hans lejr fra år 1700.