Vejarbejdet Mindestenen for Marmillod
	Prøve på Marmillods håndskrift.

(Oversættelse:) Hr. Rosenberg skal lade en Pikør føre en Fortegnelse eller Liste over alle Vogne, Materialer og Redskaber, som bli­ver leveret paa hans Arbejdspladser, idet han holder de gamle og nye Sager ude fra hinanden. Denne Fortegnelse skal undertegnes af Pikøren og efterses eller kontrolleres af Hr. Rosenberg, som hver Lørdag skal sende mig en Meddelelse om alt, som er blevet leveret i Løbet af Ugen.

Hedehusene, den 9. Juni 1770.        M a r m i l l o d.

I 1760’erne tog man fat på at skabe et egentligt moderne vejsystem i Danmark. Ved udenrigsminister Bernstorffs mellemkomst henvendte den danske regering sig til Frankrig for at få professionelle vejingeniører til at udføre vejforbedringer i Danmark. Det franske hof imødekom Danmarks ønsker, og på anbefaling af Peinronet, som 1764 var blevet chef for det franske vejvæsen, valgte man til arbejdet i Danmark Jean Marmillod, der i 14 år havde været i det franske vejkorps, hvor han nu beklædte stillingen som overingeniør ved broer og veje (Ingenieur en chef des ports et chaussées), samt Philiber Boudin og Herauld de Sorbé, der begge var underingeniører. Den 12. april 1764 kom de til København, hvor Marmillod blev ansat som ”Ober-Wey-Inspecteur” med rang af kancelliråd, en årlig gage på 2250 rdl., 260 rdl. årlig i diætpenge og 60 rdl. årlig til en ridehest. De to andre ansattes som vejinspektører med "conducteurs" rang, en årlig gage på 1000 rdl. og 200 rdl. årlig i diætpenge.

Arbejdet sinkedes af politiske stridigheder, og Marmillod blev stærkt kritiseret. Intrigerne kendes fra breve fra de ministre, der blev fyret, da Struensee lidt efter lidt overtog magten i landet. Ved en kabinetsbefaling af 26. oktober 1770 blev den kommission, der forestod vejbyggerierne og med hvis arbejde kongen i øvrigt ytrede sin tilfredshed, ophævet, og direktionen over samt tilsynet med såvel de nye vejanlæg som reparationen af de færdige veje blev overdraget Generalitets- og Kommissariats-Kollegiet, uden hvis tilladelse (kongelig resolution af 24. april 1771) intet vejanlæg i fremtiden måtte udføres. Henlæggelsen af vejanlæggene under Generalitets- og Kommissariats-Kollegiet kan sikkert tilskrives Struensees direkte indgriben, og samtidig synes der at have været tale om at afskedige Marmillod, ligesom det allerede en gang var sket i 1767. Den gang blev han imidlertid genansat ved en kongelig resolution af 11. marts 1767, medens Boudin og Sordé forlod landet. Den franske Arkitekt Jardin, der havde været indkaldt for at lede fuldførelsen af Frederikskirken, blev nemlig afskediget i 1771, da arbejdet blev standset, og det synes, som om man har tænkt på noget lignende med Marmillod, idet A. P. Bernstorff i et brev af 28. oktober 1770 skriver til Ditlev Reventlow: " Bortsendelsen af d’Hrr. Jardin og Marmillod bedrøver mig meget. Hvor er det uretfærdigt! Hvor er det syndigt og bedrøveligt, og hvor er det let på et Øieblik at ødelægge de forstandigste og nyttigste Foranstaltninger!" Og J. H. E. Bernstorff skriver i et brev  1. november 1770 til Ditlev Reventlow: " Den Skæbne, som truer d’Hrr. Jardin og Marmillod, gør mig uendelig ondt. Det synes, som man gør sig en stor Fornøjelse af at fjerne de dygtige Folk, som kun arbejder til Ære for Kongen og Samtiden. Er det virkelig nødvendigt, at Bortsendelsen af sådanne Folk altid er det første, som vore Projektmagere tænker på?". Kritikken gjaldt Struensee (projektmageren), som nu helt havde magt over den sindssyge konge og havde overtaget regeringsmagten.

Marmillod blev i landet og kom til at stå for vejarbejdet mellem København og Roskilde. Han løb dog ind i flere sager og problemer. Ud over at han flere gange klagede over, at han ikke fik sin løn til tiden. En anden sag var hans uvilje mod en officer, løjtnant Restorff, som han rejste klager imod i august 1774. 

Restorff førte kommandoen over de soldater, der arbejdede ved vejarbejdet på Fredensborgvejen. Marmillod anklagede ham for efterladenhed i den post, han var betroet,  samt for at have svindlet og stukket penge til side af de midler, der skulle gå til mandskabets forplejning. Efter at der i den anledning var optaget en mængde forhør, blev sagen af rentekammeret forelagt kongen, der 6/3 1775 resolverede, at der skulde nedsættes en kommission til undersøgelse af denne sag, hvorefter "Dommen skulde refereres Kongen til endelig Resolution". Marmillod mente, at de fremsatte beskyldninger kunne have været bevist på én dag, i stedet for at den efter 8 måneders forløb endnu ikke var afsluttet, og han var vred over, at man afhørte vidner uden, at han var til stede. Desuden fandt han, at det var anstødeligt at tjene sammen med en mand, mod hvem han havde rejst anklage, og han mente, at man gik ham for nær ved fradrag i hans løn og beregning af erstatning for skrive­ og tegnematerialer; og endelig var han fornærmet over, at han nu mere end 1 år havde ventet på en endelig afgørelse med hensyn til hans fremtidige engagement. Den 22. april 1775 erklærede han derfor, at han ikke længere kunne befatte sig med vejarbejdet. Han fik da 8. maj 1775 afsked i nåde med den pension af 600 rdl. årlig, som han var lovet ved resolutionen af 22. april 1767. Kort efter søgte han om at få tildelt rejsepenge for sig og sin familie tilbage til Frankrig, og ved resolution af 31. august 1775 fik han af udbetalt en "gratifikation" (en særlig gave) på 1000 rdl.

Først den 7. juli 1777 afsagde kommissionen dom i sagen mellem Marmillod og Restorff, og den lød: "At de af Marmillod i Skrivelse dateret Fredensborg den 12. August 1774 over og mod Kaptajn Restorff anførte fornærmelige Beskyldninger, Udtryk og Talemåder burde, såvel som de, i Anledning deraf, under Sagens Behandling skete Gentagelser, som uforskyldne og uskrevne døde og magtesløse at være og altså ikke komme Kaptajn Restorff til Fornærmelse eller Forklejnelse på Stand, Embede, gode Navn og Rygte i nogen optænkelig Måde. Til processens omkostninger skulde Marmillod til Restorff betale 200 rdl. og til Auditeur Godet som Actuarius 50 Rdl.” Denne Dom blev i oktober forelagt kongen til godkendelse.

Når udfaldet af denne sag blev således, kan det skyldes, at Marmillod ikke iagttog alle de nødvendige formaliteter, og at sagen blev trukket så længe ud, at han sikkert efterhånden havde tabt interessen for den. Marmillod vendte tilbage til Frankrig og indtrådte igen i det franske vejvæsens tjeneste, hvor han døde 1786 som "Ingenieur en Chef des Ponts et Chaussées" i Grenoble. Marmillod dannede en god Skole, og selv om han forlod Danmark, fortsatte hans elever arbejdet efter hans metoder, og når Danmark kom til at få et fortrinligt vejnet, som har været i stand til at holde, til bilerne krævede motorveje, skyldes det J. H. E. Bernstorff og Marmillod, og derfor har man opstillet en mindesten for ham ved Rudegård, hvor landevejen fra Lyngby deler sig til Hillerød og Hørsholm.