1614             Hans Poulsen Resen

 

Bispeembedet

Biskopper over Sjælland

                                                                       

        Resenslægten

Hans Poulsen Resen fra Vestjylland blev teologisk professor i København 1597 og kæmpede for at befæste ortodoksien. Han stod bag skolereformen 1604 og bag en ny bibeloversættelse 1607. Fra 1615 til sin død i 1638 var han Sjællands biskop. Blandt hans tilhængere i hans hårdhænde kamp mod "kryptocalvinister" var foruden efterfølgeren Jesper Brochmand tillige Caspar Bartholin, teologisk professor og kannik i Roskilde.

I en bog fra 1761, beskriver kgl. kobberstikker, Jonas Haas, 15 biskopper fra Sjællands stift, “Hvilke have levet siden Reformationen og indtil værende Tider.”

Han skriver om Hans Paulsen Resen (biskop 1614-1638), den femte biskop efter reformationen: “en meget lærd, og hvad derhos mere rart er, en musikalsk Biskop. Han skabte gode stunder med musikaliske Samlinger i Bispe­Gaarden, hvor den gamle Mand altid selv spillede med, og ved sit Exempel viste, at Musik ei bør regnes blant det, der er usømmeligt for en retsindig Præst.”

Resen var, skrev Haas, en årvågen og god biskop, der blev ophavsmand til mange kirkeskikke. Resen fik kongen til at afholde den første jubelfest i anledning af reformationen, og stod bag det reskript som prins Christian i 1625 udfærdigede om, at ingen kunne: “blive antaget til et offentlig Lære-Embede ved Kiøbenhavns Høie Skole, med mindre han tilforn aflegger sin Eed paa den 1530 overgivene Augsburgiske Confession.” Hensigten var, “at de hemmelige Calvinister ei skulde indsnige sig“. Modsat Paul Madsen havde Resen intet mod enker. Han giftede sig to gange, hver gang med en enke.

Billedet viser Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, som den så ud, før den brændte og siden blev ødelagt af englænderne under Københavns bombardement i 1807.

Mere om Hans Poulsen Resen fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Theolog og Biskop. Denne Mand, der ved sin ualmindelig kraftige Personlighed har øvet en Indflydelse i den danske Kirke, der strækker sig langt ud over hans Levetid, var født 2. Febr. 1561 i Landsbyen Resen (paa Jysk Reisen, hvorfor Samtiden ofte skrev hans Navn Reisener) i Skodborg Herred, Ribe Stift, ikke langt fra Limfjordens Bredder. Hans Fader, Poul Hansen, var Stedets Sognepræst (d. 21. Sept. 1600); Moderen hed Johanne Bertelsdatter (d. 1. April 1578). Da han var 11 Aar gammel, sattes han i Holstebro Skole, som han besøgte i 4 Aar under Skolemester Tyge Nielsens Vejledning. 1576 kom han i Ribe Skole, hvor han fik Bolig hos Rektoren, den som Forfatter og siden som Biskop bekjendte M. Peder Hegelund. Men da hans Moder var død, og Faderen havde giftet sig igjen, blev han taget ud af Ribe Skole og sendt til Viborg, maaske af Hensyn til, at Skolen her havde rigeligere Stipendier. Hos Rektor Jacob Holm, siden Biskop i Aalborg (VII, 574), fik han sit Hjem. I Maj 1581 afgik han, ualmindelig godt forberedt, til Universitetet, hvor han endnu s. A., efter et kort Besøg i Rostock, tog den filosofiske Bakkalavrgrad og allerede Aaret efter optraadte som Respondens ved Professorernes Disputatser. Da Pesten 1583 udbrød i Kjøbenhavn, begav han sig hjem; men da man i Viborg trængte til en dygtig Lærer og vidste, hvad han duede til, blev han s. A. antaget til Rektorens Medhjælper som Lærer for de ældste Disciple. I denne Stilling blev han dog kun et Aars Tid, da Kansler Niels Kaas, der selv var udgaaet fra Viborg Skole og fulgte den med Interesse, kaldede ham til Hovmester for den unge og begavede, ved sin tragiske Skæbne siden bekjendte Frederik Rosenkrantz. Med denne gik han i Avg. 1584 til Rostock, hvor de fik Bolig i Professor Lucas Bacmeisters Hus (I, 392). Efter et Besøg i Hjemmet 1586 droge de til Wittenberg, hvor R. 1588 tog Magistergraden som den øverste af 38 Kandidater. Det bemærkes, at «hans velbyrdige Discipel havde da under hans Vejledning forfremmet sig saaledes udi Sprog, boglige Kunster og Filosofi, at han med Berømmelse ogsaa havde kunnet promovere til Magister philosophiae, om hans Stand og Stat det havde taalt og tilstedt». I Foraaret 1589 vare de atter hjemme, ved hvilken Lejlighed de besøgte Peder Hegelund i Ribe og Tyge Brahe paa Hven; Universitetet tillagde R. det saakaldte kongl. Rejsestipendium, og snart efter finde vi ham og hans unge Ledsager paa nye og længere Rejser. Over Frankfurt a. M. gik deres Vej til Padua, hvis Universitet den Gang besøgtes af mange danske. Her fra gjordes Udflugt gjennem hele Italien over Rom til Sicilien, ja, trods Faren for at blive opsnappede af tyrkiske Fribyttere, besøgte de ogsaa Malta, inden de vendte tilbage til Padua, hvor de atter dvælede i længere Tid. Hjemrejsen gik gjennem Schweits, og til dette Tidspunkt maa det henføres, hvad R.s theologiske Modstander Iver Stub mange Aar derefter rev ham i Næsen, at den Gang var han saa gode Venner med de kalvinistiske Schweitsere, at en Professor i Basel tilbød ham en Plads der og vilde give ham sin Datter til Ægte. Adskilligt, bl. a. en vis Sans for Anvendelse af Modersmaalet i Undervisning, tyder ogsaa paa, at R. i ikke ringe Grad I Okt. 1591 naaede de 2 unge Mænd endelig hjem efter 7 Aars Rejser, som for R. havde været Anledning til at indsamle megen Verdenserfaring og mange Kundskaber; navnlig fremhæves hans Færdighed i det italienske Sprog, som han bevarede, saa længe han levede. Ved sin Hjemkomst fandt han i Niels Kaas, der nu var Formand i Regeringsraadet, en Velynder, hvem det var om at gjøre at skaffe hans udmærkede Evner Anvendelse i Universitetets Tjeneste. En bekvem Lejlighed hertil tilbød sig, da Professoratet i Dialektik eller Logik netop var ledigt. R. kaldedes da 28. Nov. 1591 til dette Embede, hvormed var forbundet theologiske Forelæsninger, og han kom saaledes strax ind paa den Plads, der sædvanlig ansaas for den højeste i det filosofiske Fakultet.

At R. med overordentlig Flid har omfattet sin Lærergjerning, fremgaar bl. a. af den Række Lærebøger, han udgav i de til hans Fag hørende eller tilgrænsende Discipliner. I det hele var det kjendeligt, at Universitetet i ham havde faaet en Kraft, som var anvendelig i mange Retninger, og Følgen blev da ogsaa, at han efterhaanden fik en meget stor Indflydelse paa alle akademiske Sager, særlig efter at han 2. April 1597 i Følge Kansler Christian Friis’ Ønske var beskikket til Professor i Theologi. 23. Juni s. A. tog han Doktorgraden; det var netop 25 Aars Dagen efter, at han første Gang satte sin Fod i Holstebro Skole og saaledes havde betraadt den Bane, der nu havde ført ham til Lærdomstempelets Tinde. Hvad hans huslige Forhold angaar, da havde han 14. Juli 1594 ægtet Barbara, afdøde Professor theol. Anders Lauridsens Datter, der i en ung Alder var bleven Enke efter Kanniken Hans Lauridsen i Roskilde. Med hende levede R. i et kjærligt Ægteskab i 7 Aar, i hvilke hun blev Moder til en Søn (Hans Hansen) og 3 Døtre. Hun bortkaldtes 29. Okt. 1601 i Roskilde, hvor Familien havde søgt Tilflugt under den herskende Pest. En
Mindetavle af sort, poleret Marmor, som R. lod opsætte over hende i Roskilde Domkirke, findes der endnu og vidner om hans Sorg over Tabet af hende.

Alt som Tiden gik, traadte R. mere og mere i Forgrunden som den, der gav Universitetet og snart ogsaa den danske Kirke sit Præg. Han forfattede 1604-7 den første danske Bibeloversættelse efter Grundtexten – tidligere havde man nøjedes med Gjengivelser af Luthers Oversættelse. Samtid saa vel som Eftertid har indrømmet, at R.s Værk vidner om stor Indsigt i Grundsprogene, medens man har dadlet, at han alt for slavisk har holdt sig til disses Udtryksformer og ikke har taget tilstrækkeligt Hensyn til det danske Sprogs Krav, hvorved Forstaaelsen vanskeliggjordes, særlig for ulærde Bibellæsere. R. maatte da ogsaa paa sine gamle Dage opleve, at da der atter blev Trang til en Kirkebibel, foretrak man den gamle, der hvilede paa Luthers tyske Oversættelse. Senere kom dog R.s Bibeloversættelse gjennem Hans Svanes Bearbejdelse atter til Ære og har afgivet Grundlaget for de danske Bibeludgaver gjennem lange Tider.

Da Christian IV 1604 havde paabudt en Reform i det lærde Skolevæsen, forfattede R. selv eller lod andre paa Grundlag af hans Forarbejder forfatte de vigtigste nye Lærebøger (i Grammatik, Logik, Rhetorik, Arithmetik og Geometri), ligesom den forbedrede Skoleplan var hans Værk. Den Anseelse, han nød som en af de lærdeste Mænd i Samtiden, gav ham Adkomst til 1606 at ledsage Kong Christian paa hans Englandsfærd. Ved samme Tid var det R., som med sin stærke Haand mere end nogen anden standsede den Bevægelse, som var oppe, for at fjærne Exorcismen ved Daaben fra den danske Kirke, i det hans Hovedmotiv til at modsætte sig dette Skridt, som Christian IV allerede praktisk havde givet sit Bifald, vistnok var, at det vilde blive udlagt som en Bortgang fra den gamle lutherske Kirkepraxis og som en Tilnærmelse til Kalvinismen. For denne Konfession havde R. nemlig efterhaanden fattet en stærk Afsky, saa han end ikke tog i Betænkning ved en given Lejlighed at betegne den som «den babyloniske Skjøge», en Titel, som man ellers i protestantiske Kredse plejede at lade Romerkirken være ene om at bære. Det blev derfor ogsaa en Hovedopgave for R. at spærre Vejen for Kryptokalvinismen, der siden Niels Hemmingsens Dage havde vundet betydelig Fremgang baade i Kirken her til Lands og ved Universitetet. Hans Bestræbelser i den Retning støttedes ved den store Tillid, som Kansler Christian Friis til Borreby og vel ogsaa Christian IV selv
nærede til hans kirkelige Indsigt og Duelighed. Dog skal det siges, at til at begynde med var det ikke R., men en af hans Modstandere, Professor Iver Stub, der gav Anledning til, at den Strid yppedes, der aabenbarede sidstnævntes stærke Hældning til Kalvinismen og derfor blev ham til Fald. I en Disputats havde han nemlig indladt sig paa skarpt at kritisere R.s Bibeloversættelse, hvad denne tog ham meget ilde op, og nu benyttede R. sig af den Omstændighed, at Stub, der var Professor i det filosofiske Fakultet, ikke havde ladet sin Afhandling gjennemgaa de theologiske Professorers Censur, til at rejse en Sag imod ham med det Udfald, at Stub blev afsat (1609), særlig fordi det under Sagen, ved hans egen Tilstaaelse, blev godtgjort, at han nærede stærke kalvinske Sympathier.

Ved Stubs Afsættelse var det blevet aabenbart for alle Kryptokalvinismens Tilhængere, at de i R. havde en mægtig og uforsonlig Modstander, der, naar Lejlighed gaves, vilde søge at fortrænge dem fra alle Pladser, hvor de kunde øve en betydeligere Indflydelse paa den opvoxende Slægt. Intet Under derfor, at de ogsaa fra deres Side med Mistænksomhed vogtede paa hans Ytringer og Foretagender. Og nu traf det sig, at R. ved samme Tid i en Række akademiske Theses («De Deo triuno», 1609; «De uno mediatore» I-III, 1611-13) ligesom i Forelæsninger udtalte sig paa en Maade, der let kunde vække Anstød. For at uddybe Troslivets Inderlighed og for at imødegaa rationaliserende Retninger, der vare oppe i Tiden, særlig inden for den reformerte Kirke, gik R. nemlig – under stærk Fremhævelse af Skriftordet Hebr. 13, 8: Jesus Christus er i Gaar og i Dag den samme, ja til evig Tid – saa vidt i sin Fastholden af Foreningen af Christi guddommelige og menneskelige Natur, at den sidste for ham næsten kun blev et Skin, og at han kom meget nær til den fra den gamle Kirkes Historie bekjendte monofysitiske eller eutychianske Ensidighed. I det hele var han kommen ind paa en spekulativ Opfattelse af Treenighedsdogmet, der paa en Tid, da man med Mistanke betragtede alt, hvad der kunde kaldes ny og uvant Lære, maatte vække Misbilligelse eller dog Ængstelse selv hos saadanne, der ellers stode R. nær i Anskuelser, som Tilfældet f. Ex. var med den lærde Holger Rosenkrantz, der ikke var mindre ivrig end R. selv i Kampen mod Kalvinismen. R.s Lære om Christi Natur var særlig frastødende for Tilhængere af den Philippistiske eller kryptokalvinistiske Retning, der ved deres stærke Sondring mellem Frelserens guddommelige og menneskelige Natur nærmede sig den modsatte Yderlighed og derfor af R. betegnedes som Nestorianere.

Modsigelsen mod R. traadte aabenlyst frem, da Præsten ved Nicolai Kirke Oluf Kock i sine Prædikener begyndte at ivre mod den formentlig nye og kjætterske Lære, og det i saa heftige og haanlige Udtryk og med saa bestemt en Adresse, at R. ikke kunde lade det hengaa upaatalt, men indgav en Klage over Kocks Adfærd til Biskop Vinstrup, der foreløbig suspenderede Urostifteren. Denne var imidlertid ikke forknyt, men rejste over til Kongen paa Haderslevhus og overrakte ham en fulminant Klage over R., hvem han beskyldte for, at han under en tiltagen, underfundig og bedragelig Stil søgte at paaliste Kirken nye og kjætterske Lærdomme. Herved forværrede Kock imidlertid kun sin egen Sag. 7. Jan. 1614 befalede Kongen Biskop Vinstrup at lade Kocks Forhold undersøge af en Provsteret, og s. D. udgik der Befaling til nogle Medlemmer af Rigsraadet, Universitetets Rektor og alle Landets Biskopper om at møde paa Koldinghus for i Kongens Nærværelse at paakjende Tvisten mellem R. og Kock, der samtidig indstævnedes til at give Møde. Det gik imidlertid Kock meget uheldig. Provsteretten afsatte ham fra hans Embede, og i Kolding viste det sig, at R., der mødte med et udførligt theologisk-polemisk Indlæg («Clavis theognosias de notione Dei æterna et ideis contra novitios anthropomorphitas»), var sin Modstander saa overlegen i theologisk Lærdom, at denne maatte give tabt, hvorpaa han som Æreskjænder blev dømt til Landsforvisning. Kort efter blev Præsten Niels Mikkelsen Aalborg (I, 12), der i et Privatbrev havde stillet sig paa Kocks Side mod R., ogsaa afsat for formentlig Hælden til Kalvinismen. De i Kolding forsamlede Bisper havde imidlertid, inden de skiltes, indgivet en Forestilling til Kongen, hvori de anholdt om, at det maatte paalægges R. nærmere at forklare sig, da de maatte formene, at der i hans udgivne Theses fandtes nye, uvante og farlige Udtryksmaader, der ikke vare kirkelig anerkjendte og derfor let kunde afstedkomme Forargelse og Misforstaaelse. Andragendet sluttede med den Bøn, at Kongen ikke maatte vredes paa Biskopperne over dette Skridt, da det var deres Embedspligt at vaage over Enighed og Renhed i Religionen og at forebygge, at fremmede skulde faa Anledning til i deres Skrifter at angribe en danske Kirke.

En Begjæring som denne, fremsat af Landets Biskopper, kunde Kongen ikke andet end tage Hensyn til, og skjønt R. mente, at han tilstrækkelig havde forklaret sig, blev det dog paalagt ham at forfatte et Skrift som det, der var forlangt, og senere ved nærmere mundtlig Forhandling at rydde den uheldige Misforstaaelse til Side. Med sædvanlig Flid og Arbejdskraft tog han da strax efter sin Hjemkomst fat paa Sagen og udarbejdede i kort Tid sit bekjendte Skrift «De sancta fide» eller «Om den hellige Tro», hvori han i 9 Afsnit udførlig behandlede de Lærepunkter, der i hans tidligere Theses havde været Gjenstand for Mistydning og Modsigelse. I Juli 1614 samledes Biskopperne i Kjøbenhavn med Universitetets Professorer for at drøfte Skriftet, der endnu ikke var trykt og derfor kunde modtage saadanne Ændringer, som man enedes om. Bisperne havde ikke faa Indvendinger, medens Professorerne i det hele gave Skriftet deres Bifald. Det var Kongens bestemte Ønske, at der skulde opnaas Enighed, og da R. bekvemmede sig til flere Ændringer, som Biskopperne ønskede, endte de lange Forhandlinger til sidst med Godkjendelse af hans Skrift, i det han dog maatte love fremtidig at holde sig til de vante og almindelig vedtagne theologiske Udtryksmaader. Det Skrift, der havde været Hovedgjenstanden for Drøftelsen, udkom noget senere baade paa Latin og Dansk og maa vistnok betragtes som R.s Hovedværk. Det vidner ikke blot om Forfatterens store Lærdom, men ogsaa om hans religiøse Sind og dybe theologiske Indsigt. Sproget er imidlertid tungt, og Fremstillingen mangler derfor ofte Klarhed, skjønt det maa antages, at adskillige Dunkelheder ere fjærnede ved Bispernes Censur.

Naar det havde ligget Christian IV og Kansler Chr. Friis saa meget paa Hjærte, at R. maatte klare alle Indvendinger fra sig, da var det ikke blot, fordi de højagtede Manden og vilde have al Mistanke om Vranglære fjærnet fra den danske Kirke, men særlig fordi man ønskede ham til Biskop i Sjællands Stift efter Dr. Peder J. Vinstrup, der efter længere Tids tiltagende Svagelighed var død umiddelbart før det omtalte Møde i Kjøbenhavn. Saa megen Betydning tillagde man dog de Indvendinger, der vare rejste mod R.s Læremaade, at hans Udnævnelse til Biskop først kom 29. April 1615, efter at hans Forklaringsskrift «Om den hellige Tro»  var blevet offentliggjort.

Allerede i en Række Aar havde R. faktisk været Universitetets Hoved, nu blev han tillige den dansk-norske Kirkes Primas. Sin Stilling ved Universitetet beholdt han fremdeles, og som Dekan i det theologiske Fakultet ledede han dettes Anliggender, i det han bl. a. forestod en Række Doktorpromotioner, der i hans Tid forefaldt hyppigere end nogen Sinde tilforn. Den første, han kreerede til Dr. theol., var Jesper Brochmand, i hvem han fik en tro Forbundsfælle i Hævdelsen af Stræng luthersk Orthodoxi, der nu blev Tidens Løsen. Den aabenbare eller hemmelige Kalvinisme maatte forsvinde af Kirken, navnlig efter at et saa afskrækkende Vidnesbyrd om den nu raadende Strænghed var givet, som da Biskoppen i Odense M. Hans Knudsen Veile 1616 blev afsat. I Sagen mod ham ser man vel ikke R, aabenbart fremtræde; men der var sikkert flere end R.s bitre Fjende Dr. Christoffer Dybvad, der gave ham Skylden for, at en Mand blev fjærnet fra Bispestolen, der, fraregnet hans unægtelige Forkjærlighed for Calvin og enkelte ubesindige Ytringer, ellers gjorde god Fyldest i sit Embede. Man har da ogsaa ment, at R. har støbt de Kugler, som den beskikkede Aktor, Christen Thomesen Sehested, udskød mod den anklagede Biskop; men nogen Vished derom have vi dog ikke.

Det var maaske et Forsøg paa at berolige Stemningen, naar R., efter at være bleven Biskop, men i sin Egenskab som theologisk Professor, 1615-20 udgav den Række Disputatser, der bærer Titelen: «Pro D. Nic. Hemmingio, de gratia universali seu salutari omnibus hominibus, contra Joh. Piscatorem» I-V. Thi den Omstændighed, at R. her tog Niels Hemmingsens Lære om «Guds almindelige Naade» i Forsvar mod en berømt reformert Professors Angreb, maatte virke forsonende over for de mange, for hvem Hemmingsens Navn var dyrebart. Da Hundredaarsdagen for den lutherske Reformation oprandt 31. Okt. 1617, stod R. ubestridt som den tonegivende i den dansk-norske Kirke. Han var da for 3. Gang Universitetets Rektor, og ved sine Festskrifter: Jubilæus Christianus» og «Lutherus triumphans» gav han Mindedagen forøget Glans.

Det Løfte, R. ved Forhandlingerne 1614 havde givet, synes han fuldt ud at have holdt sig efterrettelig. Fra dybsindige Spekulationer over det for Mennesker uudgrundelige gik han over til en historisk og bibelsk Theologi med den kristelige Børnelærdom som Midtpunkt. I sin Virksomhed som Biskop lagde han især Vægten paa det opvækkende og opbyggelige, hvilket fremtræder i den Række Ligprædikener og i de talrige Anvisninger til Behandling af Bods- og Bededagstexter («Conciones litaneuticæ»), der haves fra hans Haand (s. Kalkar, Theol. Tidsskrift 1874, S. 81 ff.). Blandt hans Ligprædikener turde den betydeligste være den, han 1612 holdt over Dronning Anna Cathrine. Den Gang var han endnu klun Professor; naar han alligevel fik det Hverv at tale over Dronningen, var det vistnok ikke alene paa Grund af den store Anseelse, han nød, men vel ogsaa af Hensyn til, at Biskop Vinstrup allerede den Gang var svagelig.  I sit Bispeembede var R. nidkjær og aarvaagen, hvad de mange Synodalpaamindelser fra hans Tid bære Vidnesbyrd om. Ikke blot det lærde Skolevæsens Fremme laa ham varmt paa Hjærte, men ogsaa Folkeundervisningen. En Række Smaaskrifter af ham vidner om, hvor stor Vægt han lagde paa Katekismusundervisningen, den, som alle skulde have Del i. I sit Skrift «De visitatione catechetica» (1627) udtaler han det Ønske, at den gamle Skik med Konfirmation ved Haandspaalæggelse maatte blive gjenindført som Afslutning paa Katekismusprøven for de unge og som Indledning til deres første Altergang. For R. vare Minderne fra Reformationens Dage dyrebare. For at opfriske dem udgav han paa ny, til Dels i Oversættelse, Skrifter af Savonarola, Luther, Bugenhagen, Melanchthon og Peder Palladius. Hans Mundheld skal have været: «Glemmer jeg dig, min kjære Luther, og din lille Katekismus, da blive min højre Haand forglemt». Et Blik paa Titlerne paa de Skrifter, R. har udgivet, viser noksom, i hvor høj Grad det har været ham magtpaaliggende at gjøre Katekismens Indhold til Menighedens sikre og umistelige Eje.

Da R. i det mindste i sin Manddoms kraftigste Aar stod som en Stridens Mand, der med sin stærke Haand atter tvang det danske Kirkeskib tilbage til Luthers Kjølvand, som det havde været paa Veje til at forlade, maatte Dommen over ham blive meget forskjellig. Medens der var dem, der fnøs af afmægtig Harme imod ham og «Resenianismen», var der andre, der med udelt beundring saa op til «den store» R.s mægtige Skikkelse. Ogsaa i andre kirkelige Forhold greb denne ind med kraftig Haand og uden Persons Anseelse, som da han 1633 tvang den tyske Præst i Kjøbenhavn M. Bernt Meier, en Mand, som han vistnok ellers havde megen Agtelse for, til at føje sig efter de danske Kirkeskikke og Kirkelove, som han mente at kunne tilsidesætte. Over for den lærde og fromme Holger Rosenkrantz og hans særlige theologiske Anskuelser viste R. derimod større Frisind end Dr. Jesper Brochmand, skjønt R. dog ikke fandt det betimeligt at tage bestemt Afstand fra sin Kollegas, som det maatte synes, pietetsløse Optræden over for den højt fortjente Adelsmand.

R.s Bispeaar faldt til Dels sammen med Trediveaarskrigens Ulykker og Ødelæggelser, der jo ogsaa for Danmarks indre og ydre Historie bleve et sørgeligt Vendepunkt. At den aldrende Biskop derved fik et mørkt Blik paa Tiden og med Opgivelse af Ungdomsidealer lod sig føre med af reaktionære Strømninger, og at han under slige Forhold fandt sig kaldet til at mane til Bod og Bedring, kan jo findes rimeligt. Imidlertid vides det, at han dog ikke var ret stemt for den forcerede Bevægelse i Retning af Stræng Bodstjeneste og Kirketugt, som fik Lovskraft ved den store Forordning af 29. Marts 1629 «om Kirkens Embede og Myndighed», skjønt han, overtalt af Brochmand, føjede sig efter Tidsstrømningen. Det er i det hele kjendeligt, at R. i sine senere Aar mere og mere lod Brochmand raade, maaske i Erkjendelse af hans store theologiske Indsigt og Dygtighed, maaske ogsaa i Erindring om, at Brochmand havde staaet paa hans Side i en kritisk Stund, den Gang Bisperne 1614 gik ham nær paa Livet. R. nærede vel heller ingen Tvivl om, at det var Brochmand, der skulde fortsætte hans Gjerning som Vogter for den dansk-norske Kirkes lutherske Orthodoxi. R.s «Litaniskole» (1632) og flere af ham forfattede eller oversatte Salmer (s. Kirkehist. Saml. 3. R. IV, 375) vidne om, at han var en Ven af Salmesangen. Flere af  Kirkebønnerne i de ældre Udgaver af Alterbogen ere forfattede af ham.

Efter at R. siden 1601 havde været Enkemand, ægtede han 12. Nov. 1615 sin Formands, Biskop Vinstrups, Enke, Anne Eisenberg, der overlevede ham, men med hvem han ingen Børn havde. Da denne hans Hustru var formuende, og han selv havde rigelige Indtægter i sit Bispeembede, lykkedes det ham med sin tarvelige og sparsommelige jyske Natur at blive en velhavende Mand. En Del af denne Formue (5500 Rdl.) bestemte han med sin Hustrus Samtykke til Legater for Studenter, Skoledisciple og fattige. Navnlig betænkte han Herlufsholm Skole, hvis Tilsynsmand han havde været, og som han meget yndede, samt Skolen i Holstebro, der havde ydet ham den første Vejledning paa Videnskabernes Bane. I Herlufsholm Kirke lod han opsætte Mindetavler over Herluf Trolle og Birgitte Gjøe; efter hans egen Død rejste Stedets Præst, Skolens forhenværende, vel fortjente Forstander M. Poul Jensen Kolding (IX, 360), ham et anseligt Mindesmærke i samme Kirke.

Efter i flere Aar at have lidt af forskjellige Skrøbeligheder, der dog ikke til Stadighed havde hindret R. i at udføre sin Embedsgjerning, døde han, 77 Aar gammel, 14. Sept. 1638. Efter eget Ønske jordedes han i Peder Palladius’ Gravsted i vor Frue Kirke, hvis Sognepræst, M. Niels Poulsen Schandorf, for en stor Forsamling forklarede «Jojadæ herlige Tjeneste, hæderlige Alderdom og Begravelse» (2. Krøn. 24) med Anvendelse paa den afdøde Biskop, i det der tillige gaves en udførlig Fremstilling af hans Levned."