Poul Helgesen

Humanisterne ville mere end reformere skolen, lære et smukt og udadleligt latin, og skrive formfuldendte breve. Mange af deres bedste mænd kunne se de mangler, der fandtes inden for den katolske kirke. Gennem deres læsning af kirkefædrene og af den Hellige Skrift fik de øjnene op for, at der var meget, som var forkert i kirken, i kapitler og klostre, hos deres eget lands biskopper, i den højere kirkestyrelse, ja hos den hellige fader i Rom. De ønskede reformer, men vel at mærke inden for den bestående kirkes rammer. Da Martin Luther og andre reformatorer førte frem mod et brud med Rom, ville mange af humanisterne ikke at følge dem. Den betydeligste af disse danske humanister, som forblev tro mod den katolske kirke, var munken Paul Helgesen fra det karmeliterkloster i Helsingør, som ved Christian II.s gavebrev på Sankt Jørgens kapel og gård uden for København havde fået mulighed for at lave et sted for studier nær hovedstaden.  Poul Helgesen blev kannik i Roskilde og underviste i teologi på domskolen. I sin tid i Roskilde udgav han via den lokale bogtrykker Hans Barth en del bøger.

Biskopper blev ikke længere udnævnt efter deres kristne tros styrke eller efter deres dygtighed som kirkelige administratorer, men ud fra politiske synspunkter. Kongen ville kun anerkende mænd, som han kunne stole på. Der var dygtige og betydelige mænd blandt de danske biskopper, folk som nød almindelig agtelse, også i modstanderens kreds, f. eks. ærkebisp Birger Gunnersen, Lave Urne af Roskilde og Ove Bille af Århus. Men andre beviste, at i hvert fald de var uegnet til at lede den danske kirke, da stormene brød ind over den. En af de største kritikere af kirkens folk var Poul Helgesen. F. eks. kritiserede han i skarpe ord bestemmelsen om, at kun mænd af adelig byrd kunne blive biskopper. "Intet har", siger han, "bidraget mere til kirkens fald end visse adelsmænds forfængelighed og hovmod, der i den grad er slaver af livets lyst og tøjlesløshed, at de ikke blot udslukker livets uskyld og den kristelige religions fromhed, men endogså fuldstændig foragter den. Hvad der skal oprettes ved magt, voldsomhed, bram og brask, hovmod, pragt, ærgerrighed og menneskelig styrke, det kan ikke bestå længe".

Da den gamle biskop Niels Stygge døde i 1533, sagde Paul Helgesen om ham, at han var "mere optaget af verden end af Gud". Hans slægtning, Stygge Krumpen af Børglum, var heller ikke en mand ned et godt omdømme hos de ærligt troende.

Under det sjællandske opgør med adelen og Københavns rolle som hovedsæde for oprøret i Østdanmark forsvinder sporet af Paul Helgesen, og hans videre skæbne er ukendt. I hans bitre kommentarer til tidens politik var han netop nået til begivenhederne i 1534, da han afbrydes midt i en sætning: "Og mens dette skete", som om pennen var faldet ud af hans hånd. Som tingene havde udviklet sig, var hans skarpe meninger farlige. En eller anden skjulte hans manuskript i hulmuren bag alteret i Skibby Kirke. Derfor hedder hans værk "Skibbykrøniken". Først mere end hundrede år senere blev det - ved et tilfælde - atter fundet.

Mere om Poul Helgesen fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Lektor, Forfatter. Selv skriver han sig Paulus Heliæ (Eliæ); paa Dansk skrives hans Navn af Samtiden: P. Heliesen (udtales;: Heljesen), Hellissen, Helgesen (udtales Heljesen). Han var født i Varberg i Halland o. 1480; Faderen var dansk, Moderen svensk. Sin første Uddannelse fik han i det nærliggende Skara, hvor han selv med Tak ihukommer «Mester Svend» (senere den første evangeliske Biskop der) som sin Lærer. For øvrigt kjender man ikke videre til hans Uddannelse, før man ved Aar 1517 træffer ham som Munk i Karmeliterklosteret i Helsingør, hvor Ordenens daværende dygtige Provinsialmester, Dr. Anders Christensen, vistnok har haft ikke ringe Indflydelse paa ham, ligesom han ogsaa her traf sammen med den lærde Frands Wormordsen fra Amsterdam. Selv blev han stærkt greben af Tidens humanistiske Dannelse; den lærde Erasmus fra Rotterdam blev hans Forbillede; klassiske Studier fik han Interesse for og skriver ogsaa selv et i det hele flydende Latin. Da den pavelige Legat Arcimboldus paa en fræk Maade ledede Afladshandelen i Danmark, vakte disse Misbrug i høj Grad P. H.s Forargelse; allerede 1517 – før Luther – udgav han paa Latin en Tale mod Romerkirkens Misbrug.

Med Glæde hilste P. H. derfor Luthers Fremtræden; ligesom denne lagde han Vægt paa en mere frugtbar Bibellære end den tørre Skolastiks Spidsfindigheder og havde et aabent Blik for Kirkens Mangler. Da Christian II, der havde lagt Mærke til det helsingørske Klosters gode Kræfter, kort efter at Dyveke havde fundet sit Hvilested i Klosteret, havde skjænket dette St. Jørgensgaard ved Kjøbenhavn, for at Klosteret i sit paatænkte nyoprettede Kollegium i St. Pederstræde («Hvide Kloster», nu Valkendorfs Kollegium) kunde uddanne unge Mænd til at virke i Kirkens og Videnskabens Tjeneste, blev P. H. udset til den nye Stiftelses Styrer og tillige Lektor i Theologi ved Universitetet (1519). Han samlede ved sit vækkende Foredrag og sin hele Personlighed her om sig en Række yngre Mænd, der senere fik ikke ringe Betydning.

Men Forholdet baade til Luther og Christian II ændredes snart. Da Luther fuldstændig brød med den katholske Kirke, kunde Lektor P. lige saa lidt som Erasmus følge ham længer; han kom til at staa for P. H., der holdt stærkt paa Avtoriteten, som en oprørsk Aand, hvis Lære kun kunde medføre Forvirring og Opløsning af alle Baand baade i Kirke og Stat. Fra Christian II bortstødtes han af lignende Grunde; Kongens Troløshed og Voldsomhed, hans nye Love, hvorved den paa den middelalderlige Kirkeordning byggede Statsform rokkedes, hans egenmægtige Skalten og Valten med Kirkens Sager lode ham i P. H.s Øjne fremtræde som en oprørsk Tyran, som det var enhver lovtro Mands Pligt at modsætte sig.

Personlige Sammenstød bragte Bægeret til at flyde over. Da Kongen havde sendt Lektor P. et latinsk Skrift (formodentlig Machiavellis Skrift om Fyrsten) til Oversættelse, erklærede denne, at det var «en ond Bog» og sendte Kongen i Steden en Oversættelse af Erasmus’ Skrift: «En kristen Fyrstes Undervisning og Lære» med en Fortale, hvori mangen en Brod skjulte sig. Senere erklærede han i en Samtale med Kongen, at Luthers Meninger vare kjætterske, og da han saa endelig i en Prædiken St. Hansdag 1522 paa Slottet i Kongens egen Nærværelse gav en saadan Skildring af Herodes og Herodias, at Kongen (og Mor Sigbrit) følte sig truffen, ja, da tog Kongen pludselig St. Jørgensgaard igjen fra Karmeliterklosteret, hvorved Lektor P. faktisk blev afsat fra sin Stilling, og den dristige Munk maatte flygte til Jylland for at unddrage sig Kongens Vrede.

Her blev Lektor P. et af de virksomste Redskaber under Opstanden mod Kongen. Med Selvfølelse erklærer han selv senere, at faa have med saa stor Frimodighed modsat sig Kong Christians Tyranni i Skrift og i Tale som han. Mulig er han Forfatter af en Smædevise mod «Kong Klipping» og har haft Del i de paa Danskudspredte Proklamationer; sikkert er det, at han nogen Tid derefter paa en Biskops Opfordring affattede en udførlig latinsk Fremstilling af Klageposterne mod Kongen.

Nu fik P. H. formodentlig sin Stilling ved Universitetet tilbage; i alt Fald var han 1527 atter Lærer ved Universitetet og havde tillige efter Dr. And. Christensen overtaget Stillingen som Karmeliterordenens Provinsialmester for Norden. Men det nye Regimente behagede ham lige saa lidt som det gamle. Næppe et halvt Aar efter Kongens Flugt klager han over, at man kun har faaet mange Tyranner i Steden for én. Samtidig maatte han af katholske Ivrere høre ilde for sin Virksomhed i Humanismens Tjeneste; man beskyldte ham slet og ret for at være Lutheraner og Kjætter. Netop paa denne Tid bearbejdede han Luthers lille «Bedebog», som han nærmest betragtede som en opbyggelig Bog, der kun kunde gjøre Gavn, da der intet polemisk fandtes heri. Han udgav den dog først 1526 med en Tilskrift til en katholsk Rigsraad, hvori han forsvarer sig mod Beskyldningen for selv at være luthersksindet. Hans Hovedforsvar baade her og ved andre Lejligheder er omtrent følgende: Jeg indrømmer, at jeg en Tid har givet Luther Ret i meget, men det var i Virkeligheden i det, hvori jeg ikke fandt Luthers egne Tanker, men de gamle vise Fædres; hvad Luther derimod har sat til af sit eget, det er saa kjættersk som vel muligt.

Kraftig traadte Lektor P. paa denne Tid atter op mod Christian II’s Forsøg paa at skaffe sig Indgang i Riget. Kongen havde nemlig sendt Exemplarer af Hans Mikkelsens Oversættelse af det nye Testamente ind i Landet, ledsaget af et Brev, hvori der opfordredes til atter at tage mod Kongen. Dette fremkaldte fra P. H. det skarpe «Svar til Hans Mikkelsen» (1527), hvori han giver en forfærdelig Skildring af Kong Christians «Tyranni» og af den ved Lutherdommen fremkaldte Oprørsaand. Men da ogsaa Frederik I i Aaret 1526 aabenlyst var optraadt som Lutheraner, kom det til et Brud med den «kirkerøverske Konge». St. Hansdag d. A. var P. H. atter kaldt op paa Slottet og udtalte med stor Frimodighed, at begge Parter, baade Katholikker og Protestanter, havde Uret; men ved Nedgangen fra Slottet blev han overfalden med Haansord af en Skare larmende og støjende Soldater, og nu var Bruddet med Lutheranerne aabenlyst. I de følgende Aar følger fra hans Haand det ene Fejdeskrift efter det andet; selv mod Reformatorerne i Sverige skrev han («Svar paa Kong Gustavs Spørgsmaal», 1528). Især gik det ud over hans tidligere Medlærere eller Disciple fra Karmeliterkollegiet («Mod Malmøbogen», 1530, rettet mod Reformatorerne i Malmø) og over Hans Tausen, mod hvem P. H. optraadte under Herredagen i Kjøbenhavn 1530, hvor han af al Magt søgte at faa en Disputats i Stand for at bevise, at Hans Tausen og hans Medhjælpere vare Kjættere, og da Hans Tausen derpaa forfattede et Skrift om den katholske Messe, blev han imødegaaet af Lektor P. i et Skrift, som atter fremkaldte et Gjensvar fra H. Tausen, der ernoget af det groveste, Reformationstidens kraftige Polemik kan fremvise. Det regnede nu ned over den heftige Kamphane med Skjældsord. Under Herredagen 1530 digtede man Smædeviser om «Poul Vendekaabe» og beskyldte ham for at være bestukken af Prælaterne, og hans gamle Ven og Medhjælper Frands Wormordsen overdængede ham i en Strid om Præsternes Giftermaal med de mest udsøgte Skjældsord som «hin fedbugede Skalk» og andet lignende.

Forbitrelsen mod Lektor P. blev saa stor, at han efter de heftige Optrin 1530 en længere Tid ikke turde vise sig i Kjøbenhavn, men i de følgende Aar maatte opholde sig paa forskjellige Steder. Med Harme maatte han se paa, at Karmeliterklostrene flere Steder opløstes. Stærkt giver Harmen over Fremfærden mod Kirkerne sig Udtryk i hans efter et Skrift af Erasmus 1532 forfattede «Formaning» til Rigsraad og Adel. Men stadig tager han midt under Kampen mod Lutheranerne stærkt fat paa de katholske Prælaters Hovmod og Verdslighed og Kirkens store ydre Mangler.

Efter den «kirkerøverske» Kong Frederiks Død i April 1533 aandede P. H. atter friere. Under Herredagen 1533 førte han Sagen mod Hans Tausen for kjættersk Nadverlære og fik ham erklæret skyldig. Men at Kongevalget udsattes, at «Holstenerne» havde det danske Kronland Slesvig i deres Magt, alt dette fyldte ham, der havde en stærkt udpræget Nationalfølelse, og som med Forfærdelse saa paa de nye Ideer, der trængte ind fra Tyskland, med Uro og Bekymring. Han opholdt sig paa denne Tid i Roskilde, og her fra udgav han nu i Trykken sin tidligere Oversættelse af Erasmus’ Skrift: «Den kristne Fyrstes Undervisning og Lære», ledsaget af et Formaningsord til Rigsraadet. Imidlertid udbrød Grevefejden. Kampen gjaldt nu ikke længere, om den unge Hertug Hans, der maaske endnu kunde opdrages i katholsk Aand, eller den «kjætterske» Hertug Christian skulde være Konge; det gjaldt nu, om den kjætterske Hertug Christian eller den kjætterske Grev Christoffer med Lybek og Christian II i Baggrunden skulde faa Magten. P. H. søgte da nu i det sidste Øjeblik at sige et Formaningsord til Enighed i den religiøse Strid og udgav 27. Okt. 1534 i Roskilde et mærkeligt Skrift, hvori han, ligeledes med et Skrift af Erasmus til Grundlag, søgte at mægle i Kirkestriden ved i enkelte mere ydre Retninger at gjøre Indrømmelser til Protestanterne.

Det faldt virkningsløst til Jorden, og hermed ender ethvert sikkert Spor af P. H. Samtidig ender, midt i en Sætning, hans historiske Optegnelsesbog, den saakaldte «Skibbykrønnike», der 1650 fandtes indmuret i Skibby Kirke i Horns Herred ved Roskilde. Dog synes det af Ytringer heri, at han har oplevet Begivenheder fra Begyndelsen af 1535. Om Døden har overrasket ham, eller om han maaske har søgt sin Tilflugt i Udlandet, det kan endnu ikke med Vished af gjøres. Senere opstaaede Sagn om, at han atter Ogsaa som historisk Forfatter indtager P. H. en mærkelig Plads. Allerede tidlig havde han paa Latin forfattet en kortfattet Fremstilling af «Danmarks Kongers Historie, for at hjælpe paa en og anden studerendes Hukommelse». Det er lige saa lidt som hans mere private Optegnelser i den ligeledes paa Latin skrevne Skibbykrønnike, der omhandler de 4 første oldenborgske Kongers Tid, en tør Munkeaarbog, men det første humanistiske Forsøg paa at give en mere pragmatisk Historie med stærke, ofte ensidige Domme. Hele sin Galde mod Tiden og dens ledende Personer har han udøst i Skibbykrønniken, der i mange Henseender er en Hovedkilde til disse Aars Historie, især fordi den i Afskrifter eller Uddrag allerede var kommen i Svanings og Huitfeldts Hænder, medens selve Originalen laa ind emuret i Skibby Kirke. Den er fanatisk og lidenskabelig, men vidner om hans stærkt udprægede nordiske Nationalfølelse over for «Holstenerne» og det nye, der gjennem Reformationen strømmede ind fra Tyskland, og om hans stadige Harme over de store ydre Mangler i den daværende katholske Kirke. – Som dansk Stilist indtager P. H. en høj Plads ved Siden af, maaske endogsaa over, Christiern Pedersen og Hans Tausen."