1350          Valdemar Atterdag
Forstørrelse

                                                              

Kongens stamtavle

Kalkmaleri fra kirken i Vordingborg, der viser kong Valdemar Atterdag knælende til venstre, dronning Hedvig i bøn til højre.

Valdemar Atterdag, yngste søn af Christoffer og dronning Eufemia. Født ca.1320. Død 24 okt. 1375 på Gurre slot i Nordsjælland efter en podagrakur. Valdemar Atterdag blev først begravet i Vordingborg. To år senere overførtes hans jordiske rester til Sorø. Kongens tilnavn er af senere oprindelse.

ÆGTESKAB
Gift med dronning Hedvig, datter af hertug Erik II af Sønderjylland og Adelheid af Holsten, søster til Valdemar III. Hedvig blev i 1340 gift med kong Valdemar på Sønderborg Slot. Ca. år 1355 blev hun lægsøster i Esrum Kloster. Død ca. 1374. Begravet i Esrum.

BØRN
1.
Christoffer, født 1341, død 11 juni 1363 af et årgammelt sår. Gravlagt i Roskilde Domkirke. Kaldtes "Junker".
2. Margrethe, født 1345, død 1350. Skulle have været gift med hertug Heinrich af Mecklenburg.
3. Ingeborg, født 1. april 1347. Hun blev formentlig i 1362 gift med ovennævnte hertug Heinrich. Død ca. 1370. Ingeborg var mormor til Erik af Pommern.
4. Katrine, født 1349. Død som lille.
5. Valdemar, født 1350. Død som lille.
6.
Margrethe, født 1353, senere dronning Margrethe I.

Valdemar blev opdraget hos den tyske kejser Ludwig af Bayern fra 1326-38. I 1938 han til sin svoger, markgreve Ludwig af Brandenburg, en søn af kejseren.
Valdemar IV blev i 1340 indsat som konge efter aftale med de holstenske panthavere. Ved hjælp af skatteopkrævninger, tålmodig forhandlingsvilje, væbnede indgreb og salg af Estland for 19.000 mark sølv i 1346, lykkedes det ham atter at samle Danmark.
I 1347 drog kongen på pilgrimsfærd til Jerusalem, hvor han blev slået til ridder af markgreve Ludwig.
Den sorte døds hærgen i årene 1348-50 kostede vældige tab af menneskeliv, da man ikke kendte noget middel mod denne forfærdelige lungepest.
I 1350erne samlede en række (især jyske) stormænd sig mod Valdemar. Baggrunden har formentlig været uro over kongemagtens tiltagende styrke. Et muligt adelsoprør, som den navnkundige Niels Bugge synes at have planlagt, blev dog afværget i 1359. Som et resultat af den tiltagende spænding, måtte kongen dog i 1360 undertegne en håndfæstning med rettigheder og pligter for såvel konge som adel. I 1361 erobrede Valdemar hansestædernes handelscentrum, Visby på Gotland, og kongen tillagdes titlen "De goters Herre". Den følgende krig mellem Hansaen og Danmark endte dog med dansk nederlag i 1369. Kongen deltog dog ikke personlig i kampene, da han fra 1368 og tre år frem rejste rundt i Europa, for blandt andet at skaffe sig forbundsfæller. I denne periode var regeringens førelse overladt til den dygtige rügenske adelsmand, Henning Podebusk.
Dronning Helvigs pludselige forsvinden fra kongens side i 1355, skyldtes måske kongens mulige forbindelse med frillen Tove. Valdemar Atterdags Tove siges at være indebrændt i badstuen på Furesø-borgen Hjortholm. Hun opholdt sig, ifølge overleveringen, i længere perioder på Gurre Slot, hvad der blandt andet i særlig grad skal have tilskyndet kongen til at søge netop dette opholdssted. Valdemars tilknytning til Gurre danner baggrund for en række sagn.