Agnethe Kloster
	Klosterliv for fattige kvinder

Billedet viser en ung rigmandspige, der af familien(s kvinder) klostergives, d.v.s. overlades til et liv i et kloster. Nonner tager imod. Det var ikke altid fromhed, der lå bag et sådan arrangement. For en rig familie kunne det at afsætte en datter til et kvindekloster være en god måde at undgå de store udgifter ved ægteskab og især medgift på. Det kunne måske være svært for et ungt menneske at sige farvel til det verdslige liv, mand og børn. Så klosterrov eller klosterflugt forekom i middelalderen. Netop Roskilde skulle opleve de pinlige følger af tvungen klosterindskrivning. Erik Plovpenning havde i sit ægteskab flere døtre. Et par af dem døde som små og blev begravet i byens franciskanerkirke (Gråbrødre); men fire andre nåede at blive voksne og voldte regeringen meget hovedbrud. To af dem havde indgået ægteskab med udenlandske fyrster, og det bar vel været udsigten til at skulle betale endnu nogle store medgifter ud af landet (eller se medgiftslen under fremmed kontrol), der fik pigernes familie til at lægge en dæmper på de to sidstes giftelyst.

I 1263, da Agnes Eriksdatter var 14 år gammel, erklærede hun det for sin bestemte vilje at grundlægge et kloster i Roskilde og selv indtræde som nonne. Hun udtalte dette ønske 15/3 over for en talrig forsamling af slægtninge og kirkefolk, der var mødt frem i byens dominikanerkirke (Sortebrødre). En tilstedeværende onkel prøvede at få hende bort fra sin beslutning og lovede, at han ville skaffe hende en passende husbond; men pigen holdt fast ved sit forsæt, hvis det ellers var hendes eget. Hun lod sit hår klippe kort og iførte sig nonnedragten på stedet. Allerede året efter blev hun udnævnt til priorinde, men overlod dog snart æren til sin tre år ældre søster Jutta. Det kloster, kongedøtrene grundlagde, var Skt. Agnete.

En tid syntes alt i bedste orden; så kom skandalen til gengæld med så meget større pludselighed. Begge de nonneviede prinsesser flygtede fra Roskilde. Jutta tog ophold hos en ældre søster, Sofie, der var dronning i Sverige, men denne fik snart lejlighed til at fortryde sin gæstfrihed. Der står i den svenske rimkrønike, at "hun kom som en engel fra Himmerige". Hun bedårede ved sin skønhed. Og der står videre: "Med kongen blev hun da så kær, at han kom hende alt for nær." Den tidligere priorinde trådte altså i forhold til sin kongelige svoger Valdemar Birgersson, som ikke kunne lade et skørt i fred. Den nye priorinde hjemme i Roskilde klagede til paven. Og de svenske stormænd tvang siden Valdemar til at foretage en bodsrejse til Rom, og det endte med, at Jutta fik et barn - og at begge søstre blev tvunget til at vende tilbage til klosterlivet i Roskilde. Det gjorde de nu ikke. Men en stor del af deres gods og arv gjorde. Dermed sikredes klostrets fremtid. Jutta ville ikke begive sig i kloster igen. Agnes var from, men foretrak at give gaver til Sorø Kloster, som til tak tog hende i forsvar. Jutta døde 1284 Agnes i 1288 eller året efter.

Mere om Agnes og Jutta fra Arthur Fangs  Roskilde I, 1945:

Klosteret er stiftet 1263 af Erik Plovpennings 14-aarige Datter Agnes. At et Barn staar som Stifterinde, ser straks mærkeligt ud, og Begivenheden fik da ogsaa usædvanlige Følger. Vel bevidner den unge Dame, at hun ikke »efter menneskelig Tilskyndelse, men efter Indgivelse af Gud  tog Sløret og skænkede hele sin Fædrenearv til Oprettelse af et Kloster; og højfornemme Prælater og værdige Roskilde-Borgere møder mandstærkt op og bevidner det samme. Noget lignende siges om hendes 21-aarige Søster Jutta, da hun tre Aar efter ogsaa tog Sløret. Men hvad der senere skete, modsiger alvorligt alle disse Erklæringer. Begge Søstrene forlod nemlig efter faa Aars Forløb Klosteret og tog det skænkede Gods tilbage. Desuden optraadte Jutta saadan, at Arild Hvitfeldt næppe har helt Uret, naar han i sin Krønike bemærker, at » hun icke haffde Klosterkiød«. En alt for ivrig Erklæring fra Christoffer I's Enke, Dronning Margrethe Sambiria, synes at lede paa det rette Spor. Det er øjensynligt denne Dame, som maa have set sin Interesse i at faa de to Kongedøtre vel anbragt bag Klostermure – maaske for at modvirke, at der af de to Prinsesser blev rejst Arvekrav paa det kongelige Slægtsgods.

Dramaets første Akt, Agnes' Klostergivning, udspilles tidligt i 1263 i Sortebrødre Klosterets Kirke i Roskilde. Til Stede var en stor og fornem Forsamling: Dronning Margrethe Sambiria og »Rigets Formynder Hertugen af Brunsvig, mange Gejstlige, i første Bække Pavens Udsending, to Bisper, samt Kanniker, Munke og Roskilde-Borgere. Hertugen af Brunsvig var en Slægtning af Kongehuset og Dronningens Raadgiver, Landets virkelige Regent i hendes Søn Erik Klippings Mindreaarighed. Over for denne respektindgydende Forsamling erklærede det unge Pigebarn, at hun havde fattet det fromme Forsæt om i Ordensdragt at tjene Gud i Staden Roskilde til Ære for Herren og hans glorrige Moder og den hellige Jomfru og Martyr Agnes, at hun paatog sig at bygge et Kloster og vilde skænke dette alt sit Gods. Da Hertugen af Brunsvig opfordrede hende til at trække sig tilbage, idet han tilbød at skaffe hende en Ægtefælle blandt Fyrsterne, svarede hun, at hun havde lovet at ægte den Udødelige, og at hun af Kærlighed til hans Rige alt havde fattet Foragt for Verdens Rige og al Verdens Pragt. Efter dette blev Agnes optaget i Ordenen af Pavens Udsending, der med egne Hænder afklippede hendes Fletninger, som hun derefter med megen Fromhed ofrede paa Alteret, idet hun over dette tilskødede Klosteret alt sit Gods at besidde til evig Tid efter Landskabslovene. Efter senere at have aflagt Klosterløftet valgtes den meget unge Dame til Priorinde for det nyopførte Kloster.

Faa Aar senere traadte Prinsesse Jutta ind i Klosteret. Det foregik med stor Højtidelighed i Sct. Agnes Klosterets Kirke og i  manges Nærværelse. Hun blev optaget og iført Ordensdragt af sin Søster, Priorinden, derefter skødede hun alt sit Arvegods i Kong Erik Klippings Kappe, hvorved forstaas, at hun overgav Godset til Kongen, som lod det gaa videre til Klosteret og lod Brevet derom lægge paa Alteret i Klosterkirken. Hun tilkendegav, at hun gjorde dette for Kristi Skyld, og lod derefter sit Haar afskære. En Del af Dronning Margrethe Sanibirias Hofdamer fulgte med hende i Klosteret, ligesom tidligere med Agnes. Efter senere at have aflagt Klosterløftet afløste Jutta sin alt for unge Søster som Priorinde.

Nu forløb der en tre Aars Tid, da satte en Begivenhed Roskilde og snart efter det ganske Land paa den anden Ende. Rygtet kunde fortælle, at de to Prinsesser " paa Anstiftelse af alle gode Menneskers Fjende" (Djævelen) havde brudt deres Ordensløfte og forladt Klosteret. Og ikke nok med det, de havde ogsaa medtaget det rige Gods, de havde skænket. Det første kunde være slemt nok, men det sidste var en økonomisk Katastrofe for Klosteret, ensbetydende med dets fuldstændige Forringelse og Ødelæggelse.

Senere maa Agnes have faaet Samvittighedskvaler, for hun skænker ikke alene Sct. Clara Søstrene i Roskilde et Bol Jord til Bod for sine Fædres Sjæle og sin egen, men betydeligt mere Gods til Sorø Kloster af særlig Hengivenhed for dette. Hun fik i hvert Fald den Fornøjelse af det, at Sorø-Munkene i deres Gavebog behandler hende med stor Venlighed, idet de undskylder hendes Flugt fra Skt. Agnes Kloster med, at Søstrene havde været alt for strenge og haarde ved hende. Desuden fortæller de, at mens hun færdedes blandt de verdslige, levede hun et kysk Liv og gav mange Almisser. Om lignende Overdragelser fra Juttas Side hører man intet; hun var sikkert mere optaget af andre Ting.

 De to Søstres egenmægtige Handlen med det een Gang bortskænkede Gods forvoldte megen Spektakel; det endte dog med, at Erik Klipping inddrog det meste af det, og at hans Søn Erik Menved senere frasagde sig det til Bedste for Klosteret. Tilbage stod kun det Gods, Sorø Kloster havde faaet, men herom var de to Klostre saa fornuftige at gaa paa Forlig, saa hvert fik sin Part.

Om Jutta fortælles det, at næppe var hun sluppen ud af Klosteret, før adskillige fornemme Friere mødte op. Skønt hendes Slægt raadede hende til at gifte sig, vedblev hun dog at paastaa, at hun stedse vilde leve Jomfru. Hun vilde dog gerne se sig om i Verden. Den første Rejse skulde gælde hendes Søster Sophie, som var gift med den svenske Kong Valdemar Birgersen. Med et anseligt Følge og mange Heste drog Jutta af Sted til Sverige, hvor Kong Valdemar tog "saa venligen mod hende, at den gode Kloster-Jomfru blev frugtsommelig og avlede en Søn med ham". Kongen maatte som Bod gøre en Rejse til det hellige Land. Prinsessen var det vanskeligere at faa Ram paa.

Da Rygtet om denne Skandale naaede til Juttas tidligere Medsøstre i Roskilde-Klosteret, blev der stor Opstandelse. Priorinden henvendte sig direkte til Paven om alvorlige F'oranstaltninger, for allerede tidligere var Jutta bleven bandlyst gennem to svenske Biskopper, dem af Skara og Linkøbing; men denne Dom havde hun flere Aar igennem "paa forkastelig Maade foragtet og baaret med forhærdet Sind".

Paven skriver nu til Ærkebispen i Lund om Jutta, der med Fare for Fortabelse flakker om i den timelige Verden", at han skal Lade hende bandlyse offentligt paa alle Søn- og Helligdage med Klokkeringning og tændte Lys. Bandlysningen skal forkyndes alle Steder, hvor det er hensigtsmæssigt og der skal sørges for, at alle strengt undgaar hende. Men selv denne Kraftanstrengelse hjalp intet. Jutta har sikkert ikke ophørt med at flakke om i den timelige Verden, indtil hun i 1284 forlod den.

 I Sct. Agnes har man trukket Vejret lettet. Og da senere det meste af de to eventyrlige Søstres Gods vendte tilbage til Klosteret, maatte alt være være godt. De følgende Aar høres om Testamenter og om Livsgaver til Klosteret.