Jomfrukloster
Jomfruklostret
Niels Juel
Berte Skeel
Slægten Ulfeldt

Stamtavle for slægten Ulfeldt

Niels Juel var gift med Margrethe Ulfeldt, som er født i 1639. Da hun var tre år, mistede hun sin mor, så hun blev opdraget af en stedmoder i Landskrone i Skåne. Hendes far var Knud Ulfeldt til Svenstrup. Som generalkrigskommissær var han kommandant i Landskrone, og da svenskekrigene brød ud, rykkede han med sine soldater op i Sverige, ind i Småland, hvor han faldt "efter tapper kamp ved Markaryd 1657". Da var Margrethe 18 år, fader- og moderløs. Hun var broderdatter af landsforræderen Ebbe Ulfeldt, og langt ude var hun i slægt med den store landsforræder Corfitz Ulfeldt: De havde fælles oldefar. Alene navnet kunne måske gøre hende mistænkelig, men hendes far var i det mindste ikke forræder. Om giftermålet ligefrem skadede Niels Juels karriere, hvad nogen har hævdet, er dog uvist.

Det er dog vist, at hun og Niels Juel havde et lykkeligt ægteskab. Hun var blevet trolovet med ham efter, at hendes far døde, da hun var 20, han var 30 år. Hun fødte ham 5 børn, og de levede sammen i 35 år. Kingo gav dem begge to denne efterskrift: "Så længe Konger veed at prise Manddoms Art - så længe lever han, og hun deri har hendes Part".

Niels Juel havde afsat et beløb på 4000 rigsdaler til godgørenhed, og han brugte renterne af beløbet til at hjælpe forskellige, der var i nød. Ved hans død, investerede enken disse velgørenhedspenge i Det adelige Jomfrukloster - og hun doblede af egen pung beløbet op.

Hendes kontakt med Berte Skeel har været nem. De var nærmest naboer på Kongens Nytorv i København. Margrethe Ulfeldt boede i det palæ, manden havde ladet opføre på hjørnet af torvet og Bredgade (i dag den Franske Ambassade), og Berte Skeel boede i den blok, hvor Hotel d'Angleterre ligger i dag. Sammen fik de lavet de aftaler og fundet de midler, der skulle til, for at Sortebrødregård i Roskilde kunne blive et tilholdssted for ugifte kvinder af de højere rangklasser.

Da Margrethe Ulfeldt døde, overtog tre af hendes døtre patronesseværdigheden. Blandt dem kom Wibiche Juel til at sidde på posten i 13 år efter, at hendes søstre var døde. Og jobbet som patronesse / patron er siden gået i arv til medlemmer af slægten Juel (-Brockdorff). Den anden patron / patronesse har været af slægten Scheel.