Baggrunden for blodgildet i 1157 i følge Saxo.

Medens Eskild drog bort, gik det politiske spil herhjemme videre. Den landflygtige Svend konspirerede efter bedste evne i Nordtyskland, hvor det lykkedes ham at vinde den mægtige sachserhertug Henrik Løve for sig, ligesom han opnåede støtte hos ærkebiskoppen i Bremen. Vinteren 1156-57 kunne han med en hær drage ind i Slesvig og begynde borgerkrigen på ny. Fra Slesvig drog han til Fyn og Lolland, og så alvorlig var hans trussel mod riget, at Knud og Valdemar foretrak at forhandle frem for at kæmpe. Der sluttedes et forlig på Lolland, men nu på andre vilkår end sidst. Valdemar skulle have herredømmet over Jylland, Knud over Øerne, medens Svend måtte lade sig nøje med Skåne.

Forliget blev efter hvad Saxo fortæller fæstet ved ed og ved påkaldelse af Gud som fredens vogter og brødens hævner, ligesom bisperne stævnede begge parter for deres dom og lyste band over den, der brød forliget. Men trods de stærke ord og de strenge eder, holdt det kun kort. Aftalen var, at de tre konger noget senere på året 1157 skulle samles i Roskilde, hvor Knud ville være vært ved et gæstebud. Dette gæstebud fik et skæbnesvangert forløb. Bægrene blev flittigt tømt, og da lystigheden var på sit højeste, gav en tysk sanger sig til at synge om Svends tidligere flugt og øvrige modgang. Gæsterne irettesatte sangeren, men Svend skjulte sin ærgrelse og erklærede, at han gerne mindedes sine ulykker, nu da de var vel overstået. Da mørket faldt på, blev kærterne i salen tændt, og snart efter trak Svend sig tilbage til sit sovekammer. Det var tegnet for hans mænd til at trække sværdene og gå løs på Knud og Valdemar. Den sidstnævnte blev såret i låret, men det lykkedes ham at bryde ud af hallen og redde sig ved flugt. Knud fik derimod hovedet kløvet og døde i armene på den 29-årige Absalon, en søn af Asser Rig og fosterbroder til Valdemar. Derefter flygtede Absalon selv ud af bygningen og bort fra Roskilde. Man mødte Svends krigsfolk overalt, og det var kun med nød og næppe, at Absalon slap bort. Som naturligt var søgte han hjem til slægtsgården i Fjenneslev, og herhen nåede også den sårede Valdemar, om end med stort besvær.

Den næste dag proklamerede Svend i Roskilde, at det var Knud og Valdemar, som stod bag det natlige overfald, og at han selv kun ved forsynets bistand var sluppet fra det med livet. Samtidig søgte han at hindre Valdemar i at slippe over til Fyn. Takket være Hvideslægtens bistand og navnlig Absalons broder, Esbern Snares opfindsomhed, lykkedes det dog Valdemar og Absalon tillige med nogle få mænd at komme over Store Bælt og videre til Viborg Ting, hvor de rejste sag mod kong Svend for hans forræderi. Samtidig ægtede Valdemar nu den afdøde Knuds søster Sofie, datter af den mand, der havde myrdet hans fader! Det var en klar politisk tilkendegivelse.

Svend var klar over, at det gjaldt om at handle hurtigt. Han samlede den østdanske ledingshær og satte over til Jylland, hvor han rykkede frem imod Viborg. Den 23. oktober I 1157 stod det afgørende slag på Grathe Hede, hvor Svend led nederlag. Næsten hele hans hær blev hugget ned, og selv blev han på flugt dræbt af nogle bønder. Sejren var Valdemars, og omsider havde Danmark igen kun en hersker.

Blodgildet