Smedelavet

Smedelavets skrå, lavets vedtægter, er bevaret.

Smedehåndværket hørte også til de fag, der havde væsentlig betydning i Roskilde. Udgravninger i byen har vist, at der var smedeværksteder og boder også i den indre by, selv om der her var risiko for brand fra de glødende esser.

Smedenes lavsskrå fra 1491 er stadig bevaret. Det er dog sikkert ikke de første lavsbestemmelser, for smedelavet i Roskilde er sandsynligvis af meget ældre dato. Skråen består af et lille pergamenthåndskrift på 36 sider, der måler ca. 16 x 12 cm. I indledningen bekendtgør byfogeden Henning Jepsen, borgmestrene Jens Kruse og Olaf Jepsen, samt hele byrådet i Roskilde, at de har stadfæstet smedenes lav og den efterfølgende lange række bestemmelser. Disse begynder med en definition af lavets tre kategorier af smede: Grovsmede, klejnsmede og kedelsmede. Alle udøvere af håndværket skulle være medlem af lavet, også kaldet gildet, og sværge over for oldermanden og de andre brødre at overholde lavsskråen. Inden for det første år skulle en nyoptaget smed aflægge mesterprøven, der bestod i udførelsen af et mesterstykke, “mestergerningen”. Grovsmedene skulle udfærdige en økse, en spade og en hestesko. Klejnsme­dene skulle lave en slethage, et par bondesporer og et låseb1ad, mens kedelsmedene skulle lave en kedel så stor som en halv tønde. Prøven blev overværet af fire lavsbrødre, der var udpeget af oldermanden. Hvis det færdige resultat derefter kunne godkendes af samtlige lavsbrødre, skulle den nybagte mester spendere en stor fest for alle lavets brødre og søstre (medlemmerne og deres koner). Selv menuen til festmåltidet er nøje fast1agt i lavsskråen: ”….tre fad salt mad og tre ferske retter, og brød og smør og ost og hvedebrød og kager, som dertil hører, og tre tønder øl”. Hvis mesterprøven derimod ikke blev bestået, måtte svenden ud at “vandre påny”, indtil han havde lært så meget, at han igen turde gå op til prøven.

Smedenes i alt 65 lavsbestemmelser indeholder desuden en lang række artikler om, hvordan lavsmøderne skulle forløbe. Til de store fester var byfogeden, borgme­steren samt smedenes egen præst, skråpræsten, indbudt. På andendagen efter lavsmødet afholdt skråpræsten en messe, og alle var forpligtet til at betale ham i penning bagefter. Til hæder og ære for lavets skytshelgen Sankt Leo skulle præsten desuden holde messe en gang om ugen hele året. Alle møder i lavshuset blev indledt med en sang for Den Hellige Treenighed, for Jomfru Maria og for Sankt Leo, og dem, der ikke var mødt. op, skulle bøde 11 hvid.

Møderne blev ledet af lavets oldermand samt to så­kaldte stolsbrødre og gerdemanden. Stolsbrødrene fungerede som oldermandens assistenter, medens gerdemanden skulle sørge for de praktiske ting, som at udstyre lavshuset med hynder og klæder og smykke det med ”maj og græs” til den store majfest. Om vinteren skulle han hente lys, kul og brænde. Under møderne var det endvidere hans pligt at skænke for lavsbrødrene og servere mad for skråpræsten, oldermanden og stolsbrødrene. Hvervet som gerdemand gik på skift mellem lavsbrødrene, og alle var forpligtet til at være gerdemand en tid.

Efter bestemmelserne at dømme kunne det gå vold­somt til, når smedene mødtes til festligt lag i lavshuset. Bøden for at drikke sig så fuld, at man brækkede sig i gildehuset var således en halv tønde øl. Det var også straffen for at “bepisse sit sæde”, og hvis man tissede på en anden, måtte man bøde yderligere en halv tønde øl “hvis han gør det med vilje”. Når gemytterne kom i kog, kunne det ske, at en lavsbroder uddelte en svingende lussing eller “kindhest”, men så vankede en bøde på en halv tønde øl og en alvorlig reprimande. Hvis man væltede en anden ned fra sædet, skulle man betale i skilling. Alvorlige slagsmål søgte man at undgå ved at forbyde lavsbrødrene at bære panser og våben ved møderne. Alligevel kunne det ske, at en drog sit sværd eller kniv eller andet våben i vrede i lavshuset, men så måtte han også bøde en hel tønde øl. Hvis en lavsbroder slog en anden lavsbroder ihjel, blev han udstødt af lavet. Lavet fungerede også som et socialt sikkerhedsnet, og lavsmedlemmerne var forpligtet til at hjælpe hverandre ved sygdom og dødsfald. Problemet med forsørgelse af de efterladte enker søgte lavet at 1øse ved at gøre reglerne for optagelse i lavet mildere for de svende, der var villige til at gifte sig med en enke. Det krævede dog naturligvis også at enken var villig til giftermålet.

Ved stridsspørgsmål mellem to lavsbrødre eller -søstre søgte man at holde uenigheden inden for lavet, således at sagen skulle bringes frem for oldermanden og lavsbrødrene, førend man gik til byens øvrighed: byfoged, borgmester og rådmænd. Desuden var man forpligtet til at betale i skilling til en lavsbroder, hvis dennes gård eller gods var nedbrændt. Fattige lavsbrødre eller søstre, der ikke havde råd til at betale de faste medlemsudgifter, fik ret til at drikke gratis i gildehuset to gange om året. Hvis et medlem af lavet ville på pilgrimsrejse, skulle de andre hjælpe med et pengetilskud på hver 1 hvid.

Principielt var det kun smede, der havde udført mestergerning, som kunne blive i lavet, men skråen indeholder også regler for behandlingen af lærlinge og sven­de. For at blive oplært i den ædle smedegerning, skulle svenden spendere to tønde øl til lavsbrødrene. Det kaldtes læreøl. Svenden var herefter forpligtet til at blive hos sin husbond indtil ret skiftedag. Hvis han inden den tid løb sin vej for at søge arbejde i en anden k0bstad, ville oldermanden skrive til smedene der og advare dem mod at tage svenden i deres tjeneste. Enhver svend skulle have fri to mandage hvert år, nemlig mandagen efter Påskemarkedet og mandagen efter Sankt Olafs dag. Når svenden var udlært, skulle hans husbond betale hans 1øn. Nægtede han dette, kunne oldermanden og stolsbrødrene gå til smedens hus og udpante ham for det skyldige beløb. Det var desuden forbudt at lokke en dygtig svend fra en anden lavsbroder inden ret skiftedag (stævnedag). Bøden for dette var en tønde øl, og svenden måtte også betale en mindre bøde.