Lage Urne
	Forstørrelse

På kirkemøder, såkaldte synoder eller landemoder, hvor gejstlige og lægfolk fra hele stiftet mødtes (men oftest var det bare provsterne), kunne biskoppen tilskynde og inspirere eller måske give regler for, hvorledes det kirkelige liv skulle forme sig ude i sogne og kirker. Måske blev disse bestemmelser efterhånden samlet og trykt, så enhver vidste, hvad han havde at rette sig efter. Ærkebiskop Birgers kirkeregler for Lund Stift blev således trykt i 1514, og Lave Urne udgav de  "synodal-bestemmelser", som i 1517 var blevet bekendtgjort på et landemode i Roskilde.

Gennem sine visitatser (besøg i stiftets sognekirker) havde biskoppen mulighed for at påvirke de enkelte sognepræster og få dem ledet ind på den rette vej; han skulle undersøge, om de levede på rette vis og ikke holdt konkubine/elskerinde. Det kunne være ubehageligt nok, præsten måtte jo have en husbestyrerinde, en "deje", og han var dog menneske som alle andre. Biskoppen skulle også overvåge, om bestemmelser vedrørende klædedragt, kronragning, bedetimer og gudstjeneste blev overholdt; om de hellige kar blev opbevaret på rette måde; om kirken blev holdt ordentlig ren; om det gik rigtigt til med skriftemål og de kirkelige processioner. Og han skulle undersøge, om man overholdt bestemmelser i testamenter.

Den uhyre mængde jordegods, som lå til det enkelte bispeembede, og de store indtægter, biskopperne havde af tienden, gjorde det muligt for dem at optræde med en pragt, der næsten var som en konges. Når de kom til herredag eller til andre møder, var de fulgt af en stor skare bevæbnede svende; rundt om i stiftet havde de deres faste slotte, og på de store gårde havde de ligesom kongen egne lensmænd. Når de deltog i de kirkelige processioner, var de iklædt den strålende bispedragt, af guldindvirket silke, damask eller andet skønt klæde. Og hjemme i stiftsbyen havde biskoppen en hel stab af folk, der skulle tjene og hjælpe ham. Han havde sin kansler, der sørgede for hans korrespondance, og han havde sine egne kapellaner. En køgemester (kok) og andre folk tog sig af de daglige måltider, som ikke altid var præget af kristelig forsagelse eller foragt for dette livets goder. Biskoppen var således ikke blot kirkens herre i sit stift, han var en verdslig stormand, både i kraft af den rigdom som hørte til bispestolen, og den politiske indflydelse, han havde som medlem af rigsrådet. Det kunne ikke undgås, at landets syv biskopper var med til at bestemme rigets skæbne.