1645

Vi har ikke sikre tal fra 1600-tallet, men det formodes, at rigets største by, København, havde ca. 20.000 indbyggere. Kun én by i riget nærmede sig dette: Bergen i Norge.

De store provinsbyer som Malmø, Helsingør, Odense og Aalborg lå på omkring 5.000 indbyggere. Efter dem kom byer som Århus og Ribe på 3-4.000.

I mellemklassen finder vi øst- og sønderjyske byer som Randers, Horsens, Kolding, Flensborg og Husum, i Skåne Ystad og Landskrone, på sydhavsøerne Nakskov, på Fyn Assens, Nyborg og Svendborg, på Sjælland Slagelse, Køge og Næstved. De ligger på 2- 3.000 indbyggere.

Og så ligger alle andre købstæder under. Blandt disse Roskilde.

Hvor beskedne disse tal end var, lod de sig dog kun opretholde gennem en betydelig indvandring udefra. Dødeligheden var stor i byerne, langt større end fødselstallet, og byerne kunne kun opretholde deres befolkningstal - så lille det måtte være - ved, at der var en stor tilvandring fra land til by.

Nye folk dukkede til stadighed op i kredsen af købmænd og håndværkere. Dygtighed, kapital og forbindelser betød her mere, end at man fra fødselen af tilhørte en af bypatriciatets gamle familier. Det var ikke så almindeligt, som man på forhånd ville vente, at en søn videreførte faderens forretning; langt større betydning havde svigersønnerne som arvtagere, og de var som oftest indvandrede, ikke sjælden fra udlandet. Som inden for håndværkerstanden var det navnlig fra Tyskland, strømmen udgik, men i årene før Kejserkrigen kom dog nogle af de betydeligste fra Nederlandene, og også lande som Skotland og Frankrig var repræsenteret.

Øjensynlig uden nævneværdige tilpasningsvanskeligheder gled disse fremmede købmand ind i det danske bymiljø og befæstede hurtigt deres sociale position ved ægteskabsforbindelser med byens fornemste familier. Navnlig i Helsingør og København, men også i andre af de større byer, fik købmandsstanden på denne måde et internationalt præg, ganske svarende til håndværkernes, og som hos disse lettedes kontakten mellem indfødte og fremmede ved, at mange danske købmænd i deres ungdom havde tilbragt en række læreår i tyske byer, efter at det fornødne grundlag var lagt hjemme i en skrive- og regneskole eller i byens latinskole. En kosmopolitisk og individualistisk indstilling, som også træffes hos adelige fra denne tid, kendetegnede 1600-tallets driftige købmænd. Tilknytningen til fødestedet var ikke afgørende; deres hjem var, hvor der var godt at være - dvs. hvor der var mulighed for at gøre forretning.