1862

Maleren Wilhelm Marstrand maler billederne i Chr. IV´s Kapel. Han lejer Villa Clermont i Hedegade (som har givet navn til Clermontgade).

Agent Søren Borch dør. Sønnen Anders Jacob Borch arver købmandsgården Stændertorvet 2. Han er halvbroder til maleren og historikeren Jacob Kornerup.

Farver Thomas Hagedorn Svane (f. 1784) dør. I 42 år var han formand for byrådet. Han begraves på Gråbrødre Kirkegård med monument af Rosenfalk.

Borgerstiftelsen (egentlig Foreningen til Opførelse af billige Boliger) dannes. Foreningen skal samle penge ind til boliger for ældre, som tidligere har været næringsdrivende i byen.

Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab flytter fra ”Lillebørsen” på Havnevej til pavillionen i Boserup. På ”Lillebørsen” indrettes værtshus i midterhuset. Agent Anders Borch ejer en tid ”Lillebørsen”, men sælger den til sin avlskarl Christen Jensen. Han lukker beværtningen i midten af huset, men lejeren af denne, Lars Petersen, bygger Alléenlyst på hjørnet af Tuttesti og Skt.. Ibsvej og åbner beværtning dér. Christen Jensen laver beværtning i gavlenden af ”Lillebørsen” mod nord. Og ejeren af pavillonen i Boserup åbner ”Strandcaféen” i huset ved siden af, Havnevej 43 (senere Havnekroen/-caféen).

Forrige år    Næste    Kort    Register    Tidstavle