Saxos Danmarks Krønike. Ellevte Bog:

Den højeste Plads i Kongens Gunst og Fortrolighed havde Vilhelrn, og han gjengjældte da ogsaa det Venskab, Kongen nærede, thi ligesom Kongen elskede ham højere end alle andre, viste han ogsaa Kongen større Trofasthed end nogen af dem, han ellers havde om sig, og hvis Tjeneste udgjorde hans tryggeste Værn. Følgende Tildragelse afgiver det skjønneste Vidnesbyrd om Bispens Nidkjærhed og om Kongens Ydmyghed. Da Svend nemlig fejrede Nytaarsaften med et stort Gilde, hvortil han havde indbudt sine Stormænd, og det kom ham for Øre, at nogle af disse hemmelig havde talt uærbødig og ondt om ham, mente hån, at de i drukken Kaadhed havde røbet de forræderiske Tanker, de har paa, og i sin Forbitrelse sendte han Folk hen for at dræbe dem i Trefoldighedskirken, da de om Morgenen kom for at holde Bøn, som om Kirken var det Sted; der bedst egnede sig til at slaa Folk ihjel paa. Han begik saaledes en dobbelt Forbrydelse, idet han ikke blot krænkede Gjæsteretten, men ogsaa gjorde sig skyldig i Helligbrøde, gjorde Guds Hus til et grueligt Rettersted og uden Hensyn til Tid eller Sted blot gjorde, hvad hans Lidenskab tilskyndede ham til. Bispen blev, som rimeligt var, harmfuld over denne Krænkelse of Kirken, men lod i Førstningen som ingenting, saa Livdrabanterne ikke mærkede, hvor vred han var, idet han opsatte at straffe denne Misgjerning, til den belejlige Tid kom. Da han saa skulde til at forrette Gudstjenesten, undlod han ikke blot at gaa Kongen i Møde for ærbødig at tage imod ham, men da han vilde gaa ind i Kirken, stod han uden at ænse det Venskab, der var imellem dem, i Døren i sit Bispeskrud og formente ham Adgangen ved at spærre for ham med sin Stav, idet han erklærede ham for uværdig til at betræde det Guds Hus, hvis Fred han ikke havde undset sig ved grovelig at forstyrre, og hvis Helligdom ban havde besudlet med Blod, og han gjorde heller ikke den Ære af ham, der ellers tilkom ham, thi han kaldte ham ikke Konge, men Bøddel og Blodhund. Og han lod sig ikke nøje med at tale Misdæderen haardt til, men stødte ham for Brystet med Piggen paa sin Stav og lod ham vide, at han maatte bøje sit gjenstridige Sind og gjøre Bod for det Drab, der var blevet udført efter hans Befaling. Han gav nemlig den Ærbødighed, lian skyldte Religionen, Fortrinet for sit personlige Venskab, thi han var ganske paa det rene med, at Venskabets Pligter var et, og noget andet hans hellige Embedes Ret, og at han i Henhold til den burde gaa lige strængt i Rette med Brøden, hvad enten det var Herre eller Tjener, der begik den, og ikke tage lempeligere paa den fornemme end paa den ringe. Og skjønt det vilde have været fuldt tilstrækkeligt at vise Kongen bort, lyste han ham ogsaa i Band og betænkte sig ikke paa at udtale Forbandelsen over ham lige op i hans aabne Øjne, saa han gik til Værks med en saa vidunderlig Dristighed, at det ikke er let at sige, om han gik Kongen stærkest paa Livet med Haand eller Mund, idet han først overøste ham med grove Smædeord og derefter stødte ham tilbage med sin Haand og knuste Lasten i det Hjærte, hvis Dyd han hidtil havde æret. Han mente nemlig, at over for en saa aabenbar Brøde burde Straffen ikke lade vente længe paa sig, idet han holdt for, at det var lettere at kvæle Synden i Spiren, medens den saa at sige endnu ikke var kommen ud af Svøbet, end naar den havde faaet Væxt, for at den ikke skulde slaa for dybe Rødder, naar der gik for lang Tid hen. Ligesom Kongen var bleven dreven til at begaa sin Udaad i et Anfald af Ustyrlighed og Overilelse, saaledes dreves Bispen altsaa til at straffe ham af en Strænghed. der havde sit Udspring i gudelig Nidkjærhed. Idet han saaledes tappert holdt Hævd over Religionen, viste han sandelig ikke blot sin Stand den Troskab, han skyldte den, men avede ogsaa Letsindigheden paa en gavnlig maade. For ikke at faa Udseende af at undlade at hævde sit hellige Embedes Værdighed lagde han en A1vor for Dagen, som om han havde glemt al Overbærenhed, vilde ikke være Ven med Religionens Fjende eller hellere staa som en Staldbroder end gjøre sin Skyldighed som Biskop. For øvrigt var han kun tilsyneladende Kongens Uven, i Virkeligheden var han hans Ven, thi han foretrak at lægge sit trofaste Venskab og sin oprigtige Kjærlighed for Dagen ved retfærdig Strænghed fremfor ved utilbørlig Overbærenhed. Derfor aflagde han for en Tid sin Mildhed og paatog sig et strængt Sind i Stedet for sin sædvanlige Sagtmodighed, idet han med fin Føje mente, at han for at haandhæve Kirkens Tugt burde tage strængt paa Veje. Da Drabanterne styrtede ind paa ham med dragne Sværd, bevarede. han derfor sin Sjælsstyrke og ænsede det ikke og viste sig nu lige saa stor ved at foragte Faren, som han før havde vist sig ved at udæske den. Ved den store Sjælskraft og det ædle Sind, han saaledes lagde for Dagen, viste han til fulde, at han ved det Værn, han havde i sin Kjærlighed til Gud, var hævet over al Frygt for Mennesker. Kongen, som skjønnede, at det ikke var Overilelse og Hidsighed, der drev ham, men at han handlede i Kraft af den Strænghed, hans Embede paalagde ham, forbød dem at dræbe ham, skammede sig i sin Samvittighed og bluedes mere over den Brøde, han havde begaaet, end over, at ban var bleven vist bort, begav sig strax tilbage til sin Borg, fandt sig rolig i, at han saa forsmædelig var bleven vist tit Rette, og tog ikke engang Bispen de haarde Ord ilde op, hvormed han i sin ædle Harme overøste ham. Derpaa afførte han sig sit kongelige Skrud og iførte sig ringe og simple Klæder, idet ban hellere vilde bære Sorg til Skue ved at bære grove Klæder end Gjenstridighed ved at vise sig i Pragt og Herlighed, thi saa haardt havde den sørgelige Dom, Bispen fældede over ham, ramt ham, at han ikke kunde holde ud at bære Kongeskrudet, men aflagde Tegnene paa sin kongelige Værdighed og klædte sig i Bodsdragt, og sammen med Skrudet aflagde han ogsaa sin kongelige Myndighed og blev fra en vanhellig Voldsmand Guds oprigtige Tilbeder. Han gik nemlig barfodet tilbage til Vaabenhuset, kastede sig i Støvet ved dets Tærskel, kyssede ydmygt Jorden og bekæmpede med Blusel og Beskedenhed Harmen, som Forsmædelse plejer at egge, thi han hævnede sig ikke strax, fordi han var bleven vist bort, men sonede ved Skam og Anger den Brøde, han havde begaaet ved at give Befaling tit at øve den blodige Gjerning. Jeg holder for, at hans Sjæl har forvildet sig ind i Synden og ikke har haft hjemme der, thi ligesom han af Overilelse blev dreven tit sin ugudelige Gjerning, saaledes beherskede han siden sit Sind med den største Beskedenhed og Ydmyghed. Hvor sagtmodig af Hjærte maa vi ikke sige, han var, eftersom han ikke blot undlod at straffe Bispen, der aabenlyst med den største Myndighed over for ham, men endogsaa fik sig frygt ved med den største Ydmyghed at bede om Tilgivelse, saa at han fortjente den, baade fordi han skammede sig og fordi han gjorde Bod! Han vidste nemlig, at han ikke kunde forsone Gud ved at gjøre Brug af sin Magt, men kun ved Ydmyghed, derfor gjorde han værdig Bod for sin grumme Misgjerning ved bitterlig at sørge over de døde, skjønt han ved den Maade, hvorpaa Bispen havde skammet ham ud var bleven i høj Grad forvirret, lod han ikke Forsmædelsen faa Overtaget over sin Harme, og lige saa stor en Krænkelse han ved sin grumme Befaling havde tilføjet Religionen lige saa stor Ærbødighed viste han den nu i sin Sønderknuselse. Men da han saaledes ydmygede sig, kom Bispen ham til Hjælp med usædvanlig Mildhed, thi da Salmesangen var begyndt og den første Salme sungen, og man efter Kyrie eleison skulde til at istemme Gloria in excelsis, fik han af Drabanterne at vide, at Kongen laa og bad uden for Kirkedøren. Han bød da Klerkene holde inde med Sangen og gik til Døren og spurgte Kongen, som lian fandt liggende dér, hvorfor han teede sig saaledes, og da Kongen bekjendte sin Synd, lovede at .gjøre Bod og bad om Bispens Tilgivelse, bævede han strax Bandet, omfavnede ham, som han laa der i Støvet, og bød ham aftørre sin Taarer, aflægge Bodsdragten og atter iføre sig sit kongelige Skrud og være ved godt Mod, idet han tilføjede, at han ikke burde vise sig for den glade Menighed med Sorg i Sinde. Han kunde nemlig ikke bære over sit Hjærte, at Kongen skulde bære et nedslagent Aasyn til Skue der saa lidet passede til hans kongelige Værdighed, eller ligge saa ydmygt der ved Døren, derfor opmuntrede han ham med venlige Ord bød ham iføre sig sin forrige Dragt, der passede bedre til hans høj Stilling og, naar han havde iført sig dette Skrud, komme ind i Kirken idet han mente, at han havde gjort tilstrækkelig stræng Bod ved at te sig saa ydmyg og bønfaldende kaste sig i Støvet. Efter derpaa at have paalagt ham den Bod, han havde at gjøre, bød han alle Sangerne som gjorde Tjeneste i Koret, at gaa ham i Møde, for at Modtagelsen kunde blive saa meget højtideligere, bød ham trine ind i Kirken og tog strax imod ham med stor Ærbødighed og førte ham helt op til Alteret medens alle jublede af Glæde. Saaledes bødede ban nu ved ærbødig Venlighed paa den tidligere Strænghed og gav ved saa udmærket er Æresbevisning Kongen Oprejsning for den forsmædelige Bortvisning og viste ikke ringere Ærbødighed over for den bodfærdige end Strænghed over for Misdæderen, ja betog endogsaa den sorrigfulde hans Bekymring, indgjød ham Mod og forjog hans bitre Sorg ved at lade alle juble ham i Møde. Saaledes fik han det, som den mægtige Mand havde forbrudt ved sin misgjerning, sonet ved sin gudelige Nidkjærhed. Og Menigmand gav i højeste Grad sit Bifald til Kjende ved Synet af Kongens Ydmyghed og fandt, at han viste sig mere from i sin Bodfærdighed end brødefuld, da ban bød sine Mænd begaa Udaaden. Bispen var saaledes optraadt som en baade nidkjær og from Straffedommer, havde i samme Sag lagt baade Strænghed og Mildhed for Dagen og været lige saa rede til at tilgive som til at straffe, thi medens ban strængt afviste hans Gjenstridighed, tog han overbærende imod hans Ydmyghed og forenede saaledes Kjærlighed og Retfærdighed, at han ikke afviste den bodfærdige og ikke tog imod den overmodige. Han viste i alt dette fuldt tid et faderligt Hjærte, thi som en Fader revsede han først og lokkede saa med gode Ord og kunde lige saa lidt faa sig til at tage den hoffærdige i Favn som til at foragte den ydmyge. Derpaa optog han igjen den afbrudte Gudstjeneste og sang en Salme til Guds Pris, fordi Kongen var bleven bodfærdig, og Glæden var nu saa meget større, som det, der var gaaet forud, havde været grueligt og bedrøveligt. Kongen holdt sig derpaa to Dage i Ro, og først paa den tredje Dag kom han iført sit kongelige Skrud midt under Messen ind i Kirken, gik frem i Højkoret og lod en Herold højtidelig paabyde Tavshed, hvorpaa han i alles Paahør gik haardelig i Rette med sig selv og bekjendte, at han havde forsyndet sig svarlig imod Gud. Saa priste han Bispens Overbærenhed, at han saa hurtig havde tilgivet ham saa stor en Brøde og løst ham af Bandet, og gjorde vitterligt, at han til Bod for den blodige Udaad, han vel ikke havde begaaet med egen Haand, men som var bleven begaaet paa hans Bud, skjænkede Hælvten af Stevns Herred til Kirken. At han saaledes ikke skammede sig ved i manges Paahør at tilstaa sin Brøde, knyttede et uopløseligt Baand imellem Kongeborg og Kirke, thi Kongen bevarede ikke blot det samme Venskab for Bispen som tidligere, men gjorde endnu større Ære af ham; den Tjeneste, han havde vist ham, tilskyndede ham mere til at vise ham Gunst, end den Forsmædelse, han havde tilføjet ham, opflammede ham til Vrede, thi han skjønnede, at det ikke var personligt Nag, men Harme over den Krænkelse, han havde tilføjet Religionen, der havde drevet ham. Kongen elskede derfor Bispen for hans beundringsværdige Nidkjærhed og Bispen elskede Kongen for hans fromme Ydmyghed, og der gik ikke en Dag, uden at de begge bad til, at de maatte komme til at følges ad i Døden, saa at den faste Enighed, der var imellem deres Sjæle, ikke maatte blive brudt; de kappedes begge ivrig om i de største Ærefrygt at vise hinanden alle mulige Tjenester og gjorde i deres trofaste Venskab gjensidig saa megen Ære af hinanden, at man snarere skulde tro, at de var Ligemænd, end at det var en højere stillet, der omgikkes fortrolig med sin Undermand.

Bisp Vilhelm

Kongens anger

Svend Estridssen

Vilhelms død