Bisp Vilhelm
| Bisp Vilhelms død |
Saxos Gesta Danorum om Svends og Vilhelms død:
Omsider blev Svend, som formedelst høj Alderdom var blevet saare affældig, angreben af Feber ved Byen Søderup i Jylland, og blev hans Helsot. Da han mærkede, at Sygdommen tog til, og at det led mod Døden, samlede han sine sidste Kræfter og bad dem, der var hos ham, at sørge for, at han blev begravet i Roskilde, og han lod sig ikke nøje med, at de lovede. ham det, men lod dem gjøre deres Ed derpaa, thi i gamle Dage nærede Kongerne en saadan Ærbødighed for dette Sted, at de altid plejede at ville begraves der, hvor de i levende Live havde haft deres Kongesæde. Kongens Lig var allerede med Højtidelighed blevet ført over til Sjælland, da Vilhelm fik Bud om drage det i Møde. Han begav sig da ufortøvet til Roskilde så hurtig han kunde og da han var kommen ind i Trefoldighedskirken, sammenkaldte han Graverne og bad dem at grave Graven til Kongen derefter en Grav til ham selv. Graverne, som troede, at disse Ord snarere var undslupne ham i hans Sorg end var hans virkelige mening, sagde, at de der havde Grav behov, er ikke de levende, men han forsikrede dem, at de vil komme til at tage imod hans Lig førend imod Kongens, han havde altid ønsket at følge ham i Døden og det Ønske vilde han faa opfyldt. Herover blev Graverne helt forundrede, thi de troede, at han talte i Vildelse, men han tvang dem til at adlyde ham, idet han truede dem med Straf, hvis de ikke gjorde, som han bød, saa vis var han paa, at han skulde dø skjønt han endnu følte sig helt karsk. Derpaa sporede han sin Hest, skyndte sig at drage Ligtoget i Møde, men da han kom til Topsø Skov, saa han ved Vejen to overmaade høje Træer, og han bød sine Folk fælde dem og lave en Ligbaare af dem. De troede, at det var til Kongens Lig, han vilde have den lavet, og gjorde, som han bød, og da den var færdig, læssede de den paa en Vogn, der blev trukket af overmaade stærke Heste. Da de havde Skoven bag sig, og Bispen saa, at det kongelige Ligtog ikke var langt borte, bød han Kusken holde, tog sin Kappe af, bredte den ud paa Jorden og lagde sig ned paa den som for at hvile sig. Derpaa rakte han Hænderne i Vejret og bad Gud om at gjøre Ende paa hans Liv, hvis hans Tjeneste i nogen Maade havde været ham til Behag, thi han vilde hellere strax følge sin Ven i Døden end leve skilt fra ham, og da han havde sagt det, sov han hen, som om han laa hjemme i sin Seng. Oh, hvilken Endrægtighed maa der ikke have været imellem dem, eftersom han hellere vilde dø med sin Ven end overleve ham! Da hans Tjenere undrede sig over, at han blev liggende saa længe, og forgjæves søgte at faa ham til at rejse sig, opdagede de, at han var død, og nu fyldte dette uventede Dødsfald alle med ny Sorg. De lagde ham paa Ligbaaren og førte hans Lig foran Kongens tilbage til Byen, saa var han end død senere end han, kom hans Ligtog dog først; Svends Ligbaare blev baaren paa hans Mænds Skuldre, men han blev kjørt, som om han førte Toget an, og saaledes kom han først til Kirken, saa det blev vitterligt, at han havde spaaet sandt. Ved denne mærkværdige Dødsmaade viste han ret, at det mere var Kongens Venskab end hans høje Stilling, han havde sat Pris paa. Der blev nu holdt en prægtig Jordefærd, og de tvende Lig blev begravede tæt ved hinanden. Det var i Sandhed et Venskab, der var Ære værd, eftersom den af de to Venner, der levede længst, fattede Lede til Livet og længtes efter Døden, da han havde mistet den anden. Efter Vilhelm valgte Klerkene enstemmig Svend Nordmand til Biskop.
