Erik Plovpenning
	Tegning af Jakob Kornerup af lænke, der blev opbevaret i Slesvig Domkirke. Det sagdes, at det var den lænke, kong Erik havde været bundet med.

Om drabet kan følgende siges:

På vej til kamp mod den holstenske greve fulgte kong Erik den gamle jyske Hærvej. Han bøjede af ved Slesvig for at besøge sin bror, hertug Abel, som han i de foregående år har ligget i krig med, men nu har besejret. Kongen har åbenbart regnet med, at broderen mente det sidste forlig alvorligt. I hvert fald indfandt kongen sig på Jørgensborgen, der lå på en lav ø i Slien lige uden for Slesvig by. Sammenkomsten syntes at forløbe udmærket, indtil hertugen lod Erik gribe. Følgende stammer fra Øm Klosters Krønike:

 Da kongen var blevet grebet, sagde hertugen til ham: ”Husk at sidste år, da du hærgede denne by, måtte min datter flygte barfodet og søge skjul blandt fattige kvinder!” Kongen svarede: ”Kære broder, vær ved godt mod; thi endnu har jeg med Guds vilje så godt råd, at jeg fuldt ud kan erstatte din datter hendes sko.” Hertugen svarede: ”Det skal du aldrig komme til at gøre!”  Da der ikke fandtes nogen, der kunne tænkes at befri kongen, overlod hertugen ham i en af sine ridderes varetægt, hvis navn var Tyge Bost. Ridderen spurgte hertugen: ”Hvorhen skal jeg føre din broder kongen?” Han svarede: ”Før ham hvorhen du vil, og gør med ham hvad dig lyster.”

 Han og hans svende trak hurtigt kongen bort mellem sig, bragte ham om bord i en båd, der lå nede ved broen, og roede bort med ham. Inden de var kommet ret langt bort fra byen, hørte de stærke åretag bag sig og stemmer af rorkarle, der opmuntrede hinanden til at fremskynde farten. Kongen sagde da til sine ledsagere: ”Hvem tror I, det kan være, som kommer efter os?” De svarede: ”Vi kan høre på stemmen, at det er Lave Gudmundsen.” Kongen sagde da: ”Så beder jeg jer, mine kæreste herrer, alle som er om bord i dette skib, at I skaffer mig en præst, jeg kan skrifte for, inden jeg dør; thi jeg er vis på, at jeg aldrig slipper levende af hr. Laves hænder.” Man søgte så en præst, fandt ham ved Guds nåde med det samme, og bragte ham ud på skibet til kongen. Da skriftemålet var fuldbyrdet, greb disse Satans tjenere kongen, førte ham over på den vestlige side af Slien, halshuggede ham og sænkede den halshuggede i dybet, efter at have bundet hjelme og stormhuer fast til liget.

Men efter nogle ugers forløb blev det fundet af fiskere, bragt til staden, og jordet i nonnernes kirke.