København
	Vold og ringmur og tårne
	Borgen

Borgen ligger klart på en ø i et større farvand, end det, der i dag er havneløbet. Bremerholm er også en ø. Og der er langt mellem byen Grønnegårdshavnen på Amager (nu Christianshavn). Absalon byggede ikke kun en borg, som forsvarede Havn mod søsiden. Han byggede også en byvold omkring sin nye by. Skraveret inden for volden ses, hvad landsbyen Havn fyldte, så byen er større allerede. Landsbyen har ligget ca. på Rådhuspladsen. Og byen har så været nogenlunde så bred, som Strøget i dag er langt. Mod nordvest har volden løbet langs Nørrevoldgade. Der er allerede vist tre kirker (men de to er senere end Absalon): Vor Frue (i dag Domkirke), Skt. Nicolai og Skt. Peders (Petri). Der har været porte og tårne på byvolden.

Det er altså ikke Absalon, der er byens grundlægger. Byen eksisterede længe før, han fik den som gave af kongen. Men med bygningen af borgen viste Absalon, at denne by og dens havn skulle beskyttes. Han indledte også en udbygning af byen, der skulle sprænge de snævre rammer. Byens kirke, Skt. Clemens, lå allerede uden for voldene. Vor Frue kirke, som han tog initiativet til, blev lagt på det højeste sted i den nye by. Det store byudviklingsprojekt nåede sit højdepunkt med opførelsen af den befæstning af volden og voldgraven, der skulle afgrænse byen i de meste 400 år.

Absalon døde 1201 og kom ikke til at se Vor Frue kirke stå færdig. Det gjorde først hans nevø og efterfølger på bispestolen, Peder Sunesen. Kirken blev færdigbygget i løbet af det første årti af 1200-tallet. Peder Sunesens bror, Lars, var den første, der gav gods til kirken. Peder Sunesens niece, grevinde Ingerd af Regenstein, grundlagde senere byens første kloster, Gråbrødreklosteret. Absalons slægt mente virkelig, at byen skulle vokse til noget stort.

København skiftede byherre flere gange gennem middelalderen. I det daglige betød det ikke alverden, hvem der var byens herre; der skulle betales de samme afgifter. Pengene gik bare i nogle andre lommer. Retssystemet var også det samme i de allerfleste tilfælde, selvom bispens stadsretter på enkelte punkter var præget af kirkens egen lovgivning - den såkaldte kanoniske ret. Reglerne for handelen var også de samme, ligesom kirkerne i byen fungerede på samme måde under biskop og under konge. Herredømmet gjaldt kontrollen med slottet, med handelen og alle de indtægter, som den bragte af told og afgifter, med byens skatter og med bøderne fra byens domstol. Det var i de politiske forhold, at byen for alvor mærkede, om den var på kongens eller bispens side. Som det kan ses af oprøret i 1295 havde borgerne ikke selv noget valg. De var og blev underlagt bispen, og i dette tilfælde greb kongen ikke ind; det var nemlig en sag mellem bispen og borgerne. Men i tilfælde af uenighed mellem bispen og kongen kunne byen blive udsat for krigshandlinger. Kongen og bispen tog på forskellige tider magten i byen. Således skete det i 1259. Her måtte bispen flygte for kong Christoffer d. 1., der herefter overtog byen. Imidlertid samarbejdede bispen med en af kongens oprørske lensmænd, fyrst Jaromir af Rügen, og denne erobrede til gengæld København fra kongen. Således blev København en brik i det politiske spil mellem magthaverne. Senere, da bispens indflydelse på byen var væk, kunne det dreje sig om, at byens troskab mod kongen gjorde den til mål for en oprørshær, som det skete i 1523, da adelen og Frederik I. tvang Christian II. til at drage i landflygtighed. Ind imellem var der trods alt muligheder for,  at borgerne kunne få indflydelse på deres egen situation. Men det var kun, når de samarbejdede med byherren, at det kunne lade sig gøre. Og det var i regelen kun en ganske lille gruppe, der havde glæde af samarbejdet; det var de rige borgere (i første række købmændene) der var i stand til at samarbejde med byherren og opnå goder, rettigheder eller stillinger i den kongelige forvaltning.

Bispens mænd opkrævede skatter og afgifter af borgerne på samme måde som kongens mænd gjorde det i de kongelige byer. Først og fremmest betalte borgerne jordskyld, der var en afgift på byens grunde. Dertil betalte hver eneste familie i byen midsommergæld, der var den egentlige skat, og som hed midsommergæld, fordi den skulle betales til Skt. Hans. Håndværkere, skippere, købmænd havde hver deres specielle afgifter, ligesorn sildefiskere skulle betale for retten til at handle med deres varer. Endelig skulle der betales told af alle varer, der gik ind og ud af byen.

Kongen overtager byen

Kongerne havde aldrig opgivet at få København igen. De forsøgte lige fra midten af 1200-tallet på at komme i besiddelse af byen. Under kong Valdemar Atterdag overgav biskoppen byen og borgen i kongens magt, for at han kunne have en magtbase på Sjælland, mens han kæmpede for at drive holstenerne ud af landet. Efter kongens død gav Margrethe I. og hendes søn Oluf i 1375 byen tilbage til biskoppen. Men i 1416 benyttede kong Erik af Pommern sig af bispens død til endeligt at overtage byen.

Erik af Pommern anlagde Landskrona som en helt ny by, og han byggede det første Malmøhus uden for Malmø. Ved Helsingør anlagde han fæstningen Krogen, det senere Kronborg, og det var herfra, at han i begyndelsen af 1420’emne begyndte at opkræve told af alle de skibe, der passerede igennem Øresund. Samtidig fungerede fæstningerne i Helsingborg og ved Skånemarkedet i Skanør og Falsterbo stadig effektivt. Med København var kongens magtbase i Øresundsområdet komplet.