Eskild   Niels Stigsen   Jacob Erlandsen   Jens Grand

Billedet viser kejserens syn på diskussionen om de to sværd i investiturstriden. Skt. Peder sidder i midten og uddeler på samme tid det verdslige sværd, magtens sværd, til kejseren, som står til højre, og det åndelige sværd til paven, som står til venstre. De to, kejser og pave (eller konge og ærkebisp) er altså ligeværdige. Kirken mente, at det åndelige sværd var mere værd end det verdslige. Derfor striden, som kaldes investiturstriden.

Striden mellem konger og (ærke-)bisper har en europæisk baggrund. Den er en del af pavekirkens lange kamp for at udbygge sin verdslige magt. At skaffe kirken overhøjhed over statsmagten var det endelige mål (Hildebrandianismen). Efter kirkens augustinske opfattelse havde både bisper og fyrster fået deres myndighed direkte fra og af Gud. Begge parter var sat i verden og havde fået sine privilegier for at beskytte menneskene. Men da fyrsterne ud over at beskytte deres undersåtter også skulle beskytte kirkerne, kom det til at se ud, som om den "verdslige magt" var mere end den åndelige, kirken. Det var dette, kirkefolk reagerede imod. Kirken var faktisk åndelig vejleder for fyrsterne, og kun kirken vidste, hvad menneskers egentlige behov var. Derfor stod kirken over fyrsterne! Eller den skulle i det mindste kunne handle selvstændigt og uden fyrsters indblanding. 

Herhjemme havde først ærkebiskop Eskild kæmpet for kirkens ret til at være sig selv. Hans efterfølgere af Hvideætten havde valgt at samarbejde med staten/kongemagten. Med Erik Plovpenning blusser striden for alvor op i kongens opgør med Niels Stigsen. Fra nu af bliver sammenstødene grovere og grovere - og bisperne er stadig af Hvideætten. Den store tørn tages mellem kong Christoffer og Jacob Erlandsen. Den ender uafgjort, men har store omkostninger for begge parter. Sidste runde står mellem Erik Menved og Jens Grand. Her vinder kongemagten. Mest fordi pavemagten i mellemtiden er blevet svag og er flyttet fra Rom til Avignon. Men også fordi staten bliver en mere tydelig magt i samfundet. Hvad der bliver helt klart fra og med Valdemar Atterdag. Da har striden også varet 200 år!