Stadsretten
Stadsretten
Senere tilføjelser

§ 1 Vi fastsætter da, at hvo som helst udefra kommende der slår nogen ihjel i byen eller indenfor dens vedtagne skel, han skal skyldig være at bøde for kongens ret 40 mark, og til staden lige så meget, om han vorder greben på fersk gerning, medmindre han har handlet så i nødværge. Men om han ikke vorder greben på fersk gerning, og nægter det, da skal han rense sig med ni gange tolv mands ed. Men om det hænder, at nogen udefra kommende slås ihjel, da skal drabsmanden bøde ligervis til borgerne, eller rense sig ligervis, om han ikke er svoren gildebroder. Men er han i svoret gilde, da skal han, om han nægter, rense sig med tre gange tolv mands ed. Men om borger slår borger ihjel, da skal han betale 12 mark penninge, hvad man almindeligt kalder thegngæld, for kongens ret, og staden lige så meget; ellers skal han ligervis rense sig med tre gange tolv mands ed, om han ikke er svoren gildebroder; men er han svoren gildebroder, rense han sig med tolv mands ed.

§ 2 Fremdeles fastsætter vi, at hvo som helst der nogen jomfru eller kvinde røver og dem vold gør, han skal bøde med hovedet, såfremt den kongelige majestæt så tykkes, om han vorder greben på fersk gerning. Men om han ikke er greben på fersk gerning, og hverken tilstår eller bliver overbevist, da værge han sig med tre gange tolv mands ed; men er han svoren gildebroder, da rense han sig med tolv mands ed.

§ 3 Fremdeles fastsætter vi, at hvo som helst der gør hærværk inden staden, han skal give ham der skaden får, 40 mark, kongen 40 mark, og staden lige så meget. Men er han borger, og nægter, rense han sig med tre gange tolv mands ed, eller, om han er i svoret gilde, værge han sig med tolv lovfaste mænd; men er han ej borger, da værge han sig efter landets love. Fremdeles, hvo som helst med vold indgår i anden mands gård med færre mænd end man kan gøre hærværk med, han skal bøde denne mand 9 mark, og lige så meget til kongen, og lige så meget til staden. Derudover skal voldsmanden bøde den der skaden får, efter hvad der kan kendes at han har forbrudt mod ham, eller også værge sig med to gange tolv mands ed; men er han svoren gildebroder, da rense han sig med tolv mands ed.

§ 4 Fremdeles fastsætter vi, at hvo som helst der sårer nogen på torvet, så at blod flyder, han bøde den der skaden får, 40 mark, kongen 40 mark, og staden lige så mange. Men om nogen på tinge ligervis krænker en anden, da give han en lignende bøde som ovenfor nævnt. Men om nogen vorder skyldt for sådan sag, og nægter den, da skal han, om han er borger og ej svoren gildebroder, rense sig med tre gange tolv mands ed; men er han ej borger, da værge han sig efter landets love.

Om nogen på tinge eller på torv kræver borgen og forvaring af ham på at han skal stande til rette, og om anklagede ejer jord eller grund af tre marks værd inden byen, da kan den jord være fuld borgen for ham, og fogeden skal ikke kræve anden forvaring af ham.

§ 5 Det siger vi og skal holdes, at fogeden ikke skal stævne nogen borger for retten fra begyndelsen af tiden for Herrens komme til ottendedagen efter Hellig tre konger - den tid, der almindelig kaldes Julehelg (adventstiden); fremdeles fra anden Søndag før Faste til første Søndag efter Påske - den tid, der almindelig kaldes Fastehelg; fremdeles fra St. Olafs dag til St. Mikkels dag - den tid, der almindelig kaldes Høsthelg (29. juli-29. september); endelig ikke fra den stund af, da kongen udbyder leding fra det nævnte sted.

§ 6 Fremdeles forordner vi, at hvo som helst af borgerne, der ikke på behørig vis får færdig gjort bro (vejbelægning) eller gang foran sin gård inden en dag, som fogeden og borgerne har ham forelagt, skal betale 9 ørtug penninge, som skiftes skal mellem fogeden og borgerne.

§ 7 Samme straf underligge hver som helst der lægger sit møg eller mødding på menigt stræde, og ikke får bortført den inden den tid, der forelægges ham af fogeden og borgerne.

§ 8 Fremdeles forordner vi, at hvis det hænder at der kommer brand i nogen mands hus, og klokken vorder rørt, da skal han betale 9 ørtug penninge, som deles skal mellem fogeden og borgerne.

§ 9 Fremdeles forordner vi, at fogeden skal have 7 penninge i skud (skat) af hver borger hvert år, nemlig 2 i græsgæld, 1 i midsommergæld, 2 i tyveskud, 1 i juleskud og 1 i påskeskud. Hvo som helst der sådan skyld ikke til fastsat tid udreder, ham kan fogeden stævne på tre ting, og bliver lovlig dom afsagt over samme stivnakke, da skal han betale nævnte skud, han blev sagsøgt for, og bøde fogeden 3 mark; men har han været sone på den tid, dommen mod ham faldt, og kommer igen siden til doms, og nægter beskyldningen, da rense han sig med tolv mands ed.

§ 10 Fremdeles forordner vi, at hvo som helst der andensteds fra kommer til Roskilde stad og vil øve købmandskab der som en købmand, han skal først betale borgerskabet fire ørtug sølv; men prøver han at drive sin næring uden dette, bøde han staden 3 mark.

§ 11 Også forordner vi, at hvo som helst der dør i staden og ej har nærværende lovlige arvinger, hans efterladte ejendele, der almindelig kaldes Danefæ, skal i år og dag (et år og 6 uger) anbringes i en borgers gemme i trolig forvaring, at intet mindskes eller bortkommer. Og om der ikke inden førnævnte frist møder nogen, der kan godtgøre sig rette arvinger at være, da skal kongens foged uden indsigelse tage de ommeldte ejendele.

§ 12 Fremdeles har vi fastsat, at hvo som helst, være sig Roskildeborger eller udenbys mand andensteds fra kommende, der har sag mod nogen borger, han skal stævne ham til bysens (byens) ting, på det at der ved borgernes retmæssige dom kan ske klageren fyldestgørende ret efter bysens love og vedtægter. Og ej skal nogen Roskildeborger stævnes til almindeligt landsting eller for den herre kongen ud af landet eller andensteds hen, medmindre borgerne først på bytinget nægter at give den der kærer over ham, fyldest for hans krav

§ 13 Fremdeles vil vi have det strengelig overholdt, at når nogen køber nogen ting der falholdes, i rette torvetid på menigt torv, til hvilket køb vidne ej skal æskes, og en anden bagefter kommer og siger, at den tilhører ham og uretmæssig er fravendt ham, være sig ved tyveri eller på anden vis, da kan køberen efter to lovfaste mænds ed hævde sig retten til denne ting på lovmæssig vis.

§ 14 Fremdeles forordner vi, at om nogen anklages af en anden, og fældes i en sag hvori han skal straffes med pengebøder, da skal først sagvolderen, siden staden, og til slut fogeden fyldestgøres, såfremt den skyldiges midler strækker heft og fuldt til; men strækker den skyldiges ejendele ej til til fuldt ud at udrede alle bøder, da skal der fradrages så meget af hver tredjedel, at alle tre parter får lige andel i bøden, så langt som de nævnte midler strækker tit.

§ 15 Fremdeles forbyder vi udtrykkelig på den herre kongens vegne alle i Roskilde by boende bagere, at de djærves med ondskab at hindre nogen mand, der vil øve bagers embede der i byen, uanset en slags hævdvunden vane eller, som det rettere bør kaldes, uvane, hvorefter ingen ny tilkommende, han være sig nok så kyndig og tro, kan øve nævnte embede der i byen, uden han giver til deres gilde 3½ mark i sjællandsk mønt. Lige så fuldt er det vor vilje og forordning, at hver der af ny tiltager sig nævnte embede, efter gammel vedtægt ikke tør undlade at fyldestgøre den herre kongens foged med 12 mark penninge. Også tilføjer vi, at den nævnte uvane med afgift er aflagt ved dom af den herre kongen, og aldrig nogen tid tør bruges af de nævnte bagere, alle og enhver, nærværende som kommende så sandt som de vil undgå den herre kongens vrede og ovennævnte bøde.

§ 16 Fremdeles, på det at staden i alle stykker kan styres fredeligt, forordner vi, at når noget i staden skal skikkes af ny (nyt skal bestemmes), da skal det skikkes endrægtelig (i enighed) med fogedens og borgernes råd og samtykke. Også bestemmer vi, at om der handles anderledes med nogen som helst embeder eller ting, som staden tilhører, da skal det holdes for ugyldigt og ugjort.

§ 17 Ti skal alle vide, nærværende som kommende, at hr. Erik den Anden, den ovennævnte høje konge af Danmark, hvis levetid Gud forlænge og holde sin hånd over, snildelig har agtet på Roskilde bys tarv, både på dens tro borgeres og på de udenbys mænds, der besøger denne stad, og ud af sin medfødte godhed nådig har lånt øre til vore bønner, og med sit vedhængte segl stadfæstet ovenstående bestemmelser, alle som en, til evindelig gyldighed, i det Herrens år 1268, i juni måned, i den 11. indiktion, den 15. juni, i vort 1. kongeår.

Gengivet efter J. Olriks kommenterede oversættelse fra 1906.