Pesten

Kortet viser, hvordan pesten bredte sig i midten 1300-tallet. Den opstod i det dengang mongolske område syd for Bakasj-søen i Sibirien, bredte sig til mongoler/tatarer og fra dem ad de store handelsruter (Silkevejen) til deres naboer i det Byzantiske rige. Herfra bredte den sig til de omliggende områder hos tyrkere og arabere og til det meste af Nordafrika. Samtidig kom den med et skib fra Østen til Sicilien, hvorfra den bredte sig op gennem Italien, ind i Frankrig og ned i Spanien. Med købmænd kom den til England og Norge, og det var herfra den bredte sig til Danmark og Sverige. Det har været hanseatiske købmænd, der har smittet russerne ved Novgorod, der så igen har bragt soten videre til deres frænder i Moskva. Her holder bevægelsen op. Læg mærke til, at den slutter foran Uralbjergene. På den anden side af de samme bjerge begyndte den.

Pesten blev spredt med lus, som fulgte med den brune rotte. Som fulgte med ombord på vognlad og skibe, når varer blev transporteret. Der var ingen, der havde antistoffer mod sygdommen. Derfor ramte den så voldsomt. Når den havde floreret i en periode på en egn, fik alle overlevende dannet antistoffer, så den samme pest kunne ikke ramme igen. De senere tilfælde af pest har ikke været helt den samme sygdom, og epidemierne har heller ikke været så voldsomme, selv om vi også senere hører om høje dødstal.

Værst ramt i Norden blev Norge, hvor op imod halvdelen af befolkningen døde. Det hænger sikkert sammen med, at klimaet var ved at blive en smule koldere, og i Norge blev det sværere at skaffe føde på de magre fjeldgårde. Så den norske befolkning var sikkert mindre modstandsdygtig, da sygdommen ramte. I Danmark kan tabet være op imod 1/3 af befolkningen. Også her ved vi, at hele landsbyer er opgivet efter pesten: Blev til hede eller skov. Det er nok de landsbyer, som i forvejen lå på de magreste steder, og som man siden ikke ville bruge kræfter på at dyrke. Med den store mandedød blev der nemlig voldsom mangel på arbejdskræft, og jordejerne - i høj grad klostre og kirke - fik svært ved at bortfæste sine gårde ud og dermed skaffe sig de indtægter, man var afhængige af. En følge af pesten var derfor et indtægtstab for ejerne. Ikke kun på kort sigt, ind til nye arbejdsfolk kunne vokse til og fylde hullerne ud, men også på længere sigt, idet ejerne underbød hinanden for at skaffe fæstere. Fæsterne kunne altså slippe med langt mindre afgifter end før pesten. Så for bønderne havde pesten en positiv langtidsvirkning.