Universitetet

Billedet viser en forelæsning på et udenlandsk universitet. De unge studenter, der kom ind fra landets skoler, fik en smertefuld velkomst i det lærde lav. De ældre kammerater så med grænseløs foragt på de  "gulnæbbede", som førsteårsstudenterne blev kaldt. Selvfølgelig skulle de kanøfles og i tilgift betale et gilde for deres bødler, som derpå allernådigst optog dem i deres kreds. Almindeligvis påbegyndte man studierne med de "syv frie kunster". Herved forstod man bl. a. matematik, musik og veltalenhed. Matematikken tjente navnlig til udregning af den komplicerede kirkekalender; musikken gav en teoretisk baggrund for kirkesangen; og veltalenheden fandt en kirkemand ofte anvendelse for. Men hovedformålet var at give studenterne et grundlag, så de siden kunne fortsætte med et af de mere specielle studier, nemlig teologi, jura eller medicin.

Undervisningen begyndte allerede kl. 6 om morgenen og fortsatte med pauser til et stykke ud på eftermiddagen. En del af den bestod af forelæsninger; men mere udviklende var "disputatserne", hvor lærere og elever skiftedes til at fremsætte en påstand, som det så gjaldt om at angribe eller forsvare. Det var strengt forbudt at forfalde til skældsord, når saglige argumenter slap op; men hvis det forbud virkelig blev overholdt, har Københavns universitet ikke haft megen international atmosfære. Det er vel her som i udlandet ofte sket, at man i ophidselse helt glemte at oversætte sine injurier til latin, ja at man smed det forhåndenværende kasteskyts i hovedet på hinanden.

Man tilstræbte dog at opretholde en vis værdighed omkring institutionen. Rektor optrådte i en meget fornem påklædning og bar fjerprydet hat. Foran ham gik en eller flere pedeller med sceptre i hænderne og et agtværdigt følge sluttede sig til. Studenterne havde ordre til at gå i gejstlig dragt og ikke vigte sig med "uanstændigt korte klæder", støvler af forskellig farve eller "halskæder, spænder og andre verdslige smykker". Ej heller måtte de drikke sig fra sans og samling i kroerne, hjemsøge berygtede huse og gøre gaderne usikre om natten.

Det mest anderledes ved datidens undervisning, var dels dens meget teoretiske præg, dels  autoritetstroen. Hvad man ikke kunne læse hos de klassiske forfattere, eksisterede så at sige ikke. Inden for medicinen måtte man være fortrolig med hvert eneste symptom, som Hippokrates og andre oldtidslærde omtalte; andre sygdomme derimod stod man fremmed overfor. Hvis nogen undfangede nye ideer om bedre behandlingsmetoder, var han ret sikker på at blive sat til vægs i disputatsen med et 2000-årigt citat, som vejede tungere end al erfaring.Men var selve den viden, der blev meddelt, ikke altid af så høj værdi, må det retfærdigvis tilføjes, at middelalderens universiteter havde en styrke i udviklingen af personligheden. Det var skik, at studenterne, når de havde bestået de lavere prøver og var blevet "baccalaurer" og "magistre", begyndte at undervise deres yngre kammerater endnu, medens de selv fortsatte deres studier. Således arbejdede de sig frem mod større og større selvstændighed, og de var veludrustede til siden at opsamle den praktiske viden, som deres virke ude i livet krævede.

Hvis en student gennemførte sit studium fuldt ud, oprandt endelig den dag, da han blev doktor. I Vor Frue Kirke steg han op på et kateder og holdt en forelæsning for en forsamling af lærere. Derpå rejste en kollega sig for at opponere mod de fremførte synspunkter. Siden gik kandidaten op på et højere kateder, hvorfra han holdt en lovtale over sit fag. Endelig modtog han tegnene på sin doktorgrad, nemlig en lukket og en åben bog, et fredskys, en guldring og en rød baret, holdt endnu en forelæsning og gik - medens forsamlingen istemte en lovsang, et tedeum - hen og satte et tændt vokslys på et alter.