Danske lov Roskilde år 1400 (Minibyen)

De barbariske straffe i fortidens retspleje blev mildnet med Danske Lov. Groft tyveri blev tidligere straffet med hængning. Nu kunne tyven "nøjes med" kagstrygning (pisk) og brændemærkning med tyvemærket. Skete det anden gang, blev man sat på hårdt arbejde på Bremerholm, og det var der mange, der døde af. Krybskytteri havde også før medført hængning. Nu kunne man nøjes med en (stor) bøde. Én forseelse blev dog takseret højere end før: Majestætsfornærmelse, men nu var kongen jo også enevældig. Man forbryder ære liv og gods, i levende live skal højre hånd hugges af, efter halshugning skal kroppen parteres og lægges på hjul og stejle og den afhuggede hånd skal hænges på en stage. I de fleste lande havde man dødsstraf for langt flere forseelser, end hvad Danske Lov påbød, og den blev da også berømt ude i Europa som eksempel på human retspleje.

Straffes vigtigste formål efter Danske Lov var at virke afskrækkende ”andre ligesindede til eksempel og advarsel”. Det havde det sine gode grunde. Man havde jo ikke andre våben at sætte ind i kampen mod forbrydelsen end at lade forbrydere forstå, hvilken risiko de løb ved at begå forbrydelsen.

Der var ikke ud over byfogeden noget egentligt politi. Man var nok kommet delvis ud over forholdet på landskabslovenes tid, at det var den forurettede eller hans slægt, der skulle rejse en sag mod forbryderen, men man havde heller ikke helt forladt det. Danske Lov regnede med, at det var privatpersoner, som skulle rejse tiltale for forbrydelser, og at øvrigheden i almindelighed kun skulle gribe ind, hvis dette ikke skete. Ikke sjældent bevirkede dette, at sagerne overhovedet ikke blev rejst; i andre tilfælde at de rejstes så sent, at forbrydelsernes opklaring blev meget besværlig.

Privatpersoner kunne være betænkelige ved at rejse sag af endnu en grund. Hvis den sagsøgte blev sat i varetægtsarrest, mens sagen stod på, skulle sagsøgeren nemlig afholde de omkostninger, der var forbundet med arresten. Selv om fangerne ikke blev forkælede, kunne det blive kostbart nok endda, især hvis sagen trak ud. Der er mange eksempler på, at en anklager beder om at få en sag standset, fordi klageren ikke længere har råd til at betale for at holde en anklaget i fængsel. Og der er også eksempler på, at man trygler og beder om, at en sag ikke appelleres til Lands- eller Højesteret, for det kan man ikke betale.

De straffe som truede forbryderne, var mange og hårde, selv om Danske Lov i forhold til de ældre love var mildere. Mildheden bestod mest i, at anvendelsen af dødsstraf ikke længere var så almindelig (bl.a. fordi tyve ikke længere skulle henrettes). Og denne mildning blev ikke opretholdt. En forordning af 4. marts 1690 siger, "at tyvenes antal, siden loven havde befriet dem for at miste livet, er tiltaget, og man kan frygte, at de daglig vil blive flere, hvis straffen ikke igen bliver skærpet. Derfor skal den, som ved nattetid på marken stjæler en hest, ko eller stud, eller som bryder ind i anden mands hus, for fremtiden dømmes til galgen. Og det samme skal vederfares den, der engang er blevet brændt med tyvsmærke, og som atter begår tyveri". Nogle år senere forordnes, at den der kagstryges eller brændes med tyvsmærke, derefter skal indsendes til Bremerholm for at arbejde i jern, dvs. i lænker, på livstid. 

Straffen for grove mord, nemlig på ægtefælle, husbond, frue, madmoder eller nogen af deres børn, skærpedes 1697. Forbryderne skulle knibes med gloende tænger, i de værste tilfælde først på gerningsstedet, dernæst på offentlige torve og pladser, og endelig på retterstedet. På landet skulle knibningen ske tre gange mellem gerningsstedet og retterstedet. Højre hånd skulle afhugges i levende live, derefter hovedet. Liget skulle lægges på stejle og hjul af natmandens folk, og hånd og hoved sættes på en stage. I Roskilde var henrettelsesstedet uden for voldene syd for byen: Nogenlunde mellem nutidens politigård og arresthuset! Modellen af galgen til højre er den, der ses på Roskilde Miniby.

Foruden dødsstraffen anvendtes andre legemlige straffe. Blandt disse var kagstrygningen. Hver købstad havde et torv med en kag, et højt stillads med en pæl, til hvilken forbryderen blev bundet for derefter i alles påsyn at blive pisket med ris eller med en svøbe.

Fængselsstraffe vandt frem. Det havde længe været almindeligt at sende forbrydere ind til skibsværftet på Bremerholm for at lade dem arbejde dér. Nu begyndte man også at idømme fæstningsarbejde, dvs. arbejde med bygning og vedligeholdelse af fæstninger. Da der i reglen var tale om jordarbejde, bl. a. med trillebør, hed dette også "at gå med skubbkærren"

Ved siden af alt dette straffede man også folk på æren, og det føltes åbenbart lige så hårdt som at blive straffet på kroppen. Værst var det "at miste sin ære". Det betød tab af alle borgerlige rettigheder. En æreløs mand kunne ikke vidne i en retssag; han kunne ikke få noget betroet; han kunne frit overdænges med injurier, da en æreløs mand ikke kunne krænkes. Tabet af æren betød også, at en mand ikke kunne være medlem af noget håndværkerlav eller have plads i bøndernes bylav i landsbyerne. Tit bevirkede tabet af æren, at en mand overhovedet ikke kunne ernære sig på hæderlig vis, men måtte klare sig som omstrejfer. Undertiden gik det så vidt, at han sank ned til at blive natmand, der udelukkende ernærede sig ved "uærligt" arbejde.

Æren gik tabt ved kagstrygning, eller ved at man blev brændt med tyvsmærke. Men også menedere (falske vidner), æreskændere og løgnere mistede deres ære. For disse forseelser var bøden 3 mark. Den dømte blev betegnet som en " tremarksmand", hvilket altså var det samme som en æreløs person.

En række andre straffe skulle virke beskæmmende, uden at de dog kostede den straffede æren. For mindre forseelser kunne folk dømmes til at stå i gabestokken, en pæl forsynet med et halsjern. Ligeledes til at bære "den spanske kappe", en tønde uden bund og med et hul foroven; tønden sattes ned over den skyldiges krop, så hans hoved ragede op af hullet. Kvinder måtte undertiden bære fedlen, et træstativ der blev anbragt om hals og hænder, og som kunne være forsynet med en klokke, for at det kunne vække des mere opmærksomhed.

En særlig form for beskæmmende straf var det offentlige skriftemål , der bestod i, at vedkommende måtte stå frem på kirkegulvet og i menighedens påhør bekende sin brøde og bede om tilgivelse. Offentligt skriftemål blev navnlig anvendt mod folk, der havde fået børn uden for ægteskab.