Krigens gang
	Skibskanon fra Christian IV's flåde.

De ulykker der havde ramt Danmark i forbindelse med 30-årskrigen (især Danmarks deltagelse i krigen, Kejserkrigen 1625-29), var Guds straf; det var ingen i tvivl om. Da Christian 4. i august 1627 forestillede rigsråderne »den ruin, som nu skinbarligen er for øjnene«, og anmodede dem om i hast at træffe foranstaltninger til landets forsvar, var kongens første forslag derfor også, at der over hele Danmark og Norge skulle afholdes tre almindelige faste- og bededage ud over, hvad der allerede var blevet påbudt i september 1626. Rigsrådet gav denne tanke sin fulde støtte, »på det Guds hævn og straf, som for synden os overhænger, måtte formildes«.

En af rigsråderne, den lærde og dybt religiøse Holger Rosenkrantz, følte dog, at der til ham personlig stilledes større krav end dette. Han bebrejdede sig selv, at han ved at gå ind i statstjenesten havde svigtet sit religiøse kald, og var overbevist om, at han derved mere end nogen anden havde bidraget til at vække Guds vrede. Flere gange søgte han gennem kansleren at blive fritaget for sit hverv som rigsråd, men Christen Friis nægtede bestemt at medvirke til noget så uhørt. Da tog Holger Rosenkrantz i oktober 1627 sagen i sin egen hånd og trak sig tilbage fra rigsrådets forhandlinger. En indtrængende henstilling fra det samlede råd om at ændre denne beslutning var uden resultat, og dybt fornærmet tog Christian IV i april 1628 til efterretning, at Rosenkrantz således selv havde taget sin afsked, »den tid religionen, Vor person og hans fædreland stod i største fare«. Men professor Jesper Brochmand glædede sig over, at "hans lærde ven omsider havde gjort alvor af sit forsæt om at »forlade verden".

Det kirkelige og moralske forfald, som krigen havde ført med sig, »disse sidste verdens tiders bedrøvelige tilstand« var ikke blot genstand for teologernes bekymring. Regeringen delte den heft og fuldt. Men hverken forordningen om helligbrøde i 1623, »da Guds straf var os på det næste som i døren«, bededagsforordningerne i 1626 og 1627 eller andre udstedte påbud om bøn og anger havde vist sig tilstrækkelige. Der var mennesker, som var ryggesløse nok til at anvende netop bededagene til drikkeri og anden skammelighed, hedder det i formanende kongebreve fra 1628.

Den 27. marts 1629 udstedtes derfor en vidtløftig forordning om kirkens embede og myndighed mod ubodfærdige samt om adskillige gejstlighedens forhold, udarbejdet af kansler Christian Friis og rigsråd Christian Thomesen Sehested i forbindelse med landets fornemste teologer.

Forordningen bestemte, at nogle af de »gudfrygtigste, oprigtigste, ivrigste og bedste« mænd i hvert sogn skulle tilforordnes sognepræsten som medhjælpere og under hans vejledning føre tilsyn med menighedens kristelige levned. Især skulle de have opmærksomheden henledt på laster, som ikke så let kunne forfølges ad rettens vej: ”forsømmelse af prædiken; misbrug af helligdage til gilder, drikkeri, dobbel eller lignende; afhold fra sakramentets nydelse i over et fjerdingår; sværgen og banden; anden forligelse mellem ægtefolk".