Christen Friis
	Portrættet er malt af Peter Isaacsz.

Christen Friis til Kragerup (født 1581) var kansler i Christian IV's tidlige regeringsår. Han var ikke i slægt med kanslerforgængerne Johan Friis og Christian Friis som var "egernfriiser". Christian Friis var (efter våbenskjoldet) en "skaktavlefriis". Denne slægt uddøde med hans sønnesøn. Selv var han søn af Norges statholder Jørgen Friis og dennes fjerde hustru Lisbet Christoffersdatter Galde. Hun havde først været gift med lensmand i Roskilde Eggert Ulfeldt til Kragerup, så via moderen fik den senere kansler altså betegnelsen "til Kragerup".

Friis ejede foruden Kragerup  hovedgårdene Knudstrup, Krabbesholm, Vår, Kyø, Bonderup, Lindholm, Voldborg og Ålstrup. 1611-13 (Kalmarkrigen) var han kaptajn over 300 mand og proviantmester for den danske hærafdeling. 1612 var han guvernør på Borgholm på Øland. Han var ud over at være lensmand på Roskildegård også forlenet med Skt. Knuds Kloster i Odense og Københavns Slot.

Friis blev rigsråd og kansler 1616 og fungerede i dette embede til sin død 1639. Han var en fredelig, lærd, flittig og samvittighedsfuld mand, som ud over regeringsarbejdet gjorde en stor indsats på det kulturelle område. Foruden Friis bestod rigsrådsregeringen i kongens gode år inden kejserkrigen (1625) af rigsmarsken Jørgen Lunge, rigsadmiralerne  Mogens Ulfeldt og efter ham Albret Skeel, Iver Juul, Anders Bille, Jens Juel og Holger Rosenkrantz. Fra 1617 tillige skotten Andrew Sinclair. I den kulturelle indsats, især på skoleområdet, havde Friis god gavn af den højlærde Holger Rosenkrantz. Ud over skolereformerne 1621 sørger de lærde herrer for nye universitetsstatutter samme år, opførelsen af Regensen 1618-23, oprettelsen af Sorø Akademi 1623.

Friis blev gift med Barbara Wittrup/Wittorp på Roskildegård 8/5 1614. Med hende fik han 9 børn. Han døde som nævnt 1639. Han og hustruen er begravet i Sorø kirke, hvor deres epitafium kan ses.

Mere om Christen Friis fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "til Kragerup, Kongens Kansler. Denne mærkelige Mand, hvis deltagende Opmærksomhed og virksomme Understøttelse Litteraturen og Aandslivet i vort Fædreland skylde ikke lidet, hørte til Skaktavl-Friisernes Slægt og var født 4. Nov. 1581 paa Herregaarden Krastrup i Farstrup Sogn, Viborg Stift. Hans Fader var nedennævnte Jørgen F. (d. 1616). Moderen, Else Bjørn, var en af de sidste Ætlinger af en gammel og berømt Slægt, der i sine sidste Led havde vist en mærkelig Sans for aandelige Formaal, og det er ikke usandsynligt, at F. i saa Henseende har faaet en god Arv efter sin Moder.

Efter den første Optugtelse i Hjemmet blev F. sat i Sorø Skole, hvor Johs. Stephanius den Gang var Rektor, og da han var naaet til Ynglingealderen, sendtes han 1599 med sine Brødre Gregers og Bjørn F. til Udlandet, ledsaget af en Præceptor, M. Herman Nielsen, der siden blev Professor ved Universitetet. I 2 Aar opholdt de sig i Marburg; der fra rejste de til Strasburg; men Opholdet her blev dog kun kort; og efter at have beset forskjellige Steder i Tyskland kom de 1601 atter hjem. Faderen var imidlertid bleven Statholder i Norge og Lensmand paa Akershus, og her til begave de sig nu. 1602 rejste de 3 Brødre og endnu en 4., Anders F., atter ud, denne Gang til Skibs fra Norge til Frankrig. I Paris, hvor de vare en Tid, døde Gregers og Bjørn F., men de andre droge dog videre til Orleans og Montpellier. I Marseille tog F. 1604 Afsked med Broderen Anders og den ovennævnte Hovmester og drog alene til Italien. Ved Universitetet i Padua, hvor han dvælede i længere Tid, blev han den tyske Nations «Raad». En Matrikkel over Nationens Medlemmer, begyndt af ham 1605, vidner endnu om den fremragende Plads, han indtog blandt disse (Suhms Saml. II, 3, 14). Imidlertid erhvervede han baade politisk Indsigt og megen Sprogfærdighed, som siden kom ham til gode, navnlig ved Forhandlinger med fremmede Nationers Sendebud. I Foraaret 1606 begav han sig paa Tilbagerejsen, men besøgte dog først Nederlandene, hvor han en Tid lang som Volontær fulgte Prins Morits af Oranien paa hans Krigstog. Men da Vinteren stundede til, rejste F. hjem og blev snart efter (Maj 1607) optaget i Kongens Omgivelser som Hofjunker, i hvilken Stilling han forblev i henved 4 Aar. Da Rigsraad Jacob Ulfeldt og Dr. Jonas Charisius i Nov. 1607 afgik til Holland for at deltage i Generalstaternes Fredsforhandlinger med Spanien, var F. med i deres Følge. Først i Avg. 1608 kom de tilbage.

I Kalmarkrigen 1611-13 fik F. Lejlighed til at udfolde en krigersk og administrativ Dygtighed, der i særlig Grad henledede Christian IV’s Opmærksomhed paa ham. Som Kapitajn over et Antal hvervede Tropper deltog han i Erobringen af Kalmar. Siden var han Proviantmester for den Afdeling af Hæren, som holdt Kalmar besat. I den Anledning korresponderede han stadig med Kansler Chr. Friis til Borreby, der var Formand i den hjemmeladte Regering. F.s Breve, der sædvanlig ere paa Latin, give Anledning til den Bemærkning, at om han end skrev Sproget med en vis Lethed, beherskede han det dog ingenlunde i den Grad som hans ældre Navne. En lille dansk Dagbog fra F.s Haand over Krigsbegivenheder 1612, væsentlig bygget paa Christian IV’s egen Dagbog, er endnu bevaret. Da Borgholm Slot paa Øland i Juni 1612 var blevet erobret af de danske, blev F. sat til Gouvernør over Slottet og Øen, en Stilling, han trods store Vanskeligheder holdt, indtil Øland efter Fredens Afslutning 1613 atter blev givet tilbage til Sverige. F. blev nu (fra 1. Maj 1613) Lensmand over Roskildegaards Len, som han Aaret efter ombyttede med Kjøbenhavns Len. Inden han forlod Roskilde, havde han her 8. Maj 1614 Bryllup med Barbara Wittrup (f. 1591), der sorn en Art Plejedatter havde været i Huset hos den gamle Kansler Chr. Friis til Borreby, men for øvrigt var en Datter af Hans W. til Engestofte paa Laaland og Anne Huitfeldt. I Juli og Avg. 1614 var F. med Christian IV i England. I Maj 1615 maatte han opgive Kjøbenhavns Len, da han fik den ansvarsfulde Post; som Hofmester for den udvalgte Prins og Kongens andre Sønner. Vi have endnu Christian IV’s Udkast til en Instrux for Hofmesteren. Denne saa vel som de Breve, Kongen tilskrev F., medens Hvervet var ham betroet, vidne baade om hans Tillid til ham og om det vaagne Øje, hvormed han fulgte alt, hvad der vedrørte Sønnernes Opdragelse. Prinserne opholdt sig paa forskjellige Steder, navnlig paa Kronborg og paa Skanderborg; som Følge deraf maatte Hofmesteren ogsaa jævnlig skifte Opholdssted. I Nov. 1616 fik F. Befaling til med Prins Christian at indfinde sig paa Koldinghus i Anledning af den gottorpske Hertug Frederik III’s Lenshylding. Sammenkomsten her med Kongen blev saare betydningsfuld for F., thi 1. Dec. s. A. blev han udnævnt til at beklæde det siden den ældre Chr. Friis’ Død i Juli s. A. ledige Rigsembede som kongelig Kansler, og samtidig indtraadte han i Rigsraadet som dettes første Mand og fik Ridderslaget af Kongen ved Festlighederne i Anledning af Lenshyldingen. Med Kanslerembedet fulgte som Løn St. Knuds Klosters Len i Odense afgiftsfrit samt senere (1626) tillige Munkeliv Klosters Len i Norge.

Naar F., der aldrig havde haft Plads i Kancelliet, i en Alder af kun 35 Aar blev Rigets første Embedsmand og stilledes i Spidsen for Kancelliet, hvis Omraade var saare vidtrækkende, saa maa et saadant Valg enten tyde paa, at der ikke var mange Kansleræmner, om hvilke der kunde være Tale, eller ogsaa paa en ualmindelig Tillid fra Kongens Side. Rimeligst er det maaske, at begge Grunde have virket i Forening. For øvrigt kunne vi ikke skjønne andet, end at Valget har truffet den rette Mand.

Det ligger nær at sammenligne F. med hans Forgænger af samme Navn. Alt tyder paa, at den gamle Kansler har været en myndigere og mere bydende Personlighed; men til Gjengjæld var den yngre mere tilgængelig og med større personlig Interesse for de aandelige Opgaver, der vare fremme i Tiden. Universitetet, hvis øverste Tilsynsmand F. blev, følte vistnok Kanslerskiftet som en ikke ganske ringe Behagelighed; thi medens den gamle Kansler vilde afgjøre alt, gav den yngre Professorerne langt friere Hænder. Denne var vel ikke saa stiv en Latiner som hans Forgænger, men hans videnskabelige Sans strakte sig til videre Omraader, og da navnlig til Fædrelandets Historie og Oldsager, ligesom han havde en Kjærlighed til dansk Digtekunst og Litteratur, som den gamle Chr. F. næppe har haft i samme Grad. For de kirkelige Anliggender havde begge vistnok en ikke ringe Omhu; men ogsaa her gjorde deres forskjellige Individualitet sig gjældende, og den yngre F. tog Sagerne paa en Maade, der mere tiltaler os end det noget barske Regimente, som den gamle Kansler øvede.

Gjennemlæser man den lange Række af Breve, som Christian IV har skrevet til F., eller gjennemløber man de tykke Pakker af «Kanslerbreve», som Tiden har levnet os, da faar man et næsten overvældende Indtryk af Mangfoldigheden af de Sager, som Kansleren maatte gjennempløje for enten selv at træffe en Afgjørelse eller forelægge Kongen et Referat til nærmere Resolution. Af størst Betydning var hans Præsidium paa Herredagene og i Rigsraadets Møder med alt, hvad dertil hørte af Propositioner, Erklæringer og Betænkninger samt Domme. Kansleren indtog paa en Maade en dobbelt Stilling under disse Forhandlinger, nemlig dels som Kongens Repræsentant, dels som Formand for Adelsraadet. Saa vidt vi kunne se, har F. imidlertid i de allerfleste Tilfælde forstaaet at klare denne Situations Vanskelighed, saa at han bevarede baade Kongens og Rigsraadets Tillid. Den over hans Person udbredte Ro og Værdighed, ikke at tale om hans ubestridelige Hæderlighed og hans bekjendte Velvilje over for alle gode Formaal, har vistnok mangen en Gang hjulpet ham ud over Stillingens Vanskeligheder. Kun to Begivenheder skulle her særlig anføres; i den ene gik F. med Rigsraadet, i den anden med Kongen, og begge Gange valgte han uden Hensyn til egen Behagelighed eller Fordel at gaa den Vej, som et retskaffent Sind maatte anbefale. Den ene Gang var, da Rigsraadet med F. i Spidsen i Avg. 1634 i Anledning af Prins Christians forestaaende Ægteskab gjorde Kongen meget indtrængende Forestillinger om, hvor nødvendigt det var, at Prinsen ændrede sit usædelige cg irreligiøse Levned, der ellers vilde bringe Skam og Skade over Fædrelandet; den anden Gang var, da F. og Hr. Jørgen Urne til Alslev s. A. vare de eneste blandt Adelen i Sjælland og Smaalandene, som ubetinget erklærede sig villige til efter Kongens Forslag at ophæve Vornedskabet paa deres Godser. Det var ikke blot de indenrigske, men ogsaa de udenrigske Sager, som gave F. nok at gjøre, da hans Virken faldt i Trediveaarskrigens Tid, der, som næppe nogen anden, var rig paa indviklede og vanskelige politiske Situationer og Forhandlinger. At F., ligesom Rigsraadet i det hele, kun i ringe Grad har billiget Christian IV’s dristige Stormagtspolitik, er næppe tvivlsomt, særlig da det viste sig, hvilke Ulykker den bragte over Fædrelandet. Kun en enkelt Gang antydes det dog bestemt, at «der var noget uklart» mellem ham og Kongen. Men for øvrigt har F. vistnok som en tro Mand til enhver Tid søgt paa bedste Maade at udfylde den ham anviste Plads. I en Del af Aaret 1627 var han Formand i Regeringsraadet, der styrede Landets indre Sager i Kongens Fraværelse. Han var med Tage Thott Danmarks Sendemand til Stockholm i Vinteren 1627-28, da Christian IV under de kejserlige Troppers ødelæggende Fremgang her i Landet gjærne vilde have sluttet et Forbund med Sverige; og ved Fredsunderhandlingerne i Lybek (1629), der gjorde en forholdsvis god Ende paa en ulykkelig Krig, var F. tillige med Jacob Ulfeldt og Albert Skeel den danske Konges befuldmægtigede. Naar Danmark imidlertid efter denne Fred af Omstændighederne mere og mere blev tvunget over til kejserlig Side, har det sikkert været tungt for F. at agte paa den Gang, Sagerne toge. Hans Indflydelse var ikke stor nok til at afværge den, skjønt han personlig var den protestantiske Sag hjærtelig hengiven og navnlig nærede megen Sympathi for Gustav Adolfs Person, hvorfor ogsaa dennes Død paa Valpladsen ved Lützen gik ham nær til Hjærte. Den Politik, F. foretrak, gik ud paa at hævde Danmarks Nevtralitet under de frygtelige Storme, som hjemsøgte Evropa; men Tidsforholdene vare lidet gunstige for en Fredspolitik, og Christian IV’s personlige Holdning stemmede ingenlunde altid med den Fremgangsmaade, som hans Kansler ansaa for den rette.

For alt, hvad der vedrørte Fædrelandets Litteratur og Historie, nærede F. en levende Interesse. En af hans første Opfordringer til Universitetet gik ud paa at foranstalte en Udgave af den berømte Læge Dr. Peder Sørensens efterladte Skrifter. Siden laa det ham paa Hjærte at faa de danske Historiografers utrykte Arbejder frem for Lyset. Men Landets ved Krigen foraarsagede finansielle Afmagt hindrede Planens Udførelse. Gram har vidnet om F., at han var lige saa godt hjemme i Historien som nogen, hvis egentlige Kald det var at sysle dermed; han var alle lærdes store Velynder, og ingen skjønnede bedre end han, hvad der tjente til Videnskabernes Fremme. Til en Mand som den lærde Holger Rosenkrantz stod F. i det allervenligste Forhold. Ved sine Opmuntringer bidrog han væsentlig til, at Oluf Worm udgav sine Arbejder vedrørende den danske Oldforskning, og han har saaledes Æren af at have fremlokket nogle af de smukkeste Frugter af det 17. Aarhundredes videnskabelige Stræben. Selv ejede han flere værdifulde Membraner af oldnordisk Litteratur og satte megen Pris paa dem. Historieskriverne Pontanus’ og Meursius’ Arbejder fulgte han med stor Deltagelse. Stephan Stephanius hjalp han til Ansættelse ved Sorø Akademi og bidrog siden personlig til, at hans Udgave af Saxe kunde komme for Lyset. Han opmuntrede Arrebo i hans Digtervirksomhed og tilskyndede ham til Affattelsen af hans Hovedværk, «Hexaëmeron». Kort sagt, enhver ærlig Stræben efter at bringe den fædrelandske Litteratur paa Fode fandt hos F. Deltagelse og velvillig Beskyttelse.

Om hans Virksomhed for Skole og Kirke kunde siges meget. Her indskrænke vi os til at bemærke, at han med Lyst og Indsigt syslede med specielle Undervisningsspørgsmaal vedrørende de latinske Skoler og Gymnasier, og man har endnu den af saa mange betydningsfulde Hverv optagne Kanslers egenhændige Udkast til en Række Kongebreve, bestemte til at yde Præsterne i de slettest aflagte Kald nogen Forbedring i deres Indkomster.

Intet Under derfor, at det vakte almindelig Sorg, særlig i alle Kredse, som kunde regnes blandt de lærde, da det rygtedes, at F. 1. Okt. 1639 efter 3 Ugers Sygdom var bortkaldt ved Døden. Sjællands Biskop, Dr. Jesper Brochmand, tolkede ved hans Bisættelse i Frue Kirke paa en værdig Maade de Følelser, der vistnok besjælede de allerfleste danske og norske over for den bortgangne Hædersmand. Det samme gjorde Professor Hans Hansen Resen paa Universitetet. F.s Lig blev siden jordet i Sorø Kirke, hvori ogsaa hans Hustru (d. 1653) og flere af hans Børn hvile.

En fremmed, som i Christian IV’s Tid besøgte Danmark, har skildret F. som en Mand af høj og anselig Skikkelse med et noget bredt Ansigt og et gammeldags firkantet Skjæg; han talte godt Fransk, var lærd, sagtmodig (esprit doux), oprigtig, om end en Smule frygtagtig. Hans endnu bevarede Billede viser os et godt og ærligt, men just ikke aandfuldt Udtryk. Hans Bryst er prydet med Elefantordenen. «En brav, fornuftig og arbejdsom Mand», det var det Minde, Efterslægten bevarede om ham.

Der fortælles, at F. var tilbøjelig til, naar der mødte særlige Tilfælde, som ikke udtrykkelig vare omhandlede i Loven, da strax at komme med en ny Forordning, og at Christian IV lidt utaalmodig herover en Morgen, da Kansleren efter Sædvane indfandt sig paa Slottet, modtog ham med det Spørgsmaal: «Naa, hvilke nye Forordninger har I nu drømt om i Nat?» Men det tilføjes ogsaa, at Kongen var meget taknemmelig over, at F. mod Slutningen af sit Liv paatog sig at sammenarbejde de ældre Forordninger til en Reces, og at han i den Anledning gjorde F.s Hustru og ældste Søn betydelige Foræringer. F. oplevede dog ikke Fuldendelsen af dette Arbejde, der først senere kom for Lyset som Christian IV’s bekjendte «store Reces» af 1643.

F. skrev sig til Kragerup, en Gaard i Ørslev Sogn ved Slagelse, som hans Fader 1610 havde udlagt til ham, og hvor han opførte en grundmuret Hovedbygning med 3 Fløje af 2 Etager. Siden blev han Ejer af Vaar i hans Fødesogn, Farstrup. Her viste han den samme retsindige Tænkemaade, som hans Ven Holger Rosenkrantz – som et Særsyn blandt Adelen – ogsaa havde vist, ved at udlægge Sognepræsten en Gaard som Erstatning for Tiende, hvilken Afgift de adelige Sædegaarde ellers vare fri for. Endelig ejede F. Lindholm i den smukke Egn ved Borrevejle, 1 Mil vest for Roskilde, og her opholdt han sig jævnlig i sine sidste Aar. – Han efterlod en stor Børneflok, deriblandt Christian og Hans F."