Resen

Peder Hansen Resen (1625-88), søn af biskop over Sjælland Hans Hansen Resen,  var juridisk professor, højesteretdommer og præsident i hovedstaden. Men var mest interesseret i historie. Han samlede materiale til et ”Dansk Atlas” på latin, 30 foliantbind med topografiske beskrivelser, som aldrig blev udgivet. Derimod fik han udgivet ”Frederik II.’s historie” og ”Snorres Edda”

Tegningen over Roskilde er en del af det ikke-udgivne materiale.

Om Peder Hansen Resen i Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Præsident, Historiker, Retslærd, Søn af ovennævnte Biskop Hans Hansen R., er født i Kjøbenhavn 17. Juni 1625. Efter at være omhyggelig forberedt af private Lærere blev han 1641 sat i vor Frue Skole, hvorfra han 1643 afgik til Universitetet. 1645 tog han theologisk Attestats og var siden et Aars Tid Hører ved vor Frue Skole, indtil han i Maj 1647 i Følge med Rasmus Bartholin (I, 563) tiltraadte sin Udenlandsrejse, der først gik til Nederlandene, hvor R. gjorde et 4aarigt Ophold i Leiden og lagde sig efter Filologi og Retsvidenskab. Her samledes han 1651 med sine 3 Brødre, af hvilke Elias druknede paa en Udflugt til Amsterdam. Snart efter rejste R. til Frankrig og dvælede flere Maaneder i Paris, hvor han i Forening med Mag. Laurids Bording (II, 519) flittig besøgte saa vel lærde Mænd som Boglader og Bibliotheker. Her fra tog han til Orleans og gjorde nu i Fællig med Corfits Trolle og dennes Hovmester Conrad Hesse (VII, 429) en interessant, ikke farefri Rejse gjennem Frankrig og Spanien, og kun Frygt for at blive opsnappet af Tyrkerne afholdt dem fra at sætte over fra Gibraltar til Afrika. Tilbagevejen gik gjennem Sydfrankrig til Genua, hvor R. 1652 skiltes fra sine Rejsefæller for at drage til Padua, hvor han studerede Retsvidenskab et Aars Tid og vandt megen Anseelse hos de studerende, som valgte ham til Consiliarius nationis Germanicæ jurisconsultorum og til Universitetets Vicesyndikus; som saadan havde han Avdiens hos Dogen og Raadet i Venedig, erhvervede et hidtil savnet Privilegium for Universitetet og kunde, om han havde ønsket det, have opnaaet St. Marcusordenen. Hans Portræt blev stukket i Kobber paa de tyske Juristers Bekostning og hans Navn og Vaaben indsatte paa en Sten i Universitetets Mur. En planlagt Rejse til Orienten opgav han ved Efterretningen om sin Faders Sygdom og nøjedes med en Udflugt til Rom og Neapel. Paa Tilbagevejen fik han i Rom Meddelelse om Faderens Død, og i Florents naaede Budskabet om hans Moders Bortgang ham. Over Padua, hvor han nedlagde sine akademiske Æresposter og modtog den juridiske Doktorgrad (Sept. 1653), styrede han nu sin Kurs over Trident, Augsburg, Regensburg, gjennem Sachsen, Brunsvig og Lyneborg til Hamborg og endelig over Lybek til Kjøbenhavn, hvor han landede i Nov. s. A.

Som en ung lærd af store Forhaabninger og som Medlem af en Slægt, der havde et højt anset Navn i den akademiske Verden, var R. selvskreven til en Lærestol ved Universitetet. Da en saadan 1657 blev ledig, ansattes han derfor som Professor ethices og steg 1662 til det juridiske Professorat. Som det var almindeligt den Gang at anvende fremragende Kræfter i flere Embeder paa én Gang, saaledes fandt ogsaa R.s Evner mangesidig Anvendelse. 1664 gjorde Kongen ham til Borgmester i Kjøbenhavn, 1669 blev han Assessor i Højesteret, og 1672 blev Embedet som Præsident i Residensstaden ham betroet; desuden fungerede han 1672-76 i Statskollegiet. 1677 blev han Justitsraad, 1684 Etatsraad, og 1680 fik han Vaabenbrev. I Forarbejderne til Danske Lov tog han Del som Medlem af den 3. Revisionskommission (1680-81). Efter flere Aars tiltagende Svagelighed af Podagra døde han i Kjøbenhavn 1. Juni 1688. Fra 1683 havde han været fritaget for sine akademiske Forretninger uden for Konsistorium, i det han fik Tilladelse til at overdrage dem til Mag. Jens Bircherod. R. havde 8. Juli 1655 i Kjøbenhavn ægtet Anna Meier, med hvem han levede i barnløst Ægteskab; hun var født 26. Febr. 1625 i Itzeho, hvor hendes Fader, Hein M., var en anset Handelsmand, og var Enke efter Michael v. Uppenbusch (d. 1645 som Tolder i Glückstadt) og Poul Duus (d. 1654). Hun overlevede R. 1 1/2 Aar og døde i Kjøbenhavn Natten mellem 5. og 6. Dec. 1689.  De Forhaabninger, man knyttede til R., opfyldte han til fulde; han blev en Pryd for den danske Højskole, og i Videnskabernes Historie i Danmark nævnes hans Navn med Ære ved Siden af Wormers og Bartholiners Navne. Som Professor var han vistnok den første, som læste over dansk Ret; som Æmne for sine Forelæsninger nævner han selv – foruden Chronologia Juris civilis et ecclesiastici og Fundamenta juris civilis et canonici – Jurisprudentia Romano-Danica eller Lovenes rette Kundskab baade af de romerske og danske Lovbøger, og det vides, at han tænkte paa at udgive sin Forelæsning over dansk Lovkyndighed. R.s levende historiske Interesse drog ham mest til Behandlingen af de gamle nationale Love, af hvilke han udgav adskillige, saaledes 1675 den norske Hirdskraa og den danske Vederlagsret med dansk og latinsk Oversættelse og senere forskjellige gamle Stadsretter (1683), Erik Krabbes tyske Oversættelse af Jyske Lov (1684, med en udførlig Fortale, indeholdende Efterretninger om Danebrogsordenen, Erik Krabbe og hans Slægt m. m.) og Christian II’s Love (1684). Som han var Banebryder ved Udgivelsen af disse gamle Mindesmærker, saaledes tilkommer R. ogsaa Æren for at være den første, der gjorde Snorres «Edda» og de mærkelige Oldtidsdigte «Völuspá» og «Hávamál» tilgængelige ved Trykken (1665 og 1673), alle forsynede med latinsk Oversættelse, «Edda» tillige med dansk. Udgaven af «Völuspá» var væsentlig Gudmund Andréssons Arbejde, og det samme gjælder det «Lexicon Islandicum», som R. udgav 1683. Heller ikke er der meget af R.s eget i det store historiske Arbejde «Kong Frederik II’s Krønnike», som han udgav 1680, i Hovedsagen støttende sig til et efterladt Værk af Lyskander; men alene det, at han bekostede Saadanne Skrifter trykte, er al Ære værd. Et andet historisk Arbejde, der endnu har Værdi, er den Samling «Inscriptiones Hafnienses», han lod trykke 1668 og tilegnede Kansler Peder Reedtz; det indeholder tillige Efterretninger om Tyge Brahe og hans Ophold paa Hven.

Men R.s Hovedværk, det, hvorpaa han anvendte sine fleste Kræfter, og det, der i den almindelige Bevidsthed især er knyttet til hans Navn, er hans store «Atlas Danicus». Hans Hensigt var at give en Beskrivelse af Danmark, indeholdende udførlige Oplysninger om ethvert Steds Historie og Mindesmærker. Allerede 1666 lod han sin første Opfordring udgaa til Gejstligheden om at gjøre Indberetning til ham til Brug ved Værkets Udarbejdelse; det var da væsentlig Antikviteterne, han havde Opmærksomheden henvendt paa, men i senere Anmodninger til Gejstligheden om dens Bistand (1681 og 1686) udbad han sig desuden Underretning om Landets fysiske Ejendommeligheder, dets Favna og Flora m. v. Paa Grundlag af de saaledes indkomne Relationer, af hvilke enkelte endnu ere bevarede, og sine egne Samlinger udarbejdede R. sit Atlas, hvori han tillige indførte en Mængde Aktstykker og Breve, paa Dansk, og man faar en Forestilling om det uhyre Arbejde, der var nedlagt heri, naar man hører, at Materialet til det optog 30 Folianter (jfr XIX,475). Dertil lod han optage Kort, Prospekter i Fugleperspektiv og andre Afbildninger, som bleve stukne i Kobber eller skaarne i Træ. At faa et saa voluminøst Værk udgivet indsaa Forfatteren nok var uoverkommeligt, og han lod derfor i sine sidste Leveaar Brunsmand (III, 157) og andre gjøre Uddrag deraf paa Latin til Trykken. Som Prøver havde han (1675 og 1677) ladet trykke Beskrivelserne over Samsø og Kjøbenhavn; mere kom des værre aldrig ud, uagtet R. fik forskjellige Begunstigelser til Værkets Udgivelse, der 1685 var saa nær forestaaende, at der blev nedsat en Kommission til at gjennemse det. Efter hans Død gjorde Enken, hvem det i Følge hans Testamente paalaa at besørge Atlasset udgivet, Skridt dertil, i det hun overdrog Mag. Christen Aarsleb (I, 26) at forestaa Trykningen; men da hun selv snart efter døde, og Aarsleb 1692 blev Landsbypræst, blev Udgivelsen til intet. Hovedværket tillige med de fleste af Kobberpladerne havnede i Universitetets Bibliothek, med hvilket det brændte 1728; endnu haves forskjellige Afskrifter af Bearbejdelserne og Afbildningerne, og om end disse Rester af R.s storartede Arbejde ere umistelige Skatte, kunne de langtfra erstatte Hovedværket med dets rige Indhold.

Maa det med rette siges, at R. ved at ofre Tid og Kræfter paa sit Atlas viste sig som en god Patriot, saa gjælder dette ogsaa om ham paa et andet Omraade. Han var fra sin Ungdom en Elsker og Kjender af Bøger, og hvor meget han var beredt til at ofre for at tilfredsstille sin litterære Lidenskab, fortæller han selv et Exempel paa fra sin Udenlandsrejse, da han besaa det ypperlige Bibliothek i Klosteret Collegium S. Laurentii i Madrid og forgjæves bød 100 Rdl. for at faa Lov til at lade udskrive Bibliothekets Katalog. Fra o. 1659 samlede R. bestandig Bøger; dels kjøbte han dem paa Avktioner – hans Broder Dr. Poul R.s Bibliothek var det første, der foravktioneredes i Kjøbenhavn (1661) .-, dels skaffede han sig dem ved at skrive til Bisper og andre lærde i Danmark, Norge og Island, f. Ex. Jacob Bircherod og Peder Syv, dels lod han «en særdeles Person og Studiosus» drage til Skaane for at opkjøbe Bøger; som han selv bemærker, var han ufornøjet i sit Sind, naar han dem ikke bekom. Det lykkedes ham saaledes at tilvejebringe en overordentlig rig Samling af dansk-nordisk Litteratur, hvilken han tillige med, hvad han ellers havde samlet, især af fremmed juridisk Litteratur, forærede Universitetsbibliotheket, hvori disse Fag vare svagt repræsenterede; ogsaa en Mængde Haandskrifter fandtes i Samlingen, over hvilken han 1686 udgav en Fortegnelse, forsynet med hans Levnedsbeskrivelse og Portrætter. Men ogsaa denne sjældne Samling, der hverken før eller senere har haft sin Lige, gik til Grunde 1728. Sin Farfaders betydelige Haandskriftsamling havde han ogsaa skjænket Universitetsbibliotheket. Af kjøbenhavnske Lavsskraaer og andre Aktstykker til Hovedstadens Historie foranstaltede han en stor haandskreven Samling, der til Dels endnu findes i Kjøbenhavns Raadstuearkiv og i Vartovs Arkiv.

At R. ved Siden af sine omfattende litterære Arbejder har kunnet overkomme ogsaa at besørge sine mange heterogene Embeder, selv om han deri fik en og anden Lettelse, er fast ubegribeligt; men alt tyder paa, at denne arbejdsomme og pligtopfyldende Mand har udfyldt sin Plads overalt, hvor han var sat. At han var en from og veltænkende Mand, fremgaar af forskjellige Træk, saa en af hans samtidige kan maaske have Ret i at prise ham som «Dyders Ægteven». Haardt maa det have været for ham at deltage i Dommen over Griffenfeld, hvem han tidligere paa forskjellig Vis havde hædret; man vilde da ogsaa vide, at han siden altid havde en tung Samvittighed."