Forgængeren Lentz Efterfølgeren Arends junior

Christian Ferdinand Arends var apoteker efter Magnus Lentz 1812-1821. Hans far var uddannet teolog, men også kongelig skuespiller, og det var faderens ønske, at sønnen skulle tage en teologisk embedseksamen. Christian begyndte da også på det, men studier var ikke den unge mands livret, så som 15-årig blev han elev på Holbæk Apotek. Den kreative unge mand syntes imidlertid ikke, at han lærte noget her, og han har måske været vanskelig at omgås. Det gik bedre, da han blev ansat som svend på Hjorteapoteket, hvor man bar over med hans ungdommelige uerfarenhed. Så lidt efter lidt fik den unge Arends lært håndværket, og han endte med en farmaceutisk kandidateksamen i 1805, som 23-årig. Han bestod i lighed med sin forgænger eksamen med udmærkelse. Men vejen til et apotek lå endnu ikke åben for Christian Ferdinand, og han slog sig i en del år ned som urtekræmmer i København.

Forst i 1812 købte han apoteket i Roskilde, som han overtog d. 1. maj. Privilegiet er dateret d. 12. marts dette år. 3 år tidligere havde han giftet sig med Cathrine Rindom, som overlevede ham og senere lod sin deres overtage og købe apoteket. 

I foråret 1812 startede balladen! Umiddelbart efter overtagelsen blev der foretager en visitats på begæring af Arends, og man kunne konstatere, at Lentz, siden han solgte apoteket, havde ladet det forfalde “på den ulovligste måde” og ladet være med at anskaffe nye varer. Hvordan apoteket kunne forfalde fra visitatsen i september året før og frem til maj året efter, er en gåde. Men det siger sig selv, at Arends med en vis ret var knotten, da han fandt varelageret tomt og inventarer udslidt eller måske endda helt fjernet. De to apotekere mødtes i Forligskommissionen, og det endte med, at Lentz indvilligede i at rekvirere alt, hvad der manglede på apoteket, for “ikke at blive ulykkelig eller ganske prostitueret”. Lentz måtte for det første erstatte alt, hvad han havde fjerner fra gården, og han måtte tillige betale Arends en godtgørelse på 1000 rigsdaler for den miskredit, han havde bragt apoteket og Arends i. Arends var dog ikke helt hjerteløs. Trods truslen om at indanke Lentz for Sundhedskollegiet, var det Arends selv, der bad om udsættelse med sagen, indtil det viste sig, om Lentz opfyldte forliget. Da der siden hen ikke høres mere om sagen, kan man formode, at Lentz har opfyldt samtlige sine forpligtelser.

Arends drev kun apoteket frem til 1821, da han døde som kun 39-årig. Hans enke, Cathrine, stod nu med et apotek og en søn på 10 år. Men det lykkedes hende at drive der videre med det samme personale. Den daglige drift, der jo skulle varetages af en uddannet farmaceut, blev bortforpagtet ril cand. pharm. Lars Conrad Møller for en årlig afgift på 1400 rigsdaler sølv. I en overgangsperiode fra Arends død og til Møllers ansættelse var apoteket blevet drevet af en ganske ung kandidat, Steffen Øllgaard Baggesen, der havde været på apoteket også under den afdøde apoteker. Da enken bortforpagtede det, blev det indføjet i kontrakten, at Baggesen fik 4 måneders aftrædelse. Han fik altså lov til at forblive på apoteket fra 1. januar til 1. maj 1822 for en løn på 53 rigsdaler og 2 mark. Også dengang eksisterede altså rimelige opsigelsesvarsler. Den nye forpagter forpligtede sig i det hele taget til at bevare det gamle personale, inklusive en ung discipel, der netop var bleven antaget lige inden Arends’ død.

Således blev apoteket drevet fornuftigt videre i en tid, hvor den danske stat sundede sig efter statsbankerotten i 1813. Og Arends junior, Nicolai  Jakob Arends, voksede op i Roskilde, vel vidende at han en dag skulle overtage apoteket. Hans mor havde nemlig været så fornuftig at indføje en tiårs begrænsning i Møllers kontrakt. Så det havde hele tiden været hendes agt, at sønnen skulle være apoteker i Roskilde, når han nåede skelsår og alder. Cathrine fik også i købekontrakten med sin søn skrevet ned, at hun var berettiget til fri bolig samt 150 rigsdaler årligt oveni de 25000 rigsdaler, sønnen måtte betale for apoteket.