Dragsholm Historie

Dragsholms middelalderlige fløj med de nuværende (små) vinduer. De store vinduesgrupper, som er tegnet ind, er faktisk de oprindelige - og kendes fra Roskilde Domkirkes koromgang. De største (i midten) har været 4,5 m høje. De store vinduer er på den etage, hvor bispen havde sin store sal.

Hvad enten bisperesidensen var befæstet eller ikke, var gårdens fornemste bygning altid et  "salshus", et palatium. På Dragsholm er der rester af en sådan bygning i to etager. Øverst lå "salen", i hele husets længde. Dette rum var et pragt- og repræsentationsgemak, hvor borgherren kunne modtage gæster i større tal. Dagslyset strømmede ind gennem ni smalle, rundbuede vinduer, der var arrangeret i tre grupper i sydmuren, således at et højt vindue blev flankeret af to lidt lavere. Resten af indretningen må man forestille sig til:. Der har sikkert været et fladt, men højtliggende træloft, og væggene må have været glatpudsede og smykket med kalkmalerier. Gulvet har rimeligvis været dækket af røde teglstensfliser med præget reliefmønster under en skinnende glasur. Opvarmningen er kommet fra en åben kamin; men skorstenen har taget en stor del af varmen, og størsteparten af rummet må ved aftenstid have henligget i kulde og halvmørke. Møblementet var næppe tættere, end at det til daglig lige akkurat gav rummet et præg af beboelse: nogle bænke, et par langborde, en enkelt stol og nogle kister langs væggen Og det var vel det hele. Først når kisterne krammede ud med deres indhold af klæder og dækketøj, levede salen op til sin bestemmelse som ramme om Danmarks rigeste mand næst efter kongen: Den herre bispen af Roskilde. Bispens private bolig,  "kammeret", har stået i skærende kontrast til salens storladne præg. Den bestod ikke af mere end et enkelt rum; dimensionerne var ganske beskedne, og dog fungerede kammeret både som soveværelse om natten og som stue og kontor om dagen.

Den ældste del af den nuværende trefløjede, hvidkalkede slotsbygning er den svære mur, der danner denøstlige del af sydfløjens yderside og den dertil stødende østfløj. Disse dele af bygningen er opført i røde munkesten i rnunkeskifte pa en sokkel af granitkvadre og udgør resterne af et toflojet vinkelhus. Det har været en imponerende bygning (vist ovenfor) nærmest at betragte sorn et romansk palatium. Den har haft de middelalderlige borgpaladsers typiske indretning med små nytterum i nederste stokværk og derover en mægtig festsal, som har bestaet af en samrnenbygning af den nuværende 1. og 2. etage. Salens dimensioner kan delvis fastslås på grundlag af de tildækkede vinduer, hvoraf spor endnu ses i muren, som har været anbragt i grupper tre og tre, det rnidterste lidt større og bredere end sidevinduerne. Disse vinduer er kun en ubetydelighed mindre end de tilsvarende i Roskilde domkirkes koromgang, med hvilke de har en udpræget lighed såvel i form som opbygning. Vinduerne i domkirken henføres til ca. 1215, og Dragsholmspalatiet er næppe meget yngre. 

Den oprindelige vinkelbygning blev rniddelalderen igennem bestandig udvidet og forstærket under udnyttelse af dens strategisk gunstige beliggenhed. Nordsiden, hvorfra adgangen fandt sted, blev i rniddelalderen dækkct af en fløj, hvis ydermur, som endnu står, overalt har en tykkelse af 2,5 m, og som øverst er udstyret med en vægtergang. Også over den romanske sydfacade blev der indrettet en lignende vægtergang, og mod vest, hvor nu kun en spærrernur er tilbage, blev der opført en fløj med et fremspringende porttårn. Over borgens noordlige hjørne har der i den sidste del af middelalderen knejset et svært tårn, som nu helt er forsvundet og som i de øverste hjørner har haft små hængetårne.

Omkring 1640 var Dragsholm imidlertid kommet i stærkt forfald, store dele truede med at styrte samrnen, således det romanske palatiums østfløj, som blev restaureret under ledelse af Hans Steenwinkel. Indtil Fr. Chr. Adeler 1727 blev ejer af Dragsholm, var dette den eneste grundigere restaurering, der blev foretaget. 

Adeler havde midlerne til godsets genrejsning og det blev ham, der kom til at give slottet dets nuværende præg af et herresæde efter samtidens srnag. Hele den gamle vestre fløj med porthuset blev nedrevet og erstattet med en høj portmur, og de vestlige dele af nordre og søndre Iænge ændredes, så de kom til at virke lave i forhold til det dorninerende østparti. Udadtil lukkedes en åbning i nordhjørnet, hvor et stort tårn havde stået, og her bagved kom hovedtrappen til at ligge. Ved denne ombygning bevarede man imidlertid alle uregelmæssigheder i murene fra tidligere tider, således også palatiets hjørnepiller og en fra Claus Daas tid stammende karnap. Inde i gården forsvandt Claus Daas trappetårn, og vinduerne ordnedes mere symmetrisk. En frontespice med urværk midt over hovedfacaden og gavlkvistene på sidefløjene understreger kompositionens regelbundethed, men hovedindgangens anbringelse i det nordøstlige hjørne og små afvigelser i udformningen af vinduerne inde i gården røber, at man står over for en tilpasning af ældre murværk. Adeler kunne med rette anbringe sit og sin hustrus navnetræk tillige med byggeåret 1697 i jernankre under gesimsen. 

1731 genindrettedes en slotskirke, et enkelt udstyret kirkerum i nordfløjen. Et ældre kapel var blevet nedlagt efter bispetiden. Udvendig er der siden 1697 kun foretaget ganske enkelte forandringer. Over indkørselsporten er indsat en mindesten til erindring om oprettelsen af friherreskabet sammen med den første besidders og dennes hustrus våbenskjolde, og selve portmuren har fået tilføjet et brystværn med små tinder. I lighed hermed er Claus Daas karnaptårn, hvorfra en altantrappe nu fører ned til parken, blevet forhøjet med en tilsvarende tindekrans.

Til højre ses Dragsholm fra nordsiden med karnaptårnet.   Herunder ses borggården, som den ser ud i dag. Adelers navnetræk ses under gesimsen (frontespicen).