 |
Ærkebisp Eskild
|
Esrum kloster |
|
Navnet Esrum betyder den åbne plads ved Esrum sø.
Esrum kloster er som cistercienserkloster grundlagt af den for munkevæsenet meget virksomme ærkebiskop Eskild ved midten af 1100-tallet. Han meddeler selv derom, at han ved et personligt besøg i Clairvaux hentede munkene og gav dem bolig i Esrum, som han havde tilbyttet sig af Erik Lam. Om selve stiftelsesåret varierer kildernes udsagn fra 1151 (det sandsynligste) til 1153. Cistercienserklostret overtog imidlertid jordegods fra et ældre kloster, som rimeligvis tilhørte benediktinerordenen, men hvis stiftelsesår og beliggenhed er ukendt. Det nye kloster var viet til jomfru Maria, hvis billede det førte i sit segl. Ved sit datterforhold til Clairvaux og ikke mindre som moderstiftelse for fem betydelige klostre (Vitskøl, Sorø og Guldholm samt Hilda og Colbaz i Pommern) vandt det megen anseelse. Derom vidner talrige brevtekster: pavers, kongers og bispers privilegie- og beskærmelsesbreve, adelsmænds og gejstliges skøder. Et udtryk for det samme er det, at Erik Menveds tvillingesønner Magnus og Erik blev begravet i klosterkirken. I dennes kor fandt også Valdemar Atterdags dronning Helvig (d. senest 1374) sit sidste hvilested; hun synes endog at være død i selve klosteret, hvis munke kalder hende ”vor tjenerinde”.
Dronning Margrete skænkede i den anledning klosteret noget gods i Ods herred; 1377 fik hun pavens tilladelse til at overføre moderens lig til Sorø kirke, men planen udførtes ikke. Ifølge en jordebog fra 1497 ejede klosteret meget gods i den nærmeste omegn; hertil kom fjernere besiddelser, bl.a. øst for Sundet. Af munkenes landbrug giver jordebogen et vist indtryk; således nævnes abildgårde på bøndergodset. Om det åndelige liv inden for klostermurene vides derimod næsten ikke andet, end hvad der følger af tilslutningen til cistercienserordenen; den såkaldte Esrumannal er kun en variant af Lundeårbogen, og om den nedbrudte klosterkirkes arkitektoniske værd og betydning for egnens bygningskunst kan kun formodninger opstilles. Til klosteret knyttedes tidligt sagnet om »broder Rus”, djævelen selv, der i en munks skikkelse vildledte brødrene til vellevned og frådseri. At slutte sig til noget om de virkelige forhold i klosteret ud fra denne historie er dog næppe rimeligt.
Af den katolske tids over 30 abbeder er de allerfleste for nutiden kun navne; fremhæves kan Peder Andersen (1473—1500), en fremragende godspolitiker, der ved erhvervelser og mageskifter øgede og afrundede klostergodset betydeligt, og hvem eftertiden skylder klosterets jordebog. I hans tid fik klostret af kong Hans tillagt birkeret.
Efter reformationen bestod Esrum kloster endnu i en årrække. 1538 blev det ligesom andre cistercienserklostre underlagt abbeden i Sorø. Allerede i Christian III’s tid bortsolgtes eller pantsattes dog en stor del af godset, bl.a. til borgere i Helsingør. Ved kongens død var der i hvert fald 11 munke tilbage foruden abbeden, men disse overflyttedes ifølge kongelige befalinger af’ 7/8 1559 til de endnu bestående klostre Sorø, Antvorskov, Ringsted og Herrisvad, og dermed opløstes klostersamfundet. Sandsynligvis var det den nye konge Frederik II’s jagtinteresser, der gav det dødsstødet. Kort efter nedbrødes klosterkirken og en del andre bygninger. De øvrige blev nu midtpunktet for et almindeligt krongods, som underlagdes lensmanden på Krogen og af og til besøgtes af kongerne for jagtens skyld. I en inventariefortegnelse fra 1600 nævnes følgende lokaliteter: Borgegården, fadeburet, kongens, dronningens, slotsherrens og fogedens kamre, sengekammeret, jomfrukammeret, bryggerset, bagerset, kældersvendekammeret, spisekælderen, køkkenet, saltekælderen, abbedens kammer og rustkammer (hvori en kiste med ubrugelige harnisker), tærskerens kammer, eddikehuset og malthuset. I øvrigt dreves gården som kongelig ladegård og anvendtes fortrinsvis til hesteopdræt. Ved kongelig resolution år 1716 inddroges Esrum kloster under Frederik IV’s nye ryttergodsordning. På selve klostertomten opførtes nu barakker og stalde til dragonkompagnier, hvorved adskillige af de ældste middelalderlige bygningsrester skal være gået med i købet. Indtil 1732 var skiftende rytterafdelinger stationeret på gården. Men ved kongelig resolution 16/10 1733 indrettedes dens hovedbygning efter fornøden istandsættelse til embedsbolig for det kronborgske distrikts regimentsskriver, hvorefter de fleste af rytternes barakker og stalde 1746 atter nedreves. Det nævnte embede forenedes ved kgl. resolution 11/10 1796 med stillingen som amtsforvalter ved Kronborg amt, og Esrum kloster var nu amtstue, indtil distriktet ved lov af 12/4 1878 underlagdes Frederiksborg amtstue. I Esrum forblev dog en filial af dette sidste embede, bestyret af en af’ finansministeriet udnævnt skovkasserer. 1925 nedlagdes også filialen. Siden da har bygningerne, der fra 1931 sorterer under indenrigsministeriet, dels været udlejet til private, dels været anvendt som postkontor, dels endelig været til rådighed for Nationalmuseet og Rigsarkivet som evakueringsmagasin og depot.
