Efter katolsk tro er forudsætningen for at opnå frelse, at man overholder budene, dvs.

1. det dobbelte kærlighedsbud (”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind” og ”Du skal elske din næste som dig selv”, Matt. 22, 37 og 39); 

2. de ti bud fra det Gamle Testamente; 

3. og kirkens bud: pligten til at deltage i messen på søn- og helligdage, pligten til at skrifte og gå til alters én gang om året, nemlig i påsken, og pligten til at faste hver fredag og i visse sammenhængende perioder i kirkeåret; det sidste punkt, som betyder mindre i dag, blev i middelalderen taget meget alvorligt. 

Men foruden den livsførelse der bestemmes af disse krav, og som gælder alle mennesker, mener den katolske kirke at der findes en anden måde at leve på, nemlig vita religiosa, dvs. livet som munk eller nonne, som kun de mennesker kan magte der har et kald fra Gud til det. Munke- ­og nonnelivet er ikke fuldkommenhed, men blot nogle menneskers middel til at opnå den samme fuldkommenhed som andre opnår på en anden måde, nemlig ude ”i verden”.

Grundlæggende for vita religiosa er aflæggelsen og overholdelsen af de tre løfter om fattigdom, kyskhed og lydighed. De to første begrundes bibelsk (de ”evangeliske råd”). Om fattigdommen Mark. 10, 21: »gå bort, sælg alt det, du har, og giv det til de fattige, så skal du have en skat i Himmelen; og kom så og følg mig! Og om kyskheden (dvs. den ugifte stand) 1. Kor. 7, 32f: »Den ugifte mand bekymrer sig for det, der hører Herren til, hvorledes han kan tækkes Herren; men den gifte bekymrer sig for det, der hører verden til, hvorledes han kan tækkes sin hustru; og han er delt«. (Derefter tilsvarende om kvinden.) Det tredje løfte, om lydighed, må ses ud fra klosterlivets praktiske krav.

Lige fra kristendommens tidligste tid ved man om mange som fulgte de evangeliske råd. De forlod menneskesamfundet og levede som eremitter (egl. ”ørkenboere”; den opr. betydning af munk er ”eneboer”). Gennem bøn og askese (selvopdragelse gennem afholdenhed) søgte de helt at koncentrere sig om Gud og deres forhold til ham.

Men i det 6. århundrede skete der en ændring i formen for denne stræben mod fuldkommenhed. Benedict af Nursia, der selv levede som eremit, kom til den overbevisning at munkene burde leve flere sammen i et samfund. Reglerne for et sådant munkesamfund nedfældede han 529 i sin Regula Monachorum, samme år som han stiftede klostret Monte Cassino sydøst for Rom. Senere oprettede hans søster Scholastica et tilsvarende kloster for kvinder, og Benedicts og Scholasticas praksis blev normgivende for klosterlivet i hele Vesteuropa.

Efterhånden som tiden gik og klostrene blev mere og mere »etablerede", slappedes askesen mange steder, og forfaldet bredte sig. Men dette medførte igen som reaktion en trang til reformer med det formål at tage klosterlivet mere alvorligt.

Det er en proces som har gentaget sig mere end én gang i klosterlivets lange historie. På denne måde opstod underafdelinger i det oprindelige internationale klostersamfund som cluniacenserne (klostret Cluny i det østlige Midtfrankrig havde navnlig i det 11. Århundrede international betydning). Eller der fremkom nye ordener, som ganske vist blev til i protest, men med det formål at nå tilbage til en mere oprindelig og nøjagtig efterlevelse af den benediktinske regel; eksempel: cistercien­serordenen (klostret Citeaux — lat. Cistercium — nær Dijon blev reformeret i begyndelsen af det 12. århundrede af Bernhard af Clairvaux). Cistercienserordenen omfatter både munke- og nonneklostre.

Efterhånden som der opstod flere ordener, hæftedes navnet benediktinere (ordo Sancti Benedicti) på munke- og nonneklostre af den  oprindelige type. Blandt de kendteste benediktinerklostre i middelalderens Danmark kan nævnes Ringsted kloster, Skovkloster ved Næstved, St. Knuds kloster i Odense (munke); Dalum kloster ved Odense, Ring kloster ved Skanderborg (hvor Birgitte Gøye blev opdraget), Ø kloster (nu Oxholm) i Hanherred. Hundslund kloster (nu Dronninglund) i Vendsyssel (nonnekloster).

Af cistercienserklostre kan nævnes klostrene i Sorø, Løgum nord for Tønder. Vitskøl (Himmerland) og Øm (nær Skanderborg), alle munkeklostre.

Det nye som skete ved Benedicts klosterstiftelse, og som adskilte klostrene fra oldtidens eremitliv, hænger sammen med at munke og nonner nu kom til at leve i samfund. Fra og med Benedict hed det Ora et labora, ”bed og arbejd”; det kontemplative (betragtende) liv kom til at gå hånd i hånd med det aktive.

Klostrenes åndelige liv omfatter den sakramentale og den ikke-sakramentale gudstjeneste. Den sakramentale gudstjeneste er messen. Ifølge denne opfattelse er kernen i den brødets og vinens forvandling og messeofret. Alle ville gerne have velsignelse, have læst messer i deres egen og deres afdøde slægtninges navn. Derfor blev der hver dag læst et utal af bønner ved klosterkirkens forskellige altre.

Desuden havde og har munke og nonner pligt til at synge officiet, tidebønnerne, en kæde af bønnetjenester - altså i modsæt­ning til messen, ikke-sakramentale gudstjenester. Der er 8 tidebønner daglig. Tidspunkterne er indrettet efter den gamle romerske timetælling, som inddelte dagen i 12 timer, fra solopgang til solnedgang, og altså længere om sommeren, kortere om vinteren. Ved forårsjævndøgn regnede man at den 1. time begyndte kl. 6 og den 12. sluttede kl. 18. I den følgende oversigt regnes der med disse jævndøgnsklokkeslæt: 

1. vigilie (af vigilia ”nattevagt”) kl. 2 

2. matutin af matutina hora ”morgenstund”), også kaldet laudes ”lovsang”, kl. 4.30: 

3. prim (af prima hora ”den første time”, kl. 6; 

4. terts (af tertia hora ”den tredje time”), kl. 9; 

5. sext (af sexta hora ”den sjette time”), 14. 

6. non (af nonæ hora ”den niende time”), kl. 15; 

7. vesper (af vesper ”aftenstjerne”, ”aften”), kl. 16.30; 

8. komplet (udtales med langt e og stød: af cempleterium ”slutningsbøn”), kl. 18.

Tidebønnernes indhold er Davids salmer (alle 150 bliver sunget på en uge, andre bibeltekster, både gammel- og nytestamentlige, ikke-­bibelske tekster, f.eks. fra kirkefædrene og helgenbiografier, samt forskellige hymner. Under afsyngelsen sad og stod munkene i korstolene (koret er munkenes område, resten af kirken menighedens), som også i Danmark stadig kan ses i gamle klosterkirker. I domkirkerne findes tilsvarende stole, kaldet kannikkestole, for også kannikkerne skulle synge officiet. I øvrigt er tidebønnerne - under navn af breviar (breviarium) - enhver katolsk præsts personlige bønnebog.

Det andet led i formlen Ora et labora går på arbejdet. Hermed havde Benedict formodentlig kun tænkt på det praktiske håndens arbejde. De vesteuropæiske klostre var i første omgang landbrug. Grundlæggelsen af et kloster er i katolske øjne en god, i Guds øjne fortjenstfuld gerning. Som regel skete den ved at en eller anden stormand skænkede den nødvendige jord og senere kom der mere til. Alle ønskede at munkene, hvis kald det jo var i særlig grad at tjene Gud, skulle bede specielt for dem, navnlig ved at afholde sjælemesser for deres afdøde slægtninge og dem selv. Til gengæld skænkede den troende en ”sjælegave”, og det kunne for rige folks vedkommende være en bondegård eller flere, som blev lagt ind under klostret. Man bør lægge mærke til at der er tale om en gave til gengæld for en kærlighedsgerning; men den tanke at man køber sig bønner og messer til ligger jo snublende nær, og i sådanne sager, hvor følsomme samvittighedsforhold mødes med utvetydigt materielle goder, ligger forfaldet aldrig langt borte.

På den måde blev mange klostre i tidens lob til meget store godser. Klostret var rigt, men den enkelte munk var fattig. Imidlertid kunne han under disse forhold, uden at bekymre sig om sit udkomme og uafhængig af samfundet, udvikle sine talenter. Resultatet var i første række at mange klostre blev mønsterlandbrug; hertil bidrog vel ikke mindst den stadige og hyppige kontakt som man opretholdt med klostre af samme orden i udlandet. Stor betydning havde urtehaven, det vigtigste arbejdsredskab for de brødre som dyrkede medicin og farmaci. Også denne side af klostrets virksomhed drog nytte af forbindelserne med fremmede lande, som muliggjorde import af nye lægeurter. Klostrene var middelalderens hospitaler — og i øvrigt også sociale forsorgsanstalter. Og på mangfoldige andre måder har klostrene øvet en praktisk indsats: anlæg af veje og vandledninger, begyndende industri (møller. arkitektur, kunst, undervisning osv. I de ikke-romanske lande kan man tydeligt aflæse klostrenes civilisatoriske betydning ved hjalp af de latinske låneord, der ikke ville være kommet uden klostrene og kirken i det hele taget; i Danmark er det ord som ”mur” (murits), ”kælder” (cellarium), ”kiste” (cista). ”spejl” (speculum), ”pund” (pondo), ”.kobber” (cuprum), ”peber” (peper), ”vin” (vinum).

Landbruget - for så vidt angik det grovere håndens arbejde, forskellige slags håndværk - påhvilede lægbrødre, dvs. munke som var ”ustuderede” og til gengæld havde forstand på praktiske sager. Vi ved i øvrigt at klostrene også holdt lønnet arbejdskraft fra omegnen. De egentlige kirkelige funktioner varetoges derimod af de præsteviede munke, som havde studeret og var i besiddelse af tidens lærdom. Og hermed kommer vi også til en anden form for udadvendt aktivitet, som efterhånden var kommet til at spille en stor rolle, nemlig den lærde. I middelalderen drejede det sig mest om afskrivning af bøger. Det er klostrenes fortjeneste at oldtidens latinske litteratur er blevet i nogen grad bevaret til vor tid. Også egentlig videnskabelig forskning blev der plads til. De europæiske klostre skænker os betydelige videnskabsmænd i næsten alle fag.

I højmiddelalderen opstod der nogle munke- og nonneordener af en ganske anden type end de ovenfor behandlede, nemlig tiggerordenerne. De vigtigste er franciskanerne (stiftet 1223 af italieneren Franz af Assisi), i Danmark kaldet gråbrødrene, og dominikanerne (indstiftet af spanieren Dominicus), som man her i landet kaldte sortebrødrene. Det ­karakteristiske for disse ordener er ønsket om den evangelisk fuldkomne fattigdom - ikke blot den at være uden ejendom; heller ikke i fællesskab med andre.

I modsætning til de jorddyrkende ordener slog de nye ordner sig ned i byerne, hvor de opretboldt livet ved at tigge. Specielt for franciskanerne gælder det at da ordenen oprettede virkelige klostre, fik brødrene svært ved at leve op til deres fattigdomsideal, og det gav anledning til stærke spændinger mellem de strenge regelbundne i ordenen og de mere bløde, og striden delte gråbrødrene i flere grene, hvoraf de vigtigste var observanterne (underlagt den strenge observans), konventualerne (et mellemparti). 

Franciskanerne har særlig givet sig af med fattigforsorg og mission, dominikanerne med forkyndelse (de hedder officielt Ordo praedicatorum, prædikebrødrene), teologisk og filosofisk videnskab.

Der var i middelalderens Danmark (Slesvig og Skåne - Halland - Blekinge medregnet) 26 franciskanerklostre og 19 dominikanerklostre; 10 byer, bl.a. Næstved, havde klostre af begge ordener. De fleste af klostrene var for munke, men i København, Odense og Roskilde havde franciskanerne både et munke- og et nonnekloster, og det samme gælder for dominikanerne i Roskilde. Dominikanerklostret på Gavnø ved Næstved var et nonnekloster.

Blandt tiggerordenerne må også nævnes karmeliterne, som har en anden oprindelse end de nævnte. Ordenen opstod i Palæstina i det 12. årh., og den oprindelige kærne var eremitter der sammen levede på Karmelbjerget, hvoraf navnet. Det kendteste danske kloster var det endnu bevarede i Helsingør, hvortil den berømte reformkatolske teolog Poul Helgesen var knyttet på reformationstiden.

Det rige Antvorskov kloster ved Slagelse tilhørte johanniterordenen; det var en ridderorden (medlemmerne var adelige), som dels skulle beskytte pilgrimme i det hellige land - og spillede en rolle under korstogene - og dels gav sig af med sygepleje. Kun den sidste funktion har haft betydning i Danmark. Reformatoren Hans Tavsen var munk i Antvorskov kloster.

Den eneste klosterorden som er opstået i Norden, er birgittinerne, som har navn efter den svenske helgeninde Birgitta af Vadstena. Hun var mystiker og synsk, og ordenen (stiftet 1370) var præget af senmiddelal­derlig mystik. En ejendommelighed ved den var, at klostrene skulle være dobbeltklostre, med en større afdeling for nonner og en mindre for munke, det hele under ledelse af en abbedisse. Ordenen fik to klostre i Danmark, Maribo og Mariager.

Endelig skal nævnes to i deres funktion beslægtede ordener, som har spillet en vis rolle i det middelalderlige Danmark: augustinerne og præmonstratenserne. Augustinerne havde til formål at organisere de regulære kannikkers – og undertiden også andre præstekollegiers liv. Af disse klosterlignende samfund udviklede der sig efterhånden egentlige klostre. Navnet skyldes at ordensreglen er dannet på grundlag af kirkefaderen Augustins skrifter. Der findes også augustinernonner. De arbejder især med undervisning. Martin Luther tilhørte som munk augustinerordenen. Præmonstratenserne, som har navn efter klostret Presmontre i nærheden af Lyon i Østfrankrig, har samme formål og følger samme ordensregel, men er fastere organiseret (der er her primært tale om klostre). Også denne orden har nonneklostre. Det er karakteristisk at disse to kannikkeordener havde tilknytning til de to gamle nordjyske bispesæder: augustinerne til Vestervig og præmonstratenserne til Børglum.

Hvori bestod nu, i middelaldermenneskets øjne, klostrenes berettigelse? Kort fortalt vel den, at det syndige menneske følte at det levede på munkenes og nonnernes gode gerninger. Klosterfolkenes bønner og messer betragtedes - ikke blot kvalitativt, med hensyn til inderligheden, men også kvantitativt, ved at handlingen blev gentaget - som nødvendige for at den syndige verden kunne bæres oppe. Den kristne tanke om de helliges samfund finder her udtryk i en slags kollektiv fromhed, hvor alle hjælper hinanden, men hvor klosterfolkenes hjælp er særlig virkningsfuld.