Bispeembedet
	Biskopper over Sjælland

Nicolai Edinger Balle (biskop 1783-1808) var biskop i de år, der af nogen anses for de mest kritiske siden reformationen. Måske netop derfor blev han en grundig visitator. Balles skrifter blev kritiseret, men han gav igen: “Det maatte allernaadigst vorde mig tilgivet, at mit rørte Hierte har udstrømmet i en vidtløftig Forsvarings-Tale for mig og mine Medlærere i Stiftet! Men da jeg offentligen i trykte Blade er bleven fremstillet til Spot og Haanelse, som en Mand, der ikkun standser Almuens Oplysning og lader sig nøje med Uden­ads-Plapper, var det vel ikke til Overflod, at jeg for min Konges allerhøjeste Aasyn allerunderdanigst nedlagde mit velgrundede Forsvar. Naar jeg vil lade være at skrive det offentligen, for ey at ophidse den vrede Bremseflok til at stikke mig paa nye og derved maaskee give mit Embeds­Værdighed sit sidste Bane-Saar da bør jeg dog ikke lade være, ved allerunder­danigst Regnskab for Kongen, min Herre, at gaae den Mistanke i Møde, som derved kande opvækkes.”

Videre skriver han: “Naar Stiftets Geystlige behageligst ihukomme den Eed, som er aflagt ved Tiltrædelsen af deres Embede, vilde de selv erkiende, at det ikke kan være raadeligt for os, enten i offentlige Skrifter at udbrede Meninger, ved hvilke de Symbolske Bøgers og Kirke-Skikkenes Anseelse maatte formindskes, eller i Guds-Tjenestens Forvaltning paa nogen Maade at afvige fra Ritualets Forskrift, uden i de Tilfælde, hvor noget andet er bestemt ved senere Anordninger: Trykke­Frieheden ophæver ikke den os paalagte Embeds-Eed. Hvo, som derfor vil fremføre sine Betænkeligheder mod de Symbolske Bøger og Kirke-Skikkene for hver Mands Øyne, maae uden Tvivl til egen Sikkerhed være forsynet med særdeles Kongelig Tilladelse. Jeg haver sagt, hvad jeg burde, og er angerløs.”

Balle visiterede i Svogerslev i 1801.

Mere om biskop Balle fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Balle, Nicolai Edinger, 1744-1816, Biskop, er født i Vestenskov ved Nakskov 12. Okt. 1744. Faderen, Søren Pedersen B., var Degn; han var en hæderlig og velstuderet Mand. Moderen, Margrete Dorothea f. Mundt, var Datter af en sekterisk Sværmer, Christian M., der ligeledes havde været Degn i Vestenskov, men var bleven dømt fra Embedet og døde i Elendighed. Hun var tungsindig og tog sig selv af Dage 1762. Efter hende, plejede Sønnen at sige, har jeg arvet den Godmodighed, man kjærlig tillægger mig, men tillige det stærke Hang til Melankoli, jeg daglig maa kæmpe med.

11 Aar gammel kom B. i Skole i Nakskov og efter Faderens Død 1758 i Slagelse, hvorfra han 1762 dimitteredes til Universitetet. Her tog især Professor P. Holm sig af ham og skaffede ham Stipendier,baade medens han var Student, og efter at han 1765 havde taget Attestats, da det Rosenkrantzeske og Vinstrup-Resenske Stipendium satte ham i Stand til at foretage en Udenlandsrejse. Denne varede fra 1766 til 1769. Han opholdt sig mest i Leipzig, hvor han især hørte Gellert og Ernesti, der den Gang omtrent var den anseteste Theolog i Evropa. Han opfordrede B. til at disputere for Magistergraden; men da Holm var bleven bekjendt med den i dette Øjemed skrevne Afhandling, tildelte det kjøbenhavnske Fakultet ham Værdigheden, og B. holdt nu Forelæsninger i Leipzig. Efter 1768 at have besøgt Halle og hørt Semler vendte han 1769 tilbage til Danmark, men drog samme Aar som Hovmester for Overkammerherre, Grev D. Reventlows Sønner til Gøttingen, hvor han især sluttede sig til Kirkehistorikeren Walch, medens han følte sig mindre tiltalt af den den Gang saa berømte Michaelis. Her blev der tilbudt ham en Plads som Repetent i det theologiske Seminarium, men da der hjemme tilbødes ham et Dekanat paa Kommunitetet og Borchs Kollegium, foretrak han dette og kom 1770 til Kjøbenhavn.

Det næste Aar udnævntes han til Sognepræst for Kjettrup og Gjøttrup Menigheder i Aalborg Stift og ægtede der sin forlovede, Frederikke Severine Grundtvig, en Datter af Præsten Otto G. i Vallekilde. Som Landsbypræst følte han sig dog lidet tilfreds, og det var med Glæde, han modtog en Kaldelse som fjerde theologiske Professor ved Universitetet 1772. Her vare Sindene saa kort efter Struensees Fald i en stærk Bevægelse; Biskop Gunnerus’ Forslag til Universitetets Reformation var ikke blevet gjennemført; men mange af de yngre vare misfornøjede med dets Tilstand. En af de mere maadeholdne, J. H. Tauber, stod den Gang B. nær, medens han strax tog Afstand fra de mere yderliggaaende som N. D. Riegels. Men i det hele saa den yngre Slægt hen til ham som en af de Mænd, af hvem man ventede sig noget betydeligt; han var en overmaade flittig Professor, der ikke blot holdt mange Forelæsninger, men ogsaa optraadte som Skribent næsten i alle theologiske Discipliner, med en Dogmatik («Theses theologicæ», 1776), exegetiske Arbejder og et kirkehistorisk Værk, og da han 1774 var bleven Hofprædikant, udgav han en Prædikensamling og begyndte at give de studerende praktisk Anvisning til at prædike. Han blev ligeledes 1774 Dr. theol.

I Aaret 1781 døde B.s Hustru, 34 Aar gammel, og det næste Aar ægtede han Johanne Frederikke Harboe (f. 1756), Datter af Sjællands Biskop L. H. Samtidig adjungeredes han sin Svigerfader i Bispeembedet som hans tilkommende Eftermand. Harboe døde allerede næste Aar. B. tiltraadte sit Embede med godt Haab om at kunne holde Bevægelsen i det Spor, han ansaa for det rette. Han vilde med al Kraft modsætte sig den Vantro og Irreligiøsitet, som truede med at trænge ind i Folket; men han var heller ikke blind for, at der mange Steder trængtes til Reformer, og han haabede med Grund, at baade hvor der skulde ske Forandring, og hvor der skulde holdes tilbage, vilde han have en Støtte i Guldberg, der i Virkeligheden var Regeringens Leder. I det ene Aar, Guldberg endnu havde Magten, gjennemførtes det eneste af de talrige liturgiske Reformforslag, der skulde blive sat igjennem, i det Exorcismen ved Daaben afskaffedes, og den nu brugelige af B. forfattede Daabsformular indførtes. Det var vistnok ogsaa B., der gjorde Regeringen opmærksom paa T. C. Bruuns usædelige Skrift: «Mine Fritimer», om det end var mod hans Hensigt og Forventning, da det blev paalagt ham ved en Undervisning i Religion at afhjælpe Forfatterens mangelfulde Oplysning om Kristendommen.

Men efter 1784 blev B.s Stilling en anden; den faktisk næsten uindskrænkede Pressefrihed benyttedes til at sætte alt muligt under Debat; de talrige Tidsskrifter og Piecer strømmede over af Spot over Kristendommen og Præsterne; mange af disse, især de yngre, lode sig rive med af Strømmen, og mellem de ældre var der ingen, der havde Mod eller Evne til at staa den imod. Da var det, B. fandt sin Plads, dels som den ubøjelige Modstander af «Vantroens koaliserte Magter» fra Regeringskredsene af ned til Smudsbladene, men dels ogsaa som den, der følte sig forpligtet til at arbejde for de Forandringer, Tidsaanden krævede, for saa vidt de ikke rokkede ved, hvad der syntes ham det uforanderlige i Kristendommen. Allerede Aaret efter Regeringsforandringen fik B. sin første Strid. Han erkjendte selv, at en Forandring i Liturgien var nødvendig, og den nye Daabsformular var kun Indledningen til denne, som han vedblev  t arbejde paa hele sit Liv. Men nu blev Sagen optaget fra en anden Side. Den ansete Hofprædikant C. Bastholm udgav et «Forsøg til en forbedret Plan i den udvortes Gudstjeneste», der tilsigtede at gjøre denne kort, afvexlende og interessant. Efter dette Forslag skulde alle Kirkens Skikke omgjøres uden noget Hensyn til Traditionen og paa en saadan Maade, at det maatte virke i høj Grad frastødende paa alle, der havde noget Begreb om, hvad Gudstjenesten bør være. B. udgav mod Bastholm en Pastoralskrivelse: «Vej til Hæderlighed for gejstlige» (1785), hvori han tog de gamle Kirkeskikke i Forsvar, og der udkom en hel Litteratur af Smaapiecer, af hvilke mange overfaldt Biskoppen med stor Hadskhed; dette var ikke blot Tilfældet med en saadan Smædeskriver som N. D. Riegels; men A. Kall fandt det passende i «Lærde Tidender» at skrive: «Mand, som store, udmærkede Naturens Gaver, brændende Længsel efter at gavne, utrættelig Flid og Arbejdsomhed, vidt udbredt Lærdom og derhos ogsaa de lykkelig indløbende Omstændigheder bestemte til at blive en af den danske Kirkes allerstørste og nyttigste Mænd! kan nogen dansk Mand rolig taale at se dig paa andre Veje end dem, der føre til sand Hæderlighed?», hvortil der saa føjes en Advarsel om at vogte sig for H. P. Resens Exempel. Dette var Biskoppens første Sammenstød med den herskende Aandsretning; det skulde ikke blive det sidste.

Samtidig hermed begyndte B. paa et af de Arbejder, hvormed han vilde komme Tidens Krav i Møde, i det han udarbejdede en ny Lærebog, der skulde afløse Pontoppidans Forklaring. Han androg hos Kancelliet om i Løbet af to Aar at maatte udarbejde en saadan Bog; men ogsaa her kom Bastholm ham i Forkjøbet ved at udgive en «Religionsbog for Ungdommen» (1785). I denne var Katekismusformen, som B. den Gang endnu holdt paa, opgivet; men nogle Aar efter sluttede de to Mænd sig sammen og udgave 1790 et Forsøg til en Lærebog; dette blev gjennemgaaet først af den Kommission, der var nedsat til Almueskolevæsenets Forbedring, derpaa af det theologiske Fakultet, og 1791 udkom Lærebogen i sin endelige Skikkelse; den befaledes indført i Skolerne inden 1794.

Beslægtet hermed er et andet Foretagende, nemlig Udarbejdelsen af den evangeliske Salmebog. Salmebogen af 1778, som almindelig kaldes den Guldbergske, var et Forsøg paa at skaffe Kristendommen Indgang ved at iføre dens Tanker en højt stemt Poesis Former; men den havde ikke fundet synderligt Bifald, og den Retning, den var udgaaet fra, var allerede gammeldags. Kingos Salmebog med sit stærkt orthodoxe Præg og sine gammeldags Udtryk var de fleste en Torn i Øjet. B. frygtede for, at hvis Forandringen af Salmebogen opsattes, vilde de dannede vende sig helt fra Kirken. I Aaret 1790 udvirkede han Regeringens Tilladelse til at udarbejde en ny Salmebog. Han selv, Abrahamson, Malling, Rahbek, Storm og Riber skulde danne en kritisk Kommission, som dels skulde bearbejde de ældre Salmer, dels bedømme de nye, som man ventede at modtage fra 18 forskjellige Digtere, til hvilke Komiteen henvendte sig. Der udkom Prøvehæfter, der bleve skarpt kritiserede, baade af dem, der som J. Baden kunde se, at de gamle Salmer vare udvandede, og af dem, der klagede over, at der var bevaret for mange af de bibelske Udtryk og Fremstillinger. Selve den evangeliske Salmebog, der udkom 1798, vidnede om, at Udgiverne havde taget mest Hensyn til den sidste Art af Kritik. Salmebogen lagde i saa høj Grad Vind paa Tydelighed og en sentimental Opbyggelighed, at der ikke blev megen Poesi tilbage i den, den udelod væsentlige Sider af Bibelens Lærdomme, og den mishandlede de gamle Salmer paa den uforsvarligste Maade. Det anbefaledes at indføre Salmebogen ved Lærernes fornuftige Forestillinger, og det lykkedes de fleste Steder, om man end i adskillige Sogne, især i Jylland, blev ved at gjøre Modstand imod den helt ind til Midten af det 19. Aarhundrede.

Hvis B. har troet ved Lære- og Salmebogen at kunne tilfredsstille sin Samtid, har han taget fejl. Netop i de sidste 4-5 Aar af Aarhundredet blev han indviklet i Strid saa at sige med hele den dannede Verden, og han havde en Fornemmelse af, at hans overordnede i Grunden sympathiserede med hans Modstandere. Revolutionens Grundsætninger, som ogsaa løde her hjemme, opfyldte ham med Frygt for Fremtiden; han grebes af en saadan Misstemning, at han tænkte paa at nedlægge sit Embede og blive Landsbypræst eller at søge Ansættelse i Tyskland. Men hans Mismod forhindrede ham ikke fra at staa fast over for Modstanderne eller fra at gjøre, hvad han ansaa for sin Pligt, ogsaa hvor han forud vidste, at han kun vilde høste Spot og Foragt. Vi skulle nærmere se paa hans Virksomhed i disse Stridens Aar.

I Aaret 1793 ansøgte han om Tilladelse til at benytte Waisenhuskirken til at holde Bibellæsninger Søndag Aften. Han bad, at Sagen maatte holdes hemmelig, til Resolutionen var faldet, at ikke den gamle Avind, som uophørlig havde forfulgt ham, ogsaa her skulde opkaste Hindringer; «bagefter maa Hovmod og Avind bruse og larme, saa meget de ville». Bibellæsningerne fik stort Tilløb, og da Waisenhuset var brændt, fortsattes de i Garnisonskirken. Men Spot og Bagvaskelser udebleve ikke; alle Haande onde Rygter kom i Omløb i Byen, og i Aaret 1796 skrev en navngiven fornem Dame til B. og meddelte ham disse i saare uforbeholdne Udtryk: der fandt, skrev hun, Saadanne Uordener Sted, at man sagde, «at her ikke er større Horehus i Kjøbenhavn, end Kirken er paa denne Tid». B. blev dybt rystet ved at modtage denne Underretning; men han besluttede sig til som sædvanlig at gjøre Sagen fuldstændig offentlig, og det lykkedes ham paa den Maade baade at bevise, at Rygterne havde været usande, og at betrygge sig imod, at Saadanne Uordener i Fremtiden kunde finde Sted.

I Aaret 1795 udgav en Student, Malthe Møller, der opholdt sig i Jena, «Repertorium for Fædrelandets Religionslærere». Udgiveren holdt sit Navn hemmeligt, angav, at han var Præst, og vakte især Opsigt ved at fremdrage enkelte, tydelig nok betegnede Præster, som han dels roste, dels dadlede. B. blev opfordret til at træde op mod, at en Præst skrev et Skrift, der i mange Punkter stred mod Kirkens Lære; han gjorde ogsaa dette i Artikler i sit Blad «Pligtankeret»; men da det snart kom for Dagen, hvem Forfatteren var, tabte Interessen for Repertoriet sig. Malthe Møller vedblev dog flere Aar efter at anse B. for sin Uven og uden al Grund at tro sig forfulgt af ham.

Intet Skridt af B. vakte dog større Uvilje, end da han 1796 angav M. C. Bruuns Skrift «Aristokraternes Katekismus» for Kancelliet. Bruun havde ikke skaanet Kirken og Kristendommen; men det var ikke dette, der bevægede B. til at henvende sig til Kancelliet; thi det var nu som altid hans Overbevisning, at Kristendommen forsvarer sig selv ved sin egen Kraft. Men Loven truede den med Straf, der ikke aabenbarede Forseelser mod Kongens Højhed, og da Bruun havde angrebet Souveræniteten, bestemte B. sig «efter mangehaande Overvejelser i trende Dage» til at gjøre Kancelliet opmærksomt paa, at naar der skulde være Trykkefrihed, saa maatte man ogsaa sørge for, at Saadanne ondskabsfulde og løgnagtige Anfald bleve gjendrevne; han vilde ingenlunde have Bruun straffet; men han vilde, at Regeringen, ligesom han selv altid gjorde, skulde træde sine Fjender i Møde i Litteraturen. Denne Gang var det ikke blot Smudspressen, der vendte sig mod B. Rahbek meldte sig ud af Salmebogskommissionen, fordi han ikke vilde arbejde med ham, og Pressefrihedens ansete Talsmand M. G. Birckner skrev imod ham. B. udgav sin Indberetning; men «den blev kun læst af faa, fordi den var bleven saa skrækkelig udskregen».

Den materialistiske Livsanskuelse, som i disse Aar førte Ordet med saa stor Dristighed, var især fremtraadt i de talrige Tidsskrifter. Disse forøgedes 1796 med «Jesus og Fornuften», udgivet af O. Horrebow. Dets Opgave var at fremstille Jesu og Fornuftens Religion som en og den samme; «men Fornuftens Religion er kort og fattelig; den indeholder blot de tre Sætninger: Gud, Udødelighed og Dyd». Mod dette og de andre vantro Tidsskrifter traadte Biskoppen i Marken med sit Religionsblad: «Bibelen forsvarer sig selv», hvori han saa at sige fulgte Modstanderne Side efter Side og gjendrev deres Paastande. De fleste af Tidsskrifterne holdt op, da Presseloven af 1799 udkom; Horrebows vedblev dog et Aars Tid længere, og da Kancelliet tænkte paa at undertrykke det, fik B. Lejlighed til at vise, at al den Modgang, han havde lidt, ikke havde givet ham Lyst til at bruge verdslige Midler i en aandelig Strid. Han erklærede det for det største Vanheld for Kirken, hvis Staten vilde understøtte den ved Saadanne Midler: «Ej var Peders Arm, væbnet med hans dragne Sværd, men Peders Mund, opladt til Christi Navns frimodige Bekjendelse, den Klippe, som Christus vilde bygge sin Kirke paa; Vidner vil han have, ej Drabanter.»

Der var dog en Kreds, som paaskjønnede B.s Virksomhed og særlig hans Bibellæsninger; i denne indsamledes der 1797 Bidrag til en Hædersgave for ham, og der overleveredes ham en stor Guldmedaille med Indskriften: «Religionens Ven, Statens Ven. Mt. 10, 32. 1798». Med det 19. Aarhundredes Begyndelse ophørte Angrebene paa Kristendommen; ikke Naturalismen, men den egentlige Rationalisme havde sejret, og denne var enig med B. i at modvirke Revolutionstidens Vantro. B. har nok følt, at der manglede noget i den rationalistiske Prædiken; men i mange Maader stod han Retningen nær, ogsaa for ham var Jesu guddommelige Lære det vigtigste, og han delte Tidens Bestræbelser for at udbrede en bedre Oplysning. Men da Kampen var endt, var det ikke længer ham, der førte an; der opstod nye Mænd, H. G. Clausen o. fl., der nu fik større Betydning.

Af de Foranstaltninger, hvortil B.s Navn er knyttet, maa især nævnes Almueskolevæsenets Reform. Han var Medlem af den Kommission, der gjennemførte denne  lige fra 1789 til 1814. Her arbejdede han sammen med C. D. Reventlow, hvis Religionsanskuelser stemmede godt overens med B.s. Denne tog sig særlig af det Skolelærerseminarium, der oprettedes paa Blaagaard, og det var en af hans største Glæder, naar det viste sig, at de Seminarister, som udgik der fra, vare dygtige Lærere. Derimod nærede han Uvilje mod den Reform af Latinskolerne, som Hertugen af Augustenborg samtidig foretog. Der var heller ingen af alle den Tids Reformer, der stillede sig i saa fjendtligt et Forhold til Kristendommen som denne. Oprindelig var det bestemt, at der i Latinskolerne skulde undervises i «kristelig Religionstheori, som den af enhver kristelig Mening kunde antages», hvortil B. med rette bemærkede, at han ikke vidste, hvilke Troslærdomme der nu var til fælles for alle kristne, eftersom mange fornægtede de vigtigste Stykker af symbolum apostolicum. Da den nye Skoleplan 1797 skulde prøves i Frue Skole, afslog han at være Medlem af den nedsatte Kommission, fordi Campes Ledetraad skulde bruges som Religionslærebog, og denne «indeholdt Deisme under et kristeligt Firma»; først da det blev opgivet at indføre Campes Ledetraad, indtraadte B. i Kommissionen, hvor han var med at gjøre Forslag til «det pædagogiske Seminarium» (1799), der skulde uddanne Lærere for Latinskolerne.

B. har Fortjenester af Ordningen af den gejstlige Brandkasse og Enkekasse, især af Oprettelsen af Hjælpeenkekassen, der skulde udrede den ene Pension, naar der var to Enker paa et Kald. Meget Bryderi voldte de Forandringer, der tilstræbtes og til Dels vare nødvendige med Hensyn til Tiendeydelsen. Den store Landbokommission saa i sine Forslag kun paa Landvæsenets bedste, medens B. forsvarede Præsternes Tarv. Han kunde ikke forhindre, at der sluttedes mange for Embederne ufordelagtige Tiendeakkorder; men han har rimeligvis ikke saa lidt Del i, at Anordningen af 8. Jan. 1810 ikke ligefrem indeholdt Forbud mod Tiendens Ydelse i Kjærven. B. var en overordentlig flittig Visitator; i 25 Aar visiterede han Stiftet paa det nærmeste 5 Gange rundt. Paa Visitatserne befandt han sig bedst; det var hans Glæde at tale med Ungdommen i Kirken. Over for Præsterne var han mild; hvor deres Levned eller Prædiken var anstødelig, henvendte han sig helst til dem «i stille Venskab og Fortrolighed». Private Angivelser slog han hen; en Biskop, sagde han, skal ikke vide alt. Der var noget ved hans Person, der gjorde Indtryk paa Menighederne; baade saa Almuen op til ham, og tillige følte den; at han, for at bruge et modernt Udtryk, var en folkelig Mand. Mindet om ham lever endnu i hans Stift.

I Aaret 1800 blev B. kongelig Konfessionarius. Det næste Aar delte han af et fuldt Hjærte den Begejstring, hvormed Folket gik til Krigen mod England. Under Bombardementet 1807 gik han rundt paa Volden fra Bastion til Bastion og opmuntrede Soldaterne til tappert Forsvar, naar Fjenden skulde storme. Men da var hans Kraft brudt; hans Tungsind tiltog med Aarene, hvortil kom huslige Bekymringer. Hans anden Hustru, der døde 1802, havde lidt af en Slags Sindssyge; en af hans Sønner, der var Lieutenant, havde begaaet en uhæderlig Handling, og Faderen nødte næsten Kronprinsen til at give ham Afsked, fordi han ansaa ham for uværdig til at tjene i den danske Hær. Sønnen gik da i Østerrigsk Tjeneste og faldt ved Regensburg 1809. B.s Pengevæsen var i Uorden, og han trykkedes af Gjæld. Kun i Arbejdet fandt han Tilfredshed; han har sagt: «Derfor ere vi Præster, at vi skulle arbejde og ikke have Hvile». Men nu svigtede Kræfterne ham; i Aaret 1808 tog han sin Afsked og levede fra da af hos sin Datter, der var gift med Etatsraad H. G. Olsen. Han har næppe følt sig lykkelig i dette selskabelige Hus, hvor alt drejede sig om æsthetiske Interesser. Pengesorgerne og Tungsindet fulgte ham, indtil han 19. Okt. 1816 døde med en Bøn for Kongen og Kongehuset paa Læberne. Liget bisattes i Petri Kirke og begravedes siden paa Assistenskirkegaarden, hvor det Mindesmærke, Sjællands Præster rejste ham, endnu findes.

B.s videnskabelige Skrifter og Prædikener have kun haft Betydning for hans Tid, og de vare glemte, inden han selv døde; Eftertiden har ikke fundet, at hans Salmebog og Lærebog gjorde Fyldest i Kirken; de vise, hvor vidt han troede at maatte gaa i at rette sig efter Tidens Krav. Hans Storhed er, at han i Sandhed var en Biskop og Tilsynsmand for sit Stift; han var ingen Lejesvend, der flyede, da Ulven kom; men han forsvarede mandig sin Plads og ofrede, hvad han havde at ofre, sin Tid og sin Nattesøvn, sin Sindsro og det gode Navn, han havde erhvervet, og som var ham dyrebart nok; men han bevarede en god Samvittighed. Derfor skal han ogsaa altid bevare en høj Plads mellem Danmarks Biskopper; mange af disse have overgaaet ham i Evner og Kundskaber, men ingen af dem har vist større Fasthed og Mod; hans Levnedsbeskrivelse kan passende afsluttes med Pauli Ord: «Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet og bevaret Troen»."