Gudstjeneste
	Bispeembedet
	Biskopper over Sjælland
	Slægtens stamtavle

I en bog fra 1761, beskriver kgl. kobberstikker, Jonas Haas, 15 biskopper fra Sjællands stift, “Hvilke have levet siden Reformationen og indtil værende Tider.”

Han skriver om Henrich Bornemann (biskop 1693-1710)at han “var ellers en arbeidsom og aarvaagen Mand i sit Emhede, og holdt stærk over Religionens Reenhed. Det viiste han iblant andet, da det Pietistiske Væsen allerførst her til Lands begyndte at yttre sig, besynderlig i Kiøbenhavn.” Bornemann advarede kongen om pietisterne. Bornemann var øjensynlig en myndig herre: “Dog kand ikke nægtes, at han efter sit Choleriske Temperament undertiden gik noget for vidt med sin Myndighed, som naar han, for Exempel, fordi han selv var en stor Elskere af sit store hvide Skiæg, vilde formaae sine Jydske Præster til at efterligne ham herudi.”. “Han angreb og engang meget heftig Stifts-Provsten Mag. Jah. Dorfchæus paa et Lande-Mode i Roskilde, fordi han ved en Provstedom havde frikiendt Niels Laurizen Dennsitt, Skole-Mester paa Christianshavn, hvilken Biskopen i Aar 1702 for begangne Legermaal (altså hor) havde afsat. Provsten vandt siden ved Høyeste Ret, og Biskopen maatte ved sin Amanuensem give ham Satisfaction (oprejsning).”

Mere om Henrich Bornemann fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop. Han blev født 3. Jan. 1646 i Kjøbenhavn og var Søn af ndfr. nævnte Lic. jur. Phil. Jul. B. 1657 kom han som forældreløs med sine to Brødre, Christian og Joh. Adolph, i Huset hos en Slægtning i Viborg, men vendte 1659 tilbage til Kjøbenhavn. 1662 blev han Student og tog 1668 theologisk Examen. 1669 udnævntes han til Subrektor ved Frue Latinskole og forfremmedes 1671 til Konrektor og 1672 til Rektor. Til dette Embede føjedes desuden 1674 Professoratet i Logik og Metafysik ved Universitetet. 1675 blev han kaldet til Sognepræst ved Frue Kirke, Stiftsprovst og Provst over Sokkelund Herred og deltog derefter fra 1682 af i Forarbejderne til det nye kirkeritual. 1683 udnævntes han til Biskop over Aalborg Stift og blev s. A. Dr. theol. per bullam. Han hørte til den gamle, stive orthodoxe Skole og viste sig meget nidkjær i at hævde sin gejstlige Værdighed baade over for Stiftsøvrigheden og over for Præsterne. I øvrigt søgte han at forbedre Katekisationen i Skolerne og udarbejdede selv en Katekismusforklaring for Degne og Skoleholdere. 14. Okt. 1693 blev han udnævnt til Biskop over Sjællands Stift og skjænkede, førend han forlod Aalborg, betydelige Legater til Byens Kirker, Skoler og fattige. Kort efter at han havde tiltraadt sit nye Embede, indvikledes han i en forargelig Strid med den theologiske Professor H. Vandal. Denne, der følte sig tilsidesat ved Bispevalget, anklagede B. for at føre Vranglære i sin Katekismusforklaring. Skjønt Vandal vistnok havde Ret, kunde B. dog med Føje beklage sig over den Hadefuldhed, hvormed hans Modstander forfulgte ham. Men han selv førte dog Striden paa en lidet sømmelig Maade og optraadte med en utilbørlig Hidsighed. Vandal maatte efter et Par Aars Forløb afgjøre Sagen med en Undskyldning, der var saa meget mere nødvendig, som disse to Mænd efter deres Embedsstilling ofte nødtes til at arbejde sammen i forskjellige gejstlige Sager. Saaledes havde de begge Sæde i den Kommission, der 1698 bragte den Kingoske Salmebogssag til endelig Afslutning. B. havde i det hele taget Nød med at styre sin skarpe Tunge og beredte sig derfor ogsaa ofte vel fortjente Ydmygelser. Ligesom han en Gang i Stridens Hede havde sagt til Vandal: «Gud skal dømme eder, at I skal have Uro i eders Dødsstund, og, sand for Gud, I skal brænde derfor i Helvedes Afgrund. Jeg skal paa mine Knæ bede Gud, at I skal aldrig faa nogen Kirke eller noget Stift at forestaa», saaledes sagde han paa et Landemode i Roskilde til en Provst, der havde udtalt sig vel dristig: «Jeg skal ikke lade af, før jeg ser jert Hoved sidde paa en Stage». Men Provsten blev ham ikke Svar skyldig. Han mindede ham kun om, at han gjorde bedst i at lade Hovedet sidde paa den Stage, hvorpaa Gud havde sat det. I Modsætning til denne ubændige Hidsighed maa det dog fremhæves, at B. var. ualmindelig godgjørende, især over for fattige Studenter.

1699 holdt han en latinsk Ligprædiken over Christian V, og Aaret efter salvede han Frederik IV og Dronning Louise. Med dette Kongeskifte begyndte et nyt Afsnit i den danske Kirkes Historie, der ogsaa fik Betydning for B., for saa vidt som han fra sit Standpunkt maatte stille sig i Modsætning til de pietistiske Bevægelser, der naaede her ind fra Tyskland. I Begyndelsen spores de nærmest paa rent praktiske Omraader som filanthropiske Bestræbelser for at fremme Almuens Oplysning og ophjælpe Fattigplejen, og disse Bestræbelser understøttede han efter bedste Evne. Men han var for pedantisk til at kunne indlade sig paa noget Foretagende, der i mindste Maade kunde forrykke de bestaaende statskirkelige Forhold. Selv Spørgsmaalet om Hedningemissionen afviste han som Sværmeri. Frederik IV havde lige fra sine første Regeringsaar af haft et aabent Øje for denne Sags Betydning, og da han, understøttet af sin Hofpræst, F. J. Lütkens, arbejdede paa at fremme Missionen i Trankebar, lod han denne opfordre B. til at udpege nogle unge Mænd, der kunde sendes ud som Missionærer. Men Sjællands Biskop afviste haardnakket denne Opfordring og bidrog derved selv til at bane Vejen for Pietismen. Lütkens henvendte sig til de pietistiske Professorer i Halle, og disse sendte to unge Mænd, H. Plütschau og B. Ziegenbalch, til Kjøbenhavn. 1705 fik B. Befaling til at ordinere «disse Sværmere». Allerede samme Aar maatte han søge Kongens Tilladelse til at lade foretage Undersøgelse angaaende gudelige Forsamlinger, der holdtes hos to kjøbenhavnske Borgere. Husandagten lededes af tyske Studenter, der tillige udbredte pietistiske Skrifter. I sine Bestræbelser for at standse disse Udskejelser understøttedes han dog af Lütkens, og efter deres Forslag udgik Forordningen af 2. Okt. 1706, som forbød alle Forsamlinger i Husene af særsindede Personer, «der føre en egen Lære, som ikke stemmer med Bibelen og den rene augsburgske Konfession». Dermed var Bevægelsen foreløbig trængt tilbage, og B. døde, inden Pietismen fik Overtaget. – Han havde 1672 ægtet Susanne Worm, Datter af den berømte Ole W. Hun døde 1674. Aaret efter giftede han sig med Anne Würger, Datter af H. W., der havde været Christian IV’s og Frederik III’s Agent i Lybek. Hun var den Gang Enke efter Præsten H. Buck ved Petri Kirke og døde 1698. B. døde 31. Dec. 1710 og bortgav i sit Testamente 3300 Rdl. i Legater. Hans Samtid nævner ham som en fremragende Taler. Iblandt hans Skrifter maa fremhæves «Salvingsakten ved Frederik IV’s og Dronning Louises Kroning», et stort Pragtværk i Folio, som han udgav 1702. Hans Taler ved denne Fest udmærke sig ved en sjælden Højhed og Kraft. B. var for lange Tider den sidste sjællandske Biskop, der bar Skjæg. Han plejede sit lange hvide Hageskjæg med særlig Omhu, og naar han rejste, bar han det i en sort eller rød Fløjels Pung. Men i hans sidste Aar vakte den danske Gejstlighed hans Forargelse ved at optage en Mode, der allerede i Christian V’s Tid havde udbredt sig i de højere Samfundsklasser: man ragede sit Skjæg af og bar Allongeparyk."