Biskopper over Sjælland
	Bispeembedet
	Gudstjeneste

I

Ludvig Harboe (16/8 1709 - 15/61783) var historiker og biskop over Sjællands stift fra 1757 til sin død. Han studerede teologi på en række tyske universiteter iog blev sendt til Island  som visitator i 1741. I årene 1743 - 1757 var han biskop i Trondheim. Han skrev en del bøger om historie og ejede selv en betydelig bogsamling. Er kendt som en mild og omgængelig mand. 

Ludvig Harboe var slesvigsk præstesøn fra Broager i Sundeved. Hans fader, provst Johannes Harboe, tjente i mere end 50 år og døde i 1757; moderen hed Marie, født Petersen, og var selv barnefødt i Broager præstegård.

Mere om Ludvig Harboe fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). " Biskop, Kirkehistoriker,var en slesvigsk Præstesøn fra Broager i Sundeved, hvor han fødtes16. Avg. 1709. Hans Fader, Provst Johannes Harboe, døde som Jubellærer 1757; Moderen hed Marie f. Petersen og var selv barnefødt i Broager Præstegaard. Efter en grundig Hjemmeundervisning blev Harboe, 18 Aar gammel, sendt til Gymnasiet i Hamborg, hvor han opholdt sig i 2 Aar, studerede derefter ved Universiteterne i Rostock, Wittenberg og Jena og kom efter en videre Udenlandsrejse hjem
til Broager 1732. Her fortsatte han sine theologiske Studier, indtil han 1735 rejste over til Kjøbenhavn. Hele Harboes Dannelse og hans akademiske Studier havde været tyske; men snart efter sin Ankomst til Kjøbenhavn satte han sig med Iver ind i Studiet af Danmarks Historie og blev dens grundige Kjender og Dyrker. Han vandt den lærde H, Grams Yndest og blev Huslærer hos Præsten Rohn ved St. Petri Kirke. Til Dels efter Grams Opfordring begyndte han 1738 i Forening med Langebek at udgive «Dänische Bibliothek od. Sammlung von alten u. neuen gelehrten Sachen aus Dännemark». Øjemedet var dels at give Udlandet fornøden Efterretning om de litterære Forhold i Danmark, dels at levere Biografier af afdøde og dalevende lærde. Harboe og Langebek naaede at faa udgivet 3 Bind; men Samlingen fortsattes derefter af Flensborgeren O. Harboe Moller, medens dog ogsaa de følgende Bind indeholde flere Afhandlinger af Harboe, som kun ved sin Bortrejse fra Danmark forhindredes i selv at fortsætte Udgivelsen. Det var ogsaa i Aaret 1738, at Harboe begyndte sin Gjerning som Præst, i det han udnævntes til tysk Kapellan ved Garnisonskirken i Kjøbenhavn. Han blev tillige den første Præst ved Kastelskirken et halvt Aar efter (1739). Denne blev indviet allerede 1704, men fik først 1739 egen Præst; før den Tid besørgedes Tjenesten af de ved Garnisonskirken ansatte tyske Sognekapellaner. 

General-Kirkeinspektionskollegiet havde imidlertid ønsket, at der skulde sendes en Visitator til Island for at skaffe paalidelig Oplysning om Landets kirkelige Forhold og for at fremme det kirkelige Liv paa Øen ved at bringe Katekisationer i Gang, indføre Konfirmationen og Pontoppidans Forklaring m. m. Til dette Embede blev Harboe udset. Han tiltraadte Rejsen i Sommeren 1741, forsynet med Fuldmagt som Landets øverste gejstlige Øvrighed og med en udførlig Instrux fra Kirkekollegiet. Efter 8 Ugers Sejlads kom han til Holum, hvor Bispestolen den Gang var ledig. Han holdt strax Provstemøde for at sætte, sig ind i Forholdene, og saa snart Aarstiden tillod det det følgende Foraar, begyndte han flittig at visitere. Det havde fra Begyndelsen kun været Tanken, at hans Ophold paa Island skulde vare højst et Par Aar; men da Biskoppen i Skalholt døde 1743, ønskede han selv at udstrække Visitatsen ogsaa til Skalholt Stift, hvad der gjærne tilstodes ham. Den tidligere Rektor i Skalholt Jón Thorkelsson, som muligvis havde givet Anledning til hele Foretagendet ved under sit Ophold i Kjøbenhavn at henlede Kirkekollegiets Opmærksomhed paa de sørgelige Forhold i hans Hjem, tjente som Tolk og Notar under hele Rejsen. Harboe blev – hvad der ikke er at undres over – ved sin Ankomst til Island modtaget med Mistro og ikke synderlig Velvilje; men lidt efter lidt vandt han baade Præsters og Menigheders Tillid, og det lykkedes ham at faa afskaffet adskillige Misbrug og indført Forbedringer; en Række Forordninger 1742-45 om Kirke- og Skolevæsenet i Island (om Skriftemaal, Hustugt, Ægteskab m. m.) vidner om det flittige Arbejde, han fik udrettet; de skylde alle Harboe deres Fremkomst. Hans Navn har den Dag i Dag en god Klang i Island. I sit senere Liv viste han sig ogsaa altid som Islændernes Velynder og ydede dem Tjenester, naar Lejlighed gaves. Reskriptet af 4. Maj 1759 til Islands Biskopper, at der aarlig fra hvert Stift skulde sendes et ungt Menneske til Danmark for at uddannes i en af Sjællands Latinskoler og der understøttes med Stipendier, har ogsaa Harboe til Ophavsmand.

 Harboes Ophold paa Island kom til at vare over 4 Aar. Men allerede 1743 var han bleven udnævnt til Biskop i Throndhjem, dog saaledes, at Visitatsen paa Island hverken skulde fremskyndes
eller afkortes af den Grund. Han kom først tilbage til Kjøbenhavn i Efteraaret 1745 og havde med sig en ung Islænder, der var bleven hans Yndling og Plejesøn, den senere Konferensraad, Dr.
Juris Jon Erichsen. Efter at være bleven bispeviet drog han afsted til Throndhjem, hvortil han ankom i Juli 1746, men allerede forinden han naaede Stiftsstaden, havde han visiteret i
adskillige Bygder. Harboe var ivrig for at faa indført de nye Bestemmelser om Almueskolevæsenet, men mødte stærk Modstand og mange Bryderier hos Befolkningen. I sine Indberetninger til
Kirkekollegiet paataler han ogsaa flere usømmelige Folkeskikke, som gik i Svang, og som han havde Møje med at faa bekæmpet. Kun 2 Aar virkede Harboe i Throndhjems Stift, men fik dog berejst den største Del af Stiftet og naaede helt op til Vardøhus. 1748 drog han tilbage til Kjøbenhavn og ægtede 11. Sept. s. A. Biskop Herslebs Datter Frederikke Louise Harboe (f. 20. Juli 1720 d. 24. Dec. 1780, jvfr. Jonge, Kjøbenhavns Beskr. S. 191). Nogle Maaneder forinden var han bleven adjungeret sin Svigerfader som Medhjælper i Sjællands Stift, og ved hans Død 1757 blev han hans Efterfølger som Sjællands Biskop; 1756 var han bleven Generalkirkeinspektør. 1766 udnævntes han til Konfessionarius og viede 8. Nov. s. A. Kong Christian VII og Caroline Mathilde, hvem han ogsaa salvede 1. Maj 1767. Paa Grund af Svagelighed fik han 1782 sin Svigersøn N. E. Balle adjungeret i Bispeembedet, hvorfor Folkevittigheden talte om Arons Sorg over, at Ypperstepræsteembedet var blevet arveligt paa Spindesiden. Men Harboe var allerede stærkt bøjet af Sygdom, og han naaede ikke selv at bispevie Balle, men døde 15. Juni 1783 efter en lang og hæderlig Virksomhed.

Harboe faar almindelig Ros for sit milde, velvillige og rettænkende Væsen; men hans Bispetid indeholder for Kirkens Vedkommende ingen store Begivenheder eller Kampe; det er ligesom Vindstille forud for den kommende Storm. Fritænkeriet bredte sig i de højere Klasser, aandelig Sløvhed og Uvidenhed i Almuen. Regeringen havde sin særlige Opmærksomhed rettet paa Skoleundervisningen og paa Reformer ved Gudstjenesten. Det er Harboe, der har konciperet Forordningen af 25. Maj 1759, der nærmere præciserer Bestemmelserne om Konfirmationen. Ved Kirkekollegiets Betænkning over adskillige Helligdages Afskaffelse var det Harboes og Grev Thotts Votum, der fik Lovskraft i Forordningen af 26. Okt. 1770; naar 2. Helligdag paa de store Fester opretholdtes, støttede Harboe dette af Hensyn til, at Tjenestefolk, der ej kunde komme i Kirke den første Dag, dog kunde komme der den anden. – Den Pontoppidanske kjærnefulde Salmebog fra 1740 kunde ikke mere tiltale de «oplystes» Smag. Harboe og Ove Høegh-Guldberg fik da i Febr. 1777 Ordre til at sammentræde i en Kommission for at udarbejde en mere tidssvarende Samling Salmer. Guldberg udførte vel det meste Arbejde derved, og Fru B. C. Boyes (II, 569) Poesier gave Samlingen sit Karaktermærke. Salmebogen udkom 1778 og befaledes indført i Kjøbenhavn fra Advent 1781, 1786 i samtlige Kjøbstæder og 1791 overalt paa Landet; men den naaede aldrig saa vidt og kom heller ikke til at udøve nogen virkelig Indflydelse i Menigheden, da den, selv hvor den allerede var indført, hurtig igjen blev fortrængt.

Som Forfatter er Harboe mere Historiker end Theolog. Han har givet værdifulde Bidrag til Islands og Norges Kirkehistorie i «Dänische Bibliothek» og «Danske Magasin». Af det danske
Videnskabernes Selskab var han Medlem og leverede i dettes Skrifter Afhandlinger om Reformationen i Island. Til Zwergs «Sjællandske Kleresi» skrev han Fortale (1757) og udarbejdede hertil en udførlig Afhandling om den bekjendte Kalvinist Johan a Lascos Ophold i Danmark under Christian III. Afhandlingen er ogsaa udgivet særskilt og oversat paa Tysk. Desforuden har man af Harboe flere kirkelige Lejlighedstaler og en Mindetale over Biskop Hersleb. Hans Prædikener roses af Samtiden som dygtige og kjærnefulde; men hans Organ var hult og frastødende. – Han var en stor Bogelsker og ejede et kostbart og sjældent Bibliothek; her i fandtes en betydelig Samling Manuskripter, indsamlede bl. a. under hans Ophold i Island og Norge. Da han rejste fra Norge, medtog han en Del af sin Stiftskistes bedste Indhold. Af Luthers Skrifter ejede han en temmelig fuldstændig Samling Originaludgaver, hvilken Samling var grundlagt af Gram og af hans Svigerfader, Hersleb. "