Gudstjeneste
	Bispeembedet
	Biskopper over Sjælland
	Billedet viser ikke den Peder Jensen Winstrup, der var Sjællands biskop, men hans søn Peder Pedersen Winstrup (1605-1679), der blev biskop i Lund såvel under dansk som under svensk styre. Der er tilsyneladende ingen portrætter af faderen.

I en bog fra 1761, beskriver kgl. kobberstikker, Jonas Haas, 15 biskopper fra Sjællands stift, “Hvilke have levet siden Reformationen og indtil værende Tider.”

Han skriver om Peder Wiinstrup (biskop 1590-1614): “Som Biskop af Sielland havde han den Naade i vor Frue Kirke i Aaret 1596, at salve Kong Christian den Fierde, med Sværd at omgiorde Kongens Lænder, og at sætte den Kongel. Krone paa Hans Majests Hoved tilligemed Rigs-Raaderne. Ligeledes havde han den Nåde i Aaret 1598 at trone og salve Hendes Majests Dronning Anne Catharina, og blev hannem efter fuldendet Forretning tilladt at kysse Dronningens Haand.” 

Billedet viser Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, som den så ud, før den brændte og siden blev ødelagt af englænderne under Københavns bombardement i 1807.

Mere om Peder Jensen Winstrup fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop, var født i Kjøbenhavn 18. Marts 1549. Hans Fader, M. Jens V., var Sognepræst ved St. Nicolai Kirke samt Provst i Kjøbenhavn og Sokkelunds Herred (d. 1558), Moderen, Anne Nielsdatter Hofvet, blev senere gift paa ny med en Præst. Efter Skolegang i Kjøbenhavn, Slagelse og Roskilde blev V. Student 1568; 2 Aar efter tog han Bakkalavrgraden, hvorpaa Bjørn Andersen Bjørn (II, 358), der var Befalingsmand paa Kjøbenhavns Slot og Ejer af Vinstrup i Sjælland, hvorfra V.s Fader formodentlig stammede, antog ham til Lærer for sine Sønner Truid og Jacob. Da i det mindste den sidste af disse senere viste en ualmindelig videnskabelig Sans, tilkommer der vistnok Læreren noget af Æren derfor, saa meget mere som han ogsaa fik det Hverv at ledsage de unge Mennesker paa deres Studierejser i Udlandet. I Forening med dem besøgte. han fra 1572 af en Række af Tysklands Højskoler og erhvervede Magistergraden i Wittenberg, hvor han ogsaa udgav en mærkelig Prøve paa sin Lærdom, nemlig en Omskrivning af Christi Lidelseshistorie i græske Hexametre (1576). Da Embedet som Læsemester ved Domkirken i Aarhus imidlertid var blevet ledigt, tænkte Bjørn Andersen, der nu var Lensmand paa Aarhusgaard, paa sine Sønners Hovmester, kaldte ham hjem og skaffede ham 1576 dette Embede. Aaret efter ægtede V. Marine, Datter af afdøde M. Esben Pedersen (Kannik og Sognepræst ved Domkirken i Aarhus) og Stifdatter af Biskoppen sammesteds, Mag. Laurids Bertelsen.

V.s Virksomhed i Aarhus blev dog foreløbig ikke af lang Varighed, da han allerede 1578 valgtes til Sognepræst ved Helliggejstes Kirke i Kjøbenhavn. Der er Tegn til, at han har været vel anset paa højere Steder, eftersom Universitetet 1580 fik kongl. Opfordring til at kreere ham til Dr. theol., da han formentlig var «en god, skikkelig (dvs. duelig), lærd Mand, saa han samme Grad og Lærdoms Vidnesbyrd værdelig skal kunne antage» – en Opfordring, som dog paa dette Tidspunkt ikke blev tagen til Følge. Vi vide ikke, om det kunde være en Slags Erstatning, at V. 1583 afgiftsfrit blev forlenet med Kongetienden af Magleby Sogn paa Møen. Imidlertid aabnede der sig en større Virksomhed for ham. 

Nys havde han udgivet sit Skrift «Om det evige Liv og Død» (Ligprædiken over Rigens Kansler Eiler Grubbe), da der 12. April 1587 fra Skanderborg udgik Kongebrev til ham om, at Kongen havde bevilget M. Laurids Bertelsen, Superintendent i Aarhus Stift, Afsked formedelst Alderdom og Skrøbelighed og udset ham til M. Laurids’ Efterfølger. Det kan jo ikke betvivles, at den gamle Biskop, der snart efter døde, selv har udset sin Eftermand. I ethvert Tilfælde blev V. nu Biskop i Aarhus, hvortil han indviedes i Stiftets Domkirke af Biskop Peder Thøgersen fra Viborg.

V.s andet Ophold i Aarhus blev noget nær lige saa kortvarigt som det første. Det kunde næsten synes, som om man i Kjøbenhavn ikke undte Aarhus Besiddelsen af en saadan Mand; thi efter faa Aars Forløb kaldedes han (31. Dec. 1590) til Biskop i Sjællands Stift, hvorhos det paalagdes Universitetet at antage ham til Professor i Theologien og ved første Lejlighed at kreere ham til Doktor. I Aaret 1591 tiltraadte han nu dette Embede og tog 7. Dec. s. A. Doktorgraden under Dr. Hans Slangerups Præsidium.

Om V.s Embedsvirksomhed kan det siges, at han ganske vist var en hæderlig og brugbar, men ikke nogen særlig fremragende Personlighed. Med sin Kollega i det theologiske Fakultet, den stridbare Dr. Jørgen Dybvad, kom han snart i et meget slet Forhold, hvilket dog næppe nærmest har været V.s Skyld, da han, efter alt at dømme, var en fredelskende Mand og snarere kan beskyldes for Svaghed end for Stridbarhed, om han end holdt temmelig stærkt paa sin bispelige Værdighed. Det gik saa vidt, at V. erklærede, at saa længe Dybvad var Universitetets Rektor, vilde han ikke sætte sin Fod i Konsistorium eller overhovedet have noget med Universitetets Sager at gjøre. V.s Bispegjerning faldt i en Brydningstid – ikke blot at den kongl. Myndighed gjorde sig stærkere gjældende paa Kirkens Omraade end tidligere, men ogsaa at en strængere luthersk Orthodoxi begyndte at kæmpe sig frem mod den hidtil raadende, skjønt ingenlunde officielt anerkjendte, Kryptokalvinisme. At V. nærmest hørte til Hemmingsens Skole, kan ikke betvivles og fremgaar da ogsaa af de varme Ord, han talede ved sin gamle Lærers Grav (VII, 333); men Polemiker var han ikke og fandt det derfor rigtigt at rette sig efter de raadende Magter, selv om de gik andre Veje, end han billigede; og det var da ogsaa denne tilsyneladende Holdningsløshed, der paadrog ham skarpe Angreb af den hidsige Kryptokalvinist M. Oluf Kock, der beskyldte Biskoppen for at ligge og rode i sit Guld og Sølv i Stedet for tilbørlig at vogte Herrens Menighed.

Hvad V.s litterære Virksomhed angaar, da udgav han en lang Række homiletiske Anvisninger og Bønner til Brug ved de næsten aarlig tilbagevendende Bededage, der paa den Tid altid holdtes 3 Dage i Rad. Desuden haves Ligprædikener af ham over Kansler Niels Kaas (1594) og over Rigsmarsk Hack Holgersen Ulfstand (1595). Da den sidste skulde begraves ved sit Herresæde i Skaane, vægrede V. sig ved at forrette Begravelsen, indtil der forelaa udtrykkelig kongl. Befaling til ham derom. Sikkert har han ikke villet støde sin Kollega, Biskop Mogens Madsen i Lund, til hvem han altid stod i det venligste Forhold. V.s Taler ved Christian IV’s Kroning i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn findes trykte i A. Bentsen Dallins Oversættelse af Aug. Erichs tyske Beskrivelse af Kroningshøjtidelighederne.

Da V. var i en vellønnet Embedsstilling og desuden (indtil 1602) havde et Kanonikat i Aarhus, blev han en velstaaende Mand og erhvervede ved Kjøb flere Ejendomme i Kjøbenhavn. Efter sin ovennævnte Hustrus Død (6. Sept. 1598) overlod han en af disse Ejendomme som Mødrenearv til sin Datter Anna, der s. A. ægtede Professor Hans Staphensen, en anden Datter, Elene, blev siden gift med Niels Clausen Senning, der endte som Biskop i Oslo. Den førstnævnte af disse Svigersønner blev V. en udmærket Medhjælper i hans offentlige og private Korrespondance. Siden giftede V. sig paa ny (5. Avg. 1599), med Anna, Datter af Elias Eisenberg. Med denne Hustru havde V. 7 Børn, hvoriblandt Sønnen Peder P. V. , der blev biskop i Lund, og 4 Døtre, der ligesom de 2 ovenanførte af første Ægteskab bleve gifte med ansete Mænd i akademisk og gejstlig Stilling. – 1608 ramtes V. af Apoplexi. Fra den Tid var hans Kraft svækket, og da Svageligheden stadig tog til, søgte han tilsidst sin Afsked. Men inden hans Ønske opfyldtes, døde han 24. Juni 1614. Hans Enke ægtede siden hans Eftermand, Biskop H. P. Resen. – Før sin Død havde V. stiftet et endnu virksomt Rejselegat for en theologisk studerende."