Således forklarer Saxo bispevalget i 1158.

Biskoppen i Roskilde var død, og almuen og gejstligheden kunne ikke blive enige om, hvem de skulle vælge i hans sted. Det er en af de første gange, man hører om en regelret valgforsamling ved bispevalg. Ifølge den kanoniske ret, kirkeretten, var det gejstlighed og almue, der skulle foretage valget. Netop på dette tidspunkt kom kongen imidlertid til byen. Anledningen var uroligheder mellem borgerne, hvor det var kommet så vidt, at man havde forgrebet sig på den kongelige møntmester, røvet hans gods, og jævnet hans hus med jorden. Kongen var naturligvis blevet opbragt over denne fremfærd, og dette var nok til at skræmme borgerne. De faldt til føje og betalte en stor bøde.

 Da kongen var kommet ind i byen, begav han sig imidlertid til kannikgården, for ”at give den afgørelse, præsterne måtte træffe med hensyn til bispevalget, sin stadfæstelse”. Det var kongens forfædre, som havde bygget og beriget Roskilde Kirke, og man skulle derfor ikke synes det var urimeligt, om han på den baggrund havde krævet en vis indflydelse på det kommende valg. Men kongen erklærede straks, at han ikke ville have nogen magt, som ikke tilkom ham, eller indføre nogen ny skik, thi han vidste godt, at kirkeloven bestemte, at gejstligheden med hensyn til sin særlige valgret skulle være uafhængig af kongemagten«. Hans tilstedeværelse skulle derfor ikke være en hindring for et frit valg: kannikkerne kunne stemme, på hvem de ville.

 Det lyder såre smukt. Saxo ved nok besked om kirkelovens krav, og det har Valdemar formodentlig også gjort. Det formelle er i orden, men virkeligheden har utvivlsomt været en anden end den, de kønne ord lyder som. I valget mellem tre kandidater til bispestolen foreslog kongen en fjerde, nemlig Absalon! Og kongen greb yderligere ind: Valget skulle foregå på den måde, at alle kannikker skulle skrive på hver sin side i en bog, hvem de stemte på. Resultatet blev, at alle tilkendte Absalon posten.

Absalon