1656               Frederik Urne

Slægt og våbenskjold

Lensmandshvervet

Frederik Urne og hans hustru forærede Lynge kirke en altertavle. På tavlen ses bl.a. Frederiks våben.

                                                                                                       

Frederik Urne til Bregentved var lensmand på Roskildegård 1656-1657, altså lige før svenskekrigene. Han havde lenet på genant.

Frederik Urne blev født i Alslev 1/11 1601. Han skrev sig til Alslev, men ejede desuden Bregentved og Kragerup. 1625 blev han takseret til 126 tønder hartkorn og i 1638 til 429 tønder hartkorn, altså med tiden ganske velhavende. 

Han  var sekretær i kancelliet 1622-24, hofjunker 1625 . Han var 1627-41 lensmand på Kronborg, derefter Silkeborg, Trondhjem, Roskildegård og Halsted Kloster. Han døde i København 12/4 1658 og blev begravet i Haslev kirke.

Han blev gift med Karen Arenfeldt, og sammen fik de 2 døtre.  

Mere om Frederik Urne fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "til Bregentved, Broder til Christoffer U., blev født o. 1600. Han har sandsynligvis foretaget en Udenlandsrejse paa de unge Adelsmænds sædvanlige Maade, var Sekretær i Kancelliet 1622-24 og derefter Hofjunker 1624-25. Som saadan fulgte han Christian IV paa Tysklandstoget 1625, ledsagede i Efteraaret s, A. Kirstine Munk paa en Rejse fra Krigsskuepladsen til Danmark og atter tilbage til Kongen. Det følgende Aar sendtes han i et diplomatisk Hverv til Frankrig og Nederlandene og blev 1627 Lensmand over Kronborg og Frederiksborg Len, hvormed forenedes Forpagtningen af Hørsholm. Denne Stilling gav ham et omfattende og betydeligt Arbejde, hvorom især hans bevarede Kopibog over Kongens talrige egenhændige Breve til ham giver Vidnesbyrd; han havde meget at gjøre med Hof holdningen, Byggeforetagenderne paa de to Slotte, Tilsynet med Sundtoldopkrævningen m. m., og Christian IV viste ham Tillid ogsaa med Hensyn til mere fortrolige Sager, som Forholdsregler i Anledning af Striden med Kirstine Munk. 1641 fratraadte han denne brydsomme Virksomhed, blev først Lensmand paa Silkeborg og fik derefter det store Throndhjems Len 1642-56. I dette Aar vendte han tilbage til Danmark, blev Lensmand paa Roskildegaard og 1657 paa Halsted Kloster. Efter sin Moder havde han arvet Part i Alslevgaard, afstod den dog senere til sin Broder Jørgen og kjøbte derimod 1656 Kragerup af Oberst Hans Friis og 1630 Bregentved af Falk Gjøe; dette sidste Gods udvidede han stærkt og byggede vistnok en ny Fløj med et Kapel til Hovedbygningen. 12. April 1658 døde han i sin Gaard i Kjøbenhavn; hans Enke, Karen Arenfeldt (f. 10. Nov. 1598), Datter af Hans A. og Anne Marsvin, overlevede ham til 9. Juni 1673."