Skt. Lucius
| Skt. Lucius |
Skt. Lucius
Teksten her stammer fra Arthur Fang "Roskilde" I. bind, 1945.
Relikvier
Det latinske reliqviae betød først: det tiloversblevne af det brændte Lig, men blev senere Betegnelse for de kristne Martyrers Legemer og Dele af disse. Genstande, som har tilhørt de Hellige eller været i Berøring med dem, defineres i folkelig, men ikke i kirkelig Forstand for Relikvier. Dyrkelsen af Relikvier staar i Forbindelse med Helgendyrkelsen og med Troen paa, at Personlighedens Kraft stadig hefter ved de legemlige Rester. Helgenen var nærværende med sit Væsen, overalt hvor hans Relikvier gemtes. ”Hvor Helgenen er jordet, flyr Djævle som fra Ild og utaalelig Straf”, siger en Kirkefader. Og ”hvad er Helligmands Ben og Kroppe andet end den Helligaands Bolig og Tempel”, skriver Povl Helgesen. Bedst er hele den Helliges Legeme eller den Del, der særlig havde lidt ved Martyriet, men selv den mindste Del ejer hele Legemets Kraft.
De første Kristne havde haft deres Samlingssteder paa Kirkegaardene og rejst Altre over Martyrernes Grave. Det næste Skridt blev at flytte en Martyrs Legeme ind i en Kirke og gravlægge det under Alterbordet. Da man blev klar over, at de Helliges Legemer uden Skade lod sig sønderdele, gik man over til at indrette en saakaldt Helgengrav i selve Alterbordet: der udsparedes et lille Rum, heri nedlagdes en Relikvie, og Rummet blev tildækket med en Stenplade. Relikvien bestod oftest af en Benstump, hyllet i Silke, vedlagt en Pergamentstrimmel med skriftlig Bevidnelse, det hele beskyttet af en Blykapsel. En Biskop maatte ikke indvie et Alter, hvis der ikke var nedlagt en Relikvie i det.
Foruden Helgengravene i Altrene havde de fleste Kirker og Klostre i katolsk Tid andre Relikvier, ofte store Samlinger, til hvis Opbevaring der krævedes et eget Kapel. Alle Relikvier blev indesluttet i Gemmer, de smaa i Æsker af Elfenben eller Metal, mens der til de større. udførtes kostbare Skrin af ædle Metaller, belagt med Emaille og indlagt med Ædelstene, eller særligt formede Relikviarer: Buster til Hoveder og armlignende Gemmer til Opbevaring af Armknogler. Fremstillingen af Relikviegemmer har haft stor Betydning for Kunstindustrien.
En Splint af Kristi Kors var en Relikvie i en Klasse for sig selv og skulde alene blandt alle Relikvier dyrkes med Røgelse og Knæfald, naar den var udstillet. Ellers var Relikvier Rester af Martyrer, hvoraf mange var begravet i Katakomberne, de underjordiske Begravelser uden for Rom. Disse blev formelig tømt for Skeletter, da Efterspørgselen efter Relikvier blev stærk.
I halvfemte Hundrede Aar har en af Danmarks dyrebareste Relikvier, den hellige Lucius' Hoved, staaet paa Højalteret i Roskilde Domkirke. Lucius var baade Roskilde Domkirkes og Roskilde Stifts Værnehelgen. Gennem dette lange Tidsrum har utalte Menneskers Sind været vendt mod Levningen af den hellige Mand i Haab og Tro, og den har været Genstand for stadig tilbagevendende højtidelig og ærefrygtfuld Dyrkelse.
Sct. Lucius' Helgendage har været storslaaede Festdage. Fra alle Dele af Stiftet er Befolkningen talrigt strømmet til Roskilde for at bivaane Højtidelighederne i Domkirken, der paa de Dage blev fejret med den største Pomp og Pragt. I Koret holdtes en særlig Gudstjeneste, hvori Oplæsningen af Lucius-Legenden var et Led. Da det hele foregik paa Latin, har Menigmand maattet nøjes med Skuespillet, men det har ogsaa været en Lyst for Sanserne: Gejstlighedens pragtfulde Messeklæder, de straalende Lys, de latinske Hymner og Røgelsesskyernes bedøvende Duft. Efter Gudstjenesten blev Sct. Lucius' Hoved lagt i et Skrin af det pureste Guld, besat med Ædelstene, og baaret rundt i Kirken i stor Procession, i hvilken hele Roskildes Gejstlighed mod Bødestraf var forpligtet til at deltage.
Forud for Festdagene havde Sognepræsterne i Byerne paa Sjælland og paa Landet tilskyndet Folk til at komme til Domkirken i Roskilde, som til en Moderkirke. Alle i Stiftet burde komme paa Helgendagene for den hellige Martyr Lucius og give Almisser og Gaver til Kirken for derved at faa deres Synders Forladelse. I Biskop Lage Urnes Tid var det ensbetydende med 40 Dages Aflad.
Ogsaa ved særlige Lejligheder, naar Sygdom brød ud, Krig begyndte, Uvejr eller anden Ulykke rasede blev den hellige Relikvie af Pave Lucius lagt i det kostbare Guldskrin og baaret i højtidelig Procession. Med Bøn og Sang priste Kleresiet og Borgerne i Roskilde deres store Skytspatrons og hellige :Martyrs Velgerninger; thi der staar skrevet: ”Herren vil høre de Fattiges Klage og de Nødlidendes Bønner”.
For Roskilde By, og ikke mindst for Domkirken, har Tilstedeværelsen af den dyrebare Relikvie været af stor Betydning. Ved en bestemt Lejlighed har den været til uvurderlig Gavn for Kirken. I 1282 overgik der den nuværende Domkirke en betydelig Brand; ikke alene Tagværket gik op i Luer, men Ilden maa ogsaa have raset i dens Indre. Da Rygtet om Branden næste Aar naaede til Rom, blev der herfra udstedt en Afladsbulle, underskrevet af ikke mindre end ti fremmede Bisper, bl. a. en svensk, en tysk og en portugisisk. Det hedder i Brevet: ”at da Sanct Lucii Kirke i Roskilde ved et ulykkeligt Tilfælde var næsten helt afbrændt tilligemed alle sine Sager og Prydelser, og den ikke ved egne Midler kunde istandsættes, hvis ikke trofaste Christne rakte den en hjælpsom Haand, bede Biskopperne indtrængende Alle, hvem Gud har givet Evne dertil, om for deres Synders Skyld at yde Bidrag til Kirkens Istandsættelse. De lovede Aflad baade til alle dem, som selv ville arbejde med paa Kirkens Bygning og til dem, som for at øve Bod eller for Fromheds Skyld ville besøge Kirken paa den hellige Jomfrues, St. Lucii, St. Andreas Apostels, den hellige Niels, Bekjenderens, den hellige Marie Magdalenes Festdag eller ved dens Indvielse”.
At netop en Pave var Kirkens Værnehelgen, har uden Tvivl i høj Grad bidraget til, at et saadant Afladsbrev har kunnet udgaa fra selve Hovedsædet for den katolske Kirke.
Mirakelhistorier har været en vigtig Bestanddel i vore middelalderlige Forfædres aandelige Næring. Det var da ogsaa Miraklet med Trolden, der hastigt spredte Lucius' Ry over hele hans Stift og uden for dette. For ogsaa andre Steder blev hans Helgendage fejrede med Pomp og Pragt, bl. a. i Vor Frue Kirke i København, som var saa heldig at eje en af Martyrens Tænder, rimeligvis en Gave fra en Roskilde-Bisp. Tanden samt et Stykke af Lucius' Pallium og af den Messeskjorte, han havde baaret ved sin Martyrdød, opbevaredes i Kirken i et Billede af ham. Ogsaa Graabrødre Kloster i Roskilde, der var saa overvældende rigt paa Helgenlevninger, ejede en Lucius-Relikvie. Dagen før hans Helgendag skulde Universitetet holde en Messe med latinsk Prædiken i den nu forsvundne Sct. Clemens Kirke i København. I de fleste af Landets Hovedkirker, bl. a. dem i Lund, Odense og Slesvig, hvorfra vi har Lucius-Messer, er hans Helgendag blevet fejret. Endelig var et Kapel under Ribe Domkirkes store Taarn indviet til Sct. Lucius, og han blev Rygens Værnehelgen, saa snart denne Ø var lagt under Roskilde Bispestol. Paa Forhaand skulde man tro, at adskillige Kirker paa Sjælland havde været indviet til ham; med Bestemthed ved vi det kun om Sortebrødrenes Kirke i Holbæk, som man mener er anlagt fra Sortebrødre Klosteret i Roskilde. Naar ikke flere Kirker har været indviet til Lucius, har Grunden vel været den, at der ikke kunde skaffes flere Relikvier af ham.
Da Reformationsrøret kom, fik Kapitlet travlt med at værne Lucius-Relikvien mod Overlast. Grev Kristoffer af Oldenborg havde kort og godt forlangt udleveret alt, hvad der var tilbage i Domkirken af Guld og Sølv med Undtagelse af nogle faa Kalke. Vi har et Brev fra Poul Helgesen fra 1534, hvori han paa Kapitlets Vegne svarer Greven. Først klager han over, at Kirkens Midler er stærkt formindskede; alligevel vil Domherrerne for at vise deres Imødekommenhed stille 16 Kalke og nogle andre Sølvgenstande til Grevens Raadighed; men saa, fortsætter Poul Helgesen, er der ”af Kirkens Skatte nu ingen tilbage uden den i en forgyldt Sølvkapsel af drevet Arbejde indesluttede Hovedpande af den hellige Martyr Lucius, denne Kirkes og det hele Stifts store Skytshelgen; men ligesom Mindet om ham i Nutiden skattes højt og helligt, saaledes ønske vi, at det ogsaa i Fremtiden maa blive bevaret iblandt os, og vi kunne ikke tro, at selv den grummeste Fjende, endsige I, vor offentlige Beskytter, vil kunne berøve os, hvad der minder om hin dyrebare Helgen”. At Kirken ikke havde andre Kostbarheder tilbage var dog mildest talt Usandhed. Der har øjensynlig i Kirken oprindelig været to forskellige Gemmer til Lucius' Hoved: det kostelige Skrin af pureste Guld, besat med ædle Stene, som brugtes ved de store Processer, og dernæst den just nævnte forgyldte Sølvkapsel. Dette Gemme, hvori Hovedet har været udstillet paa Højalteret, har rimeligvis haft Form som en Buste.
Om Grev Kristoffer var skikkelig og lod Domkapitlet beholde Sølvkapslen, ved vi ikke, men selve Hovedet forblev i Domkirken endnu godt et Hundrede Aar. Det er vistnok sammen med nogle andre Antikviteter i 1665 blevet afleveret til Kunstkammeret, hvorfra det senere er kommet til Nationalmuseet. Her kunde man tidligere i en Montre se Hovedet bedækket med en Hue eller Kalot af gult, meget fint vævet Silketøj. Mønstret i det bestaar af smukt slynget Løvværk, hvori ses parvis Hjorte og Egern. Silketøjet synes at være fra Slutningen af 1100-Tallet.
Hovedskallens opbevaring
i Skt. Ansgars Kirke
