Vor Frue Kloster
Vor Frue Kloster
Blygrav

Billedet viser en muret nonnegrav .

Flere gange er der ved Vor Frue Kirke fundet murede nonnegrave, dels af frådsten, dels af munkesten. Da kælderen under Fruegade 6 i 1913 skulde udvides, blev der fremdraget tre murede grave. En af disse var så tæt tilmuret, at ligklædet endnu lå bevaret, da den blev åbnet; det meste af det gamle stof smuldrede dog hastigt, da det blev udsat for luftens påvirkning. Man fandt også en grav med en blykiste.

Gravene viser, at Vor Frue Kloster har været en fornem Stiftelse, hvor ikke alene adelige, men også kongelige damer enten er blevet nonner eller har søgt ly. Tidligere er der ved klosteret fundet en grav med rester af en guldbrokadeshue på den dødes hoved. Denne kvinde har altså ikke været nonne. Blandt nonnerne var Skjalm Hvides datter Margrethe, kaldet Magga, som tidligt var blevet enke, samt prinsesserne Margrethe og Marie, døtre af Valdemar I. Det er til disse to damer, man har et mærkeligt brev fra abbed Vilhelm i Ebelholt. Han roser dem først, fordi de, "skønt opdraget i pragt, dog har vendt verdens tillokkelser ryggen, så djævelen må sukke, fordi han er overvunden af det svage køn". Men så fortsætter abbeden: "Jeg formener ikke, at det er nødvendigt at påminde Eder om, at I ikke beruser Eder ved bordet, skønt denne last er almindelig her i landet. Men sligt bør I afsky, thi derved pådrager endog den stærkeste mand sig fordærvelse og skyld; blufærdigheden bukker under for udsvævelsen det hellige forsæt bærer ingen frugt, og det gode rygte forspildes".