Skt. Clements Kirke
Fotografi
Byggehistorie
Møntfundet
Skt. Jørgensbjerg Kirke

                                                         

Gammel kvaderstensportal i Skt. Clemens Kirke, som stammer fra den ældste kirke.

Arkæologiske undersøgelser i 1950'erne afslørede, at der var en forgænger for den nuværende Clemenskirke, som i sig selv er af høj alder. Det overraskende var, at forgængeren også var bygget med frådsten, og sikkert var det den første kirke på stedet. Der var ingen spor efter en trækirke. De meget omfattende undersøgelser afslørede, at dele af den første kirke er bygget ind i den eksisterende, således adskillige frådstenskvadre, men også kirkens nordportal på tegningen her. Den høje slanke portal uden dørfals og et i Danmark ellers ukendt formet buestik viser engelsk indflydelse. Af afgørende vigtighed for dateringen af den første Clemenskirke var et møntoffer i fundamentsgrøften. Mønterne fandtes under vestpartiet, der menes at have været et tårn, og anses for at være bygget sidst. Møntfundet daterer kirkens afslutning til senest 1035. Den genanvendte nordportal bliver dermed det ældste kendte stykke stenbygningsarkitektur i Danmark.