Billedet viser en (tysk) edsaflæggelse.
| Kronlen |
|
Billedet viser en (tysk) edsaflæggelse. |
Krongodset er beskrevet samlet første gang i den såkaldte Valdemars (Sejrs) Jordebog (latin Liber Census Daniæ) fra 1231. Jordebogen er en blandet landhandel med kongerækker, navnelister og rejsebeskrivelser. Men et af håndskrifterne kaldet Hovedlisten gennemgår kongens len og afgifter fra len og handelspladser. Nogle mere detaljerede landskabslister, Hallands-, Femern- og Falsterlisterne gennemgår landskaberne sogn for sogn, og også her oplistes, hvad kronen ejer og har af indtægter. Måleenheden er her (som i middelalderens kirkeregnskaber) bol som betegnelsen for en storgård (på Sjælland ca. 4 bondegårde af den senere slags). På de detaljerede lister opdeles krongodset i kongelev og patrimonium. Kongelevet hørte til embedet at være konge: Statens jord, kunne man sige i dag. Hvorimod patrimoniet var konges private famliegods. Det kunne andre medlemmer af kongefamilen end den, der blev konge, arve dele af. Desværre findes der ingen detaljeret Sjællandsliste. Så ejerforholdne på Sjælland er alene beskrevet i Hovedlisten. Der er dog nævnt så meget i denne, at de fleste stednavne på Sjælland træffes i denne liste for første gang.
Krongodset var så omafttende, at det blev bestyret af fogeder eller høvedsmænd. Vi ved ikke så meget om disse, men når vi hører noget, er det ofte, at en bliver høvedsmand eller foged efter at have tjent i en konges hird eller hær.
Betegnelsen høvedsmand bruges længe, men betegner i senere tid, at lensmanden er militært den overordnede på en kongelig borg. Fra midten af 1400-tallet hører vi kun om fogeder på små ejendomme eller smålen. På de større sidder der lensmænd. Det fremgik af kongernes håndfæstninger, at lensmændene skulle være af adelig dansk byrd. Den eneste konge, som ret nonchallant brød med denne regel var Christian II.
Lensmændene skulle også gøre sig fortjent til at få et len. Enten ved at have gjort tjeneste i hærtog eller i flåden, men også (og oftest) ved, at de havde tjent i kongens gård som hofsinder: Pager, skaffere, staldmestre, falkemestre... En del rigsembeder kastede også et len af sig som belønning for tjenesten. På Sjælland er Ringsted len udlagt til landsdommeren, som jo residerer ved landtinget i byen. Og rigshofmesteren var ofte lensmand på København Slot. Eller statholder, som titlen ofte var her (en del statholdere fik tillige Stege som tjenestelen)..
Lensmanden bestyrede lenet og skulle stå til regnskab for indtægterne til rentekammeret. Der var forskellige typer af len:
I Danmark var der vedvarende i middelalderen kun ét fyrstelen, nemlig Sønderjylland eller hertugdømmet Slesvig. Men Blekinge, Halland (endda til tider opdelt i Nørre- og Sønderhalland) har også været fyrstelen i en længere tid. Det samme gælder det fjerne Estland, som kunne være hertugdømme. For en meget kort periode var også Lolland fyrstelen. For alle disse len gælder, at det kun var medlemmer af kongehuset (især Valdemar II's ægte og uægte sønner), der fik disse forleninger.
Pantelen optræder i alvorlig form under Erik Menved og broderen Kristoffer II. Da sidstnævnte dør, er hele riget, d.v.s. alle kongelige len og indtægterne fra herrederne, pantsat. Brødrene skulle finansiere et halsløst eventyr med at underlægge sig Tyskland nord for Elben, og de lånte penge af stormænd i riget, som marsken Ludvig Albrechtsen Eberstein og Knud Porse , der endte som hertug af Samsø, Kalundborg og Holbæk. Alle disse indenlandske panter blev opkøbt af greverne af Holsten, som selv stillede med militære enheder, som kongebrødrene betalte med nye panter. Valdemar IV indløste panterne og købte riget tilbage. Og man havde fået sig en lærestreg. Dog ikke større, and da Kristiern I skulle købe sine brødre ud af deres arvekrav på patrimoniet Holsten, pantsatte han len og slotte til rigets betydeligste stormænd. En hustru med økonomisk sans og nogle sparsommelige efterkommere fik dog økonomien på fode og pantfri igen.I lenssystemets sidste dage kom kronen atter i stor gæld til rigmænd, som havde spøttet i kassen, så riget lige med nød og næppe klarede sig ud af svenskekrigene. Store kreditorer som rentemester Heinrich Müller og den hollandske kapitalist Gabriel Marselis fik først len i pant, men ved enevældendens indførelse skar kongmagten igennem og solgte ud af krongodset. Således fik Müller blandt meget andet Sæbygård og Lejre, Marselis Kalundborg m.m.m.
Tjenestelene er allerede omtalt, men kunne foruden landsdommernes Ringsted len og rigshofmestrenes København Slot kunne kansler, rigens kansler (øverste dommer) rentemester og flere belønnes med et len kvit og frit - men til disse embeder har der ikke hørt faste len. Dog var det hyppigst sjællandske len, man brugte til at belønne med.
Len på afgift eller genant var næsten det samme. Lensmanden skulle aflevere en fast ydelse. Om det var i penge (afgiftslen) eller naturalier (genantlen) beroede dels på tradition, dels på, om lenet lå i nærheden af de steder, hvor kongen af og til tog ophold (de større borge), for her kunne nogle af naturalierne gøre god fyldest for kongen og hans i regelen store følge. Man kunne æde sig gennem rigets indtægter! Under alle omstændigheder var afgift/genant den forleningsform, lensmændene foretrak. For når de havde gjort regnskab med den faste ydelse eller levering, kunne en smart lensmand prøve at vride karkluden nogle ekstra gange, så der faldt ekstra godbidder af til ham selv. For hvad der lås ud over den faste afregning, var jo lensmandens.
Netop af denne grund foretrak kongemagten at give lenene ud som regnskabs- eller fadeburslen. De to betegnelser skelner på samme måde som afgift og genant imellem, om man regnede af i penge (regnskabslen) eller i naturalier (fadeburslen). For hvis et len af denne type kastede flere indtægter af sig end forventet, tilfaldt provenuet jo kronen. Man kan derfor sige, at i perioder med stærk kongemagt, var regnskab og fadebur de hyppigst forekommende. Og i perioder, hvor kongemagten stod svagere, var der forholdsvis flere len på afgift og genant.
Ved enevældens indførelse i 1660 omdannes lenene til amter. De kongeligt udnævnte amtmænd fik løn for deres arbejde, og repræsenterede øvrigheden ude i landet. En amtsforvalter tog sig af regnskaber, skatteopkrævning og alt det, lensmændene også havde taget sig af tidligere.1662 var der 49 len. Men herefter begyndte man at lægge dem sammen, især efter at det store krongodsunderlag til visse amter var solgt bort, da man i 1660'erne sanerede statens økonomi.
I bispedømmet Roskilde (minus Rügen, der verdsligt hørte til Pommern) var der (som det var tilfældet i alle landsdele) en del kongelige len. Her vises lenene i region Sjælland:
Der er skrevet mangt og meget om danske len. Og om Valdemars Jordebog. Nedenstående er de grundlæggende med tekster og oversigter.
