Bispens embede

De fem biskoppelige værdighedstegn har alle symbolsk betydning. Bisperingen er et hæders- og Troskabstegn, symbol på bispens troskab mod kirken eller på hans ægteskab med sit stift. Bispestaven, krumstaven, er symbol paa hyrdeembedet. Den blev i gotisk tid overordentligt rigt udstyret. Bispekorset bæres paa brystet som tegn paa bekendelsen til den kristne tro; det skal være af guld eller forgyldt sølv, besat med ædelstene, og rummer som ofte en relikvie. Bispehuen, Mitraen - den funklende Mitra - er af strålende guldstof, kostelig broderet og besat med klenodier. Den er et symbol på bispens kongelige og ypperstepræstelige værdighed. Mitraen nedstammer rimeligvis fra den jødiske Ypperstepræsts Hovedbeklædning.

Bispen bærer ligesom præsten over skuldrene en stola (el. et orarium), et bånd i dagens liturgiske farve, og med broderede kors; mens stolaen hos præsten lægges over hors paa brystet, hænger dens ender hos bispen  frit ned. Til bispens dragt hører særlige sko og særlige handsker, de sidste med gylden forsiring på overfladen, ofte en guldblikplade besat med ædelsten.

Som regel var det kun adelige, der kunde blive bisper. De mest kendte undtagelser foruden Roskildebispen Oluf Mortensen var Odensebispen Jens Andersen Beldenak og Aarhusbispen Bo Magnussen Porse, som var en borgersøn fra Roskilde.

Bispedømmet var det centrale i middelalderens kirke. Uden bisp, ingen kirke. Derfor oprettes der bispedømmer, så snart en mission havde vundet fodfæste i et land. Bispen er nemlig den eneste, som med bispevielsen kan udføre alle hellige handlinger. F.eks. skulle der en biskop til for at indvie en præst, en kirke eller et alter. 

Men bispen var ikke kun den centrale person, når det gjaldt kirkelige handlinger. En række sager, som i dag ligger hos almindelige domstole, lå i den katolske tid under kirkeretten. Først og fremmest alle ægteskabssager, men desuden al  "grov synd«, og bispens domsmagt omfattede både gejstlige og verdslige personer. Bispen blev desuden en Slags højesteret, idet enhver lovovertræder efter den borgerlige rettergang kunne underkaste sig bispens gejstlige ret.

En meget vigtig del af bispens arbejde bestod i visitatserne ude i sognene. Når bispen var i et sogn, holdtes der samtidig ting og rettergang. Samtidig gav visitatserne bispen mulighed for at få udbytte af sine indkomster, idet han på sine ture rundt i stiftet kunne indkassere sin ret til gæsteri samt med sit store følge æde alle de afgifter op, som faldt i naturalier fra bispegodset. Bispen kunne også  indkassere de idømte bøder.

Der er fra Roskilde Stift bevaret et reglement for en visitats. Det findes i bispens Jordebog fra 1370 og giver os ikke blot et billede af en bispevisitats, men også om samtiden. Reglementet begynder således:

"En Biskop bør visitere sine Sogne for at rette og forbedre, saa ofte som det er nødvendigt for Kirkerne eller Undersaatterne, og det ud af Kærlighed med skyldig Ydmyghed og Hensynsfuldhed, ikke med Jagthunde og Falke, ikke med stor Stads eller med ødsel og paafaldende Levemaade, men med ærbart og nyttigt Selskab, der ikke gør for store Fordringer, for at Kirkerne ikke skal besværes for meget, og ikke Undersaatterne ved bekosteligt og umaadeholdent Gæsteri skal nødes til at pantsætte eller sælge Kirkens Bøger eller andre Prydelser; idet faa Timer fortærer, hvor der ellers kunde være tilstrækkeligt for en lang Tid. Han skal ved Visitats være en Fader og en Hyrde og ikke en Lejesvend eller en Tyran".".

Reglementet siger i øvrigt, at bispen først skal visitere og rettepå sig selv og sit domkapitel, først derefter skal han berejse sit stift. Den første dag i et sogn skal bispen visitere præsten og hans virksomhed (og her kommer spørgsmålet om cølibatet nok på bordet). Den næste dag skal sognefolkene være samlede om morgenen i kirken. Først prædikes der, dernæst læses messen, ofte af bispen selv. Kirkegården velsignes, og der holdes konfirmation. Når dette er gjort, afholdes der bispeting (Synode). For bispen forelægger edfæstede synodevidner, hvilke forbrydelser der er sket i sognet, om nogen lever i åbenbar synd eller er kættere, om der er spåkoner eller hekse. Nogle sager ordnes straks, andre noteres til senere behandling. Frem til næste visitats skal synodevidnerne være på deres post og komme med indberetning til bispen.

De fleste straffe bestod i bøder, og disse "sagefald " udgjorde en god del af bispens indtægter. En meget uheldig ordning, som blev noget bedre, efter at Absalon indgik den handel med de sjællandske bønder (da de vedtog den såkaldte sjællandske kirkelov), at bønderne skulle yde bispetiende foruden den præste- og kirketiende, de allerede betalte, mod at retten blev mindre hård fra bispens side (bøderne blev formindsket). Indførelse af tiende bliver dog mest til fordel for bisperne og styrker i høj grad deres magt. Princippet: bøder, der dommerens fordel) kan let misbruges, men alligevel har den gejstlige rettergang haft sine gode sider, idet den har medvirket til at skabe en mere human retsopfattelse. Bispen dømte efter kanonisk (kirkelig) ret, og her er der lige ret for små som for store. Sådan var det ellers ikke i middelaldersamfundet.

Biskop Bispestav