Ligsten Klostertugt Stole til Domkirken Visitatsrejser Andre af slægten Oversigt over biskopper Slægtens stamtavle

Niels Skave er udgået af den gamle midtsjællandske adelsslægt Skave, der i deres skjold førte et sølv marekors på blå bund. På hjelmen var der to hvide vinger. De kan også være sorte - eller der kan sidde to vesselhorn. Marekorset eller pentagrammeter var både et magisk tegn og et symbol på verdensaltet. Lavede man et marekors af halm og hang det over sin dør, kunne onde ånder ikke komme ind.

Han blev kannik i Viborg, derefter domprovst i Viborg og kort efter kong Hans' kansler. 1485 bliver han biskop i Roskilde, indtrængt af paven efter kongens ønske, men mod kapitlets. Skønt man skulle tro, han stod i taknemlighedsgæld til kongen, kom han snart i strid med kronen om omfanget af bispens fjerding i Roskilde by og om bispestolens rettigheder her. Det er gennem vidneudsagnene i denne sag, at vi kender grænserne for bispens part af byen.

Niels Skave var, når han selv skulle sige det, en mild, venlig og samvittighedsfuld mand, som det var nemt at komme ud af det med. Spurgte man derimod munkene i Sorø eller Antvorskov, ville de svare, at bispen ikke var til at have med at gøre, hvilket især blev tydeligt, når han var på visitatsrejser. Når den adelsstolte og umedgørlige herre kom på visitationer i sit stift ridende i spidsen for en stor skare væbnede svende, har man kunnet vente sig alt i sognene. De har i hvert fald kunnet forberede sig på at blive udspist.

Niels Skave må have været en ualmindelig stridbar herre, hans bispetid er så at sige fyldt med kontroverser. Først igen stridigheder med kronen, Niels Skave rejste nemlig det gamle krav på København. Som svar rejste kronen krav mod bispestolen, fordi den har forringet et pantelen i Odsherred. Dokumenterne i denne sag er ikke uden interesse, de viser bl. a., at kirken ikke mere har sin gamle overlegenhed og kampkraft i behold, den er blevet ængstelig for alvorlige uoverensstemmelser med den verdslige magt. Også med den mægtige hofmester Povl Laxmand og med Sorø Kloster kom Niels Skave op at nappes. Ærkebispen råder Niels Skave til at give efter. "Vide I og vel, at han (Laxmand) ej er god at have imod sig", skriver han. I den anden sag har bispen overtaget, og han undser sig ikke for på den uhyggeligste måde at misbruge sin magt. Præsten i Stenmagle var kommet i strid med Sorø Kloster om et pengespørgsmål. Han klager til sin foresatte bispen. Denne stævner abbeden og bønderne i Stenmagle for et landemode i Roskilde, men abbeden forbød dem at møde. De arme bønder var kommet mellem to hårde negle. Først lyste bispen dem i band, pålagde dem bøder og gjorde dem halvt fredløse, og det endte med, at han sendte sine væbnede mænd mod dem. Nogle af bønderne lykkedes det at flygte, men en del blev slæbt i fængsel og mishandlet. Kongen måtte til sidst gribe ind, og bønderne slap fri, men høsten gik det år til spilde, og markerne blev ikke beredte før næste år. Også ærkebisp Jens Brostrup i Lund måtte indrømme, at Skave var besværlig. Man må give munkene og ærkebispen ret. Niels Skave var utroligt stridbar; men bag hans voldsomme angrebslyst, mærkede man en aggressiv mands følelse af tiltagende afmagt, en frygt for, at kirken var på tilbagetog.

I løbet af det sidste par generationer var kampen mellem godsejerne blevet voldsommere og voldsommere, og efterhånden som de verdslige godsejere blev mægtigere, kneb det for bisperne at hævde respekten for deres embeder. Da ærkebisp Hans Laxmand kronede Christoffer af Bayern, havde han med de kirkelige og verdslige stormænds hjælp gennemført en reform af klostrene, der efterhånden bragte adskillige af dem over som len på verdslige hænder. I mange nonneklostre var der nu " forstandere". Officielt var de en slags godsforvaltere. I virkeligheden styrede de ejendommene på en måde, der gav dem selv hovedparten af indtægterne. Dette havde Laxmand gjort dels for at udvide bispernes indflydelse, dels for at vende de verdslige stormænds godshunger væk fra bispestolenes ejendomme. Når man rækker....en lillefinger....!? De verdslige stormænd lod sig nemlig ikke nøje med deres andel i klostergodserne. De mente, at adel forpligter, navnlig over for adelige standsfæller, og den dag, en højættet mand satte sig til rette i en bispestol, blev han bestormet af slægt og venner, der ville forvalte bispesædets ejendomme for ham mod et klækkeligt vederlag for ulejligheden. Således var det gået for ærkebisp Jens Brostrup og for Niels Skave selv. Efterfølgernes første embedshandling ville blive at kaste familierne Brostrup og Skave ud af bispeslottene igen og gøre plads for deres egne. Niels Skaves uddeling af kirkelige len til nære slægtninge i perioden 1485-1500, da han var roskildebisp, fremgår af denne oversigt:

Len		År	Lensmand		Slægtskab med-Niels-Skave
Slotslen	Saltø	1486-1501	Joachim Daa		Halvbror
	Hjortholm	1489-1495	Claus Neb		Halvsøsters mand
		1495-1500	Mads Eriksen Bølle		Søsters mand
		1500-1507	Oluf Daa		Halvbror
	Gjorslev	1493	Severin Daa		Halvbror
	Dragsholm	1488-1496	Herluf Skave		Bror
Smålen	Svenstrup	1486	Christoffer Basse		Søsters mand
	Rollerup	1489-1512	Joachim Daa		Halvbror
	Flakkebjerg (6 gårde)	1498-1502	Severin Daa		Halvbror
	Fredsgård
		1502-1503	Herluf Skave		Bror
	Tureby	1502	Mads Eriksen Bølle		Søsters mand

En slægt kunne avancere fra lavadel til højere adel, fordi en af slægten blev biskop. Det skete for Niels Skaves slægt og slægten Daa, hans stedfar Claus Daaes slægt. 

Kirken var indspundet i et net af hensyn og interesser, der på én gang bar den oppe og snærede. De fleste gejstlige havde affundet sig med det, og egentlig burde heller ikke Skave have følt grund til beklagelser, for også han skyldte kongen sin udnævnelse. Straks efter sin indsættelse i 1485 kom han i strid med enkedronning Dorothea, der havde udset sig Roskilde som enkesæde. Byen var ikke stor nok til to så stejle karakterer. Derpå lagde han sig ud med Antvorskov Kloster, der nægtede ham gæsteri og med Sorø på grund af en omstridt præstegård. Men alle de hug og slag, Skave modtog under kampen, virkede blot som sporer på en stridshingst og fik ham til at stile endnu højere. Han krævede, at kong Hans skulle udlevere København Slot, som Erik af Pommern næsten 8o år før havde frataget bispestolen. Endnu før sagen om København var endt med et uundgåeligt nederlag, var Skave også kommet i konflikt med rigshofmester Poul Laxmand om fire bondegårde, der betalte en del af deres afgifter til bispen, resten til Laxmand. Niels Skave ville ikke dele ejendomsret med nogen og forlangte de fulde afgifter. De fire halve afgifter var en dråbe i havet for en mand, der i forvejen ejede hver fjerde bondegård på Sjælland; men måske har netop dette latterlige misforhold åbnet Jens Brostrups øjne for, at det stod galt til med Skave. Ærkebispen var klogere. Han vidste, at de verdslige stormænds appetit på kirkegods aldrig kunne tilfredsstilles, højst dysses til ro. "De kunne nemt fange anledning til at bruge vold mod eder og eders kirke" skrev han advarende til sin lydbisp. "Thi beder Vi eder, kære broder, at I lader de gårde fare igen og lader dem blive hos ham; ellers frygter Vi, at kirken endog mister landgilden og kan komme flere steder til skade og forfang, for ved disse og lignende ting ophidses ridderskabet mod kirken".  Det var bedre at standse bækken end åen sluttede Brostrup, eller med andre ord: slå ikke større brød op, end du kan bage.

Men forsigtighed passede ikke Roskildebispen. Når han drog til felts mod klostermænd, der ikke ville lystre, blev det til en møgspredningskampagne, hvor kirkens snavsede linned stod slagsbrødrene om ørerne. Han begyndte at hænge munke ud for ikke at leve op til klosterreglerne. Munkene i Sorø, påstod han, efterlevede ikke deres ordensregel. De spiste kød i fastetiden, forsømte gudstjenesten, holdt skøger i klostret og færdedes ud og ind, som det passede dem. Abbed Oluf Jyde var et dårligt forbillede for sine munke. Når han rejste i klostrets tjeneste, havde han en kvinde hos sig, som han havde bortført fra hendes ægtemand, og alle vidste, at abbeden havde voldtaget en nonne i Roskilde. Det er sandsynligt, at Skave overdrev sine beskyldninger, men grebet ud af luften var de nok heller ikke.

Det kan synes mærkeligt at drage sammenligning mellem den havesyge bisp Niels Skave og hans samtidige, den uselviske tordenprædikant Laurits Brandsen; men dybest set gik deres virke i samme retning og gav de samme uventede resultater. Skave ville hævde Roskildesædets myndighed, men opnåede det modsatte. Da han i 1493 fik et dårligt forlig med Sorø Kloster, blev det kongen altså den verdslige magt, der traf afgørelsen. Brandsen, hvis hele stræben var at redde franciskanerne ud af det verdslige favntag, kastede klostergodserne ud til godsgriske stormænd og stimulerede kun deres håb om at få mere. Herreklostrene var slet ikke kommet ind i billedet endnu; men det kunne de komme.

Ikke så lidt afviger det billede, man får gennem dokumenterne fra Paul Helgesens karakteristik. Denne stærkt partiske mand har altid sin egen forhåndsindstilling. Han kalder bispen en "fremragende mand, ædel af byrd og af dyd, og skønt han mere skyldte kongens indflydelse end kapitlets valg sin bispestilling, lod han dog intet tilbage at ønske i fromhed. Thi ligesom han havde et ydre, der svarede til hans værdighed, således besad han et sind, der i høj grad prydedes ved barmhjertighed og mildhed".

Da støvet lagde sig efter kampene, havde folk allerede glemt reformerne og huskede kun skandalerne. Bispen havde gjort sig latterlig, og hans embede beskyttede ham ikke mod kritik. Tidens populære legendelitteratur havde et godt øje til bisperne. I en af legenderne berettes det, at Paulus så en gammel mand pines af fire djævle Det var en bisp, der havde levet "urent med sit legeme", fortæller en engel, "og han var nærig og svigefuld, og han var hovmodig; derfor skal han tåle endeløs pine til dommedag."

Niels Skave stiftede et Vor Frue Alter i Roskilde Domkirke. Man kender ret nøje dets beliggenhed, hvad der ellers ikke er tilfældet med altrene. Det har haft sin plads i søndre korgang, vestlig for indgangen til kapitelhuset. Vi ved også, at der på alteret har der været et billede af jomfru Marie i solglansen eller solgiselen trædende på en halvmåne, en illustration til ordene i Johannes åbenbaring: Og et stort tegn blev set i himlen, en kvinde iklædt solen og med månen under sine fødder og en krans af tolv stjerner på. sit hoved. Et sådant billede findes endnu både i Skt. Birgittes Kapel og i Skt. Andreas' Kapel. Den store, smukke til Skt. Søren indviede valfartskirke i Holmstrup skyldes også Niels Skave.

I Sct. Birgittes Kapel står den smukt udskårne, gotiske stol, der efter våbenskjoldet på det ene endestykke kaldes Niels Skaves korstol, og som vistnok har været benyttet af kantoren.