Niels Skave
	Laurids Brandsen

Biskop Niels Skave påstod, at munkene i Sorø ikke efterlevede deres ordensregel. De spiste kød i fastetiden, forsømte gudstjenesten, holdt skøger i klostret og færdedes ud og ind, som det passede dem. Abbed Oluf Jyde var et dårligt forbillede for sine munke. Når han rejste i klostrets tjeneste, havde han en kvinde hos sig, som han havde bortført fra hendes ægtemand, og alle vidste, at abbeden havde voldtaget en nonne i Roskilde. Det er sandsynligt, at Skave overdrev sine beskyldninger, men grebet ud af luften var de nok heller ikke. Der fandtes virkelig mange klostre, hvor disciplinen var ringe. Det kan måske ikke undskyldes, men i hvert fald forklares. I 1480 fik hofmesteren Erik Ottesen Rosenkrantz sin kun 11-årige datter optaget i birgittinerklostret i Mariager. Det var mod reglerne at give børn adgang; men nonnerne turde ikke sige nej, for Erik var en af klostrets største velgørere. Det ville være mærkeligt om ikke pigen syv-otte år senere ønskede kloster og ordensregel langt væk Der var fortilfælde. I 1455 havde en nonne i Gavnø Kloster fået et barn og skønt hun til straf blev frataget en del af sine rettigheder, var hun dog forblevet i klostret og anmodede siden om at få straffen annulleret. Da munkenes fejltrin var vanskeligere at afsløre, har de sikkert lettere end nonnerne givet efter for fristelsen. Oftest var brud på ordensreglerne af langt mere uskyldig art. Da franciskanerne var kommet til landet, havde de taget Frans af Assisis forskrifter ganske bogstaveligt, havde gået på bare ben og levet i fattige huse. Men kravet om nøgne fødder er nu engang lettere opfyldt i Italien end i Danmarks sjap og søle. Derfor kunne der jo ikke være noget ondt i, at de fik lov til at gå med sko. Den største fare for franciskanernes idealer lå i deres popularitet. De modtog langt flere gaver, end de kunne bruge til livets ophold, og umærkeligt kom franciskanerhusene til at ligne de store » herreklostre« med vidtstrakte jordegodser og prægtige hovedbygninger af teglsten, flottere end mange adelsborge. At gaverne var givet i bedste mening, hindrede ikke uheldige følger. Hvordan mon den messe forløb, som brødrene i Flensborg afholdt mod betaling af 12 stobe vin?

Og var man først på vej ned ad skråplanet, var det svært at finde grænsen. Da klosterforstanderen i Slesvig bebrejdede broder Johan, at han altid var fuld, og sendte ham i seng til straf, besvarede Johan de strenge ord ved at slå sin foresatte i hovedet. Endnu værre var det, at en gæst i selve klostret blev overfaldet af fire munke. Han beklagede sig til en adelig ven, der rasende sendte Slesvig byråd et fejdebrev, truede borgmestrene til at skride ind og sladrede om brødrene: " I skal også vide, at Sankt Pauls Kirke (klosterkirken) er renset fire gange for ukyskhed og to gange for sår. En gang blev hr. Mikkel såret i hovedet, en anden gang klostrets karl; men det holder de hemmeligt."

Ikke alle brødre ønskede dog den slags forbigået i tavshed, og netop o. 1490 var der en stærk reformbevægelse i gang blandt de danske franciskanere. Lederen var Laurits Brandsen, der efter fransk forbillede krævede ærbødighed for de gamle, strenge regler. Hans tilhængere kaldtes "observanter", dvs. de der overholder, nemlig klosterreglen.