Bisp Arnold fordrives af et bondeoprør og dør i landflygtighed. Bondeoprøret er usædvanligt. Oprørerne, som er ledet af den sjællandske stormand Peder Bodilsen,  kræver nemlig (påvirket af sin kapellan Nothold), at præster skal leve i cølibat (ikke må gifte sig), et krav, som også er den katolske kirkes officielle politik. Arnold kan ikke beskytte sine præster (som åbenbart ikke lever op til kravet), og mange præster tortureres eller dræbes. Peder, en karakterfast og lærd mand, bliver biskop. Han antog sig præsternes sag over for bønderne, siger Roskildekrøniken, og befriede dem for ulykken. Det betyder nok, at han fik dysset bønderne til ro, for i de næste mange år hører vi stadig om præsters husholdersker og om sønner og døtre af præster. Peder fik fastslået en vigtig kirkelig regel: For fremtiden måtte ingen rejse klage mod en gejstlig på et almindeligt tingmøde. Kirkens folk kunne kun anklages over for kirkens egne domstol, stiftets synode. Og også sager for lægfolk (ikke-gejstlige), som vedrørte kirkens moralbud (f.eks. ægteskabsbrud) skulle fremover behandles af de kirkelige domstole, ikke af /by- herreds- og landsting. Det siges i Roskildekrøniken om Peder, at han prydede sine gårde med sten- og træhuse.