Forstørrelse Bispens embede Bispestav Stiftsinddeling Arnoldsmuren Oversigt over biskopper

Billede (fra håndskrift) af en biskop fra 1000-tallet.

Mur og grav omkring domkirken tilskrives bisp Arnold. Noget egentligt forsvarsmæssigt kan man ikke lægge i Arnoldsmuren omkring domkirken, men det har indgydt ærefrygt og været en understregning af kirkens selvstændighed og det, at den indviede jord var asylområde. At domkirken og dens kirkegård virkelig fungerede som asyl, viser f. eks. de dramatiske begivenheder omkring blodgildet i Roskilde senere.

Trods muren er Arnold gået over i historien som bispen, der ikke kunne værge sine egne præster mod bønderne. Roskildekrønikens anonyme forfatter siger om dette: "En vis Peder Bodilsen anlagde sag mod de gejstlige efter råd og tilskyndelse fra sin kapellan Nothold, som siden blev biskop i Ribe, med det krav, at de, som havde hustruer, skulle sende dem bort, og at de, som ingen havde, aldrig måtte tage sig nogen. Dette sagsanlæg kunne de gejstlige ikke modstå, eftersom biskop Arnold nu var tynget af ælde og syg: nogle blev lemlæstet, nogle blev dræbt, nogle blev jaget ud af landet, kun få beholdt deres ejendom".".

Peder Bodilsen var ikke hvem som helst, men tidens mest fremtrædende sjællandske stormand. Hvorfor begivenhederne pludselig tilspidsedes, øjensynligt med så katastrofale følger, er det vanskeligt at fastslå i dag. Muligvis er der en sammenhæng med et forsøg på at indføre tiende. Man kan forestille sig, at bønderne har accepteret at skulle betale til sognepræsten, men bidrage til underhold af præstens kone og børn ville de ikke, ligesom kirken heller ikke kunne have interesse i, at præsterne skulle svare arv til kone og børn.

Konflikten var of ældre dato. Det var et krav fra kirkens side, at gejstligheden levede seksuelt afholdende, i cølibat. Imidlertid syntes cølibatet at være en fjern og fremmedartet tanke på nordiske breddegrader, og det er da også tvivlsomt, om det nogensinde blev gennemført fuldt ud. Men på det formelle plan førtes det ud i livet, således at det ikke var muligt for gejstligheden at indgå ægteskab. For kirken havde cølibatet den ikke uvæsentlige bifunktion, at der kun kunne være en legal awing til præstens jordiske efterladenskaber: kirken selv.Fra pavemagtens side bleu cølibatet indskærpet gang på gang, således på Lateransynoderne i Rom 1059, 1074 og 1075. Og i et brev til kong Niels fremhæver pave Pascalis 2. i 111'7, at kongen er forpligtet til at drage omsorg for, at kyskhedsbudet overholdes blandt præsterne. "Men hvis nogen Niger efter at sætte sig mod sandheden, da skal de både advares of den præstelige stands tjenere og tvinges of den kongelige øvrighedsmagt", skriver paven, idet han kræver, at den gejstlige og den verdslige magt i forming skal gennemtvinge cølibatet.

Kong Niels har ikke villet eller kunnet løse problemet, for seks år senere, i 1123, var det, at oprøret mod de sjællandske præster brød ud. Året efter døde bisp Arnold og efterfulgtes of Peder, som havde været kapellan for kong Niels' søn Magnus. Roskildekrøniken beretter, at han straks påtog sig de gejstliges sag over for bønderne, og at han desuden nåede det vigtige må1, at klager over gejstlige kun skulle pådømmes ved gejstlige domstole. Lægmænd kunne altså ikke længere anlægge sag mod gejstlige på tinge, og hermed var lægfolkets indblanding i gejstlige forhold også effektivt vanskeliggjort.

Bisp Arnold er nævnt i Roskildekirkens anniversarium.

Mere om biskop Arnold fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop i Roskilde. Han formodes at have været af engelsk Herkomst, var i nogen Tid Huskapellan hos Kong Knud den hellige og blev, da Biskop Svend af Roskilde under en Pilegrimsrejse til det hellige Land var død paa Øen Rhodus (o. 1088), indsat til dennes Efterfølger. Arnold, der skildres som en godtroende og i sin Embedsførelse noget efterladende Mand, forestod derefter Roskilde Stift i 35 Aar. Paa lidet nær er det eneste, der er optegnet fra denne lange Embedstid, en Beretning om nogle Uroligheder, som Peder Bodilsen, en af Landets Stormænd, vakte i Stiftet for at faa Præsterne til at holde sig Cølibatsbestemmelsen efterrettelig. Det skete i ARNOLDs sidste Leveaar (1123), han var gammel og syg den Gang, og de sjællandske Præster, der maatte undværederes Biskops Beskyttelse, lede megen Overlast. Arnold oplevede ikke Udgangen af disse Uroligheder, han døde 24. Maj 1124, om i Landflygtighed, som en gammel Beretning siger, turde dog være tvivlsomt."