Det lærde Roskilde

Der findes flere eksempler på, at Roskildekannikker formåede at hævde sig på europæisk basis. Et eksempel finder vi i det brev fra ca. 1290, hvori provincialen (forstanderen) for de tyske dominikanere, Herman von Minden, rettede en varm tak til danskeren Petrus Philomena de Dacia for et astronomisk instrument. Danskeren var Roskildekanniken Peder Nattergal, som var en af tidens førende naturvidenskabsmænd. Hans værker om matematik og astronomi var kendt over hele Europa. Endnu i dag kendes 200 håndskrifter, der bærer hans navn. Inden for matematikken skabte han forenklede metoder for multiplikation og kubikrodsuddragning; mere opsigtsvækkende var hans astronomiske værker imidlertid. Det var her, hans instrumenter kom ind i billedet.

Peder Nattergal udgav en astronomisk kalender for årene 1292-1369, der angav månens faseskifter med et kvarters nøjagtighed, og hvor man også kunne aflæse solens deklination for hver dag i året. Observationerne til brug for solberegningerne var gjort i Roskilde gennem året 1274. Det fremgår ikke helt, om det er Peder Nattergal selv, der har foretaget målingerne, eller om han benyttede resultater, som han havde fået stillet til rådighed af en kollega i byen.

Peder Nattergal har formentlig tilbragt det meste af sit arbejdsliv i udlandet. En tid var han i Bologna, der var et center for astronomisk forskning. Indtægterne fra præbendet i Roskilde har han nydt i det fjerne, mens domkirken derhjemme har måttet undvære hans arbejdskraft. Hans embede blev under hans fravær passet af en vikar.

Denne praksis med, at man lod sit egentlige arbejde udføre af en vikar, var vidt udbredt og fremgår med størst tydelighed i de tilfælde, hvor den samme person var indehaver af kannikkeembeder flere steder på samme tid. En af Peder Nattergals samtidige var således Martinus de Dacia, som i slutningen af 1200-tallet opnåede at blive kannik i Roskilde, såvel som i Lund og Slesvig. Alle tre embeder er sikkert blevet passet af vikarer.