Peder Nattergal
	Henrik Harpestreng
	Martinus de Dacia
	Jacobus Nicolai de Dacia

Der har været så mange lærde kannikker i Roskilde, der i kraft af deres uddannelse og forbindelser til det internationale videnskabelige miljø har været i stand til at levere fremragende undervisning og efter datidens målestok avanceret forskning. Roskilde domkapitel har været det nærmeste, man kom det universitet, som endnu ikke var stiftet i Danmark.

Følgende er uddrag af Arthur Fangs Roskilde, 1945:

Middelalderen var man naaet forbavsende langt i aandelig Internationalisme, hele Europa udgjorde så at sige een eneste lærd Republik; dette skyldtes Romerkirken og Latinen. Inden vi selv havde faaet Universitet, var det ikke ualmindeligt for Danske at rejse til Udlandet for at studere. De fleste tog Vejen til det berømte Pariser-Universitet for at finde Visdoms Perle, bl. a. fordi der i Seinestaden fandtes et særligt Kollegium, hvor de danske studerende kunde bo, Collegium Dacicum, oprettet 1275 af Roskilde-Kanniken Peder Arnfast, som selv havde studeret i Paris og baade var Magister i Filosofi og Doktor i Teologi. I Tidsrummet 1300-1450 har Roskilde af alle danske Stifter de fleste Pariserskolarer og langt de fleste Magistre.

Mærkeligt vil det i et nutidigt Øre lyde, at en dansk Mand var Kannik baade ved Sct. Lucii Kirke i Roskilde og ved Notre Dame i Paris, og at en anden Dansker foruden at være baade Lunde- og Roskilde-Kannik ogsaa var Rektor for selveste Pariser-Universitetet. Ikke desto mindre gjaldt det første for Erik Menveds Kansler, Magister og Doktor Morten Mogensen, og det sidste for Magister Macharius Magnussen; begge havde de i sin Tid studeret i Paris.

En tredie Roskilde-Kannik fra anden Halvdel af 1200-Tallet var Petrus de Dacia.

Som de mest kendte Pariserklerke (Folk, som har studeret i Paris) med Tilknytning til Roskilde kan nævnes Bisperne Eskild, Absalon, Peder Sunesen, Jacob Erlandsen og Oluf samt Domprovsterne Anders Sunesen og Jens Grand, de senere Ærkebiskopper; men der bar været adskillige flere, der dog ikke har formaaet at hævde deres Navn i Historien.

Nogle Roskildeklerke havde gennem deres Pariser-Ophold faaet saadan Smag for det fremmede, at de blev den meste Tid udenlands; her kan nævnes Magister i Retsvidenskab, den pavelige Kapellan Wilhelm Craak. Af helt internationalt Tilsnit var Jacobus Nicolai eller Jacobus de Dacia.

Mens vi opholder os ved Pariser-Universitetet, skal der mindes om, at Biskop Jacob Erlandsen i sin Fundats for Helligaandshuset i Roskilde - en Stiftelse, som baade tog sig af svage og trængende samt af Latinskoledisciple - bestemte, at naarsomhelst der blandt dem var to egnede, skulde de sendes til Paris eller andetstedshen til et højere Lærdomssæde, og at Stiftelsen skulde udrede Udgifterne. Tidligere end Paris havde Hildesheim været Studiested for danske Klerke, senere træffer vi dem i Padua, Bologna, Oxford, Heidelberg, Greifswald og flere Steder.

Lægen Henrik Harpestreng er den kendteste af de lærde fra Roskilde.

Til Roskilde Domkapitel har sikkert ogsaa den mærkelige Mand været knyttet, som har skrevet vor ældste Danmarkskrønike. Den bærer Navnet Roskilde-Krøniken (Chronicon Roskildense) og er det første Forsøg paa at skrive en sammenhængende Danmarks Historie.

Et andet lille historisk Skrift er Sagnkrøniken om Lejrekongerne, som er forfattet paa Valdemarstiden og sikkert i Roskilde. Den omhandler den hedenske Tid og er maaske tænkt at skulle benyttes som en Indledning til Roskilde-Krøniken, Danmarks Historie. De Sagn, der fortælles, bl. a. om Roar, Helge og Rolf, er vel for en væsentlig Del indsamlet paa Roskilde-Egnen.

Men nu selve Saxo Grammaticus? Kan ogsaa han henregnes til det lærde Roskilde? Med Sikkerhed ved vi meget lidt om vor store Krønikeskriver, vor Middelalders største Skribent, en af de største i Europa; endnu strides der om, hvem han var, eller hvad han var. Der er dog i hans Krønike meget, der tyder paa, at han har haft nær Tilknytning til Roskilde og til Roskilde-Kirken - selv om vi maaske ikke med Christian Pedersen tør sige, at Sakse var født i Sjælland hos Roskilde af fribaaren Slægt eller med en moderne Forfatter kan tale om hans Faders sjællandske Gaard nær Baldersbrønde og Roskilde. Ikke alene forraader Sakses Værk et detailleret Kendskab til Roskilde-Kirken, dens Forhold og dens Mænd, Sakse maa ogsaa paa anden Maade have følt sig knyttet til Domkirken, maaske været ansat ved den, siden han har faaet sin Grav her. En smal Gravsten uden ringeste Indskrift, beliggende i nordre Korgang, angives at dække over Sakses Hvilested.

Gang paa Gang er det blevet diskuteret, om Sakse har været enten Gejstlig eller »Hirdmand« eller maaske snarest begge Dele. Dog det er ret underordnet; det, som det kommer an paa, har Grundtvig givet Udtryk i sine »Roskilde-Rim«:

Endelig maa nævnes Peder Laale, hvis Navn staar paa den berømte Ordsprogsamling fra Middelalderen, en af vore tidligst trykte Bøger. Egentlig ved vi slet ikke noget om Peder Laale, men han maa have levet i Slutningen af 1300-Tallet, og en Tradition vil vide, at han var Provst i Roskilde; han har dog snarere været Lærer ved Latinskolen og til Brug for denne forfattet sin Bog. Hans Samling omfatter godt 1200 versificerede Ordsprog paa daarlig Latin. Til dem er føjet tilsvarende danske Sentenser; nogle af disse er blot Oversættelser, men de fleste er gamle folkelige Talemaader eller Ordsprog. Hvor barbarisk og knudret dens Latin end er, har Bogen dog i lang Tid været benyttet som Lærebog i Latinskolerne. Drengene hadede den grundigt; først senere opdagede ogsaa de bestemmende, at den ikke duede til at lære Latin efter. Christiern Pedersen kalder den noget Skarn, skønt han selv engang havde ladet den genoptrykke i Paris, og Christian II vilde se den brændt af Bøddelen. Senere var Bogen længe upaaagtet; men nu er alle klare over, at vi i Peder Laales danske Ordsprog ejer et uvurderligt kulturelt Monument, et enestaaende Bidrag til Forstaaelse of vort Folks oprindelige Sind og Tankegang.

Da man intet ved om Peder Laale, har Fantasien haft frit Spillerum. Efter Navnet har man ladet ham stamme enten fra Lolland, Langeland eller Halland og skiftevis begravet ham i Halmstad Kirke eller i Roskilde Latinskoles nederste Klasse, hvor Discipline ved at træde paa hans Gravsten kunde hævne sig paa ham. Det lyder lidt mærkeligt men H. H. Skaaning skriver i 1614 i sin Udgave af Peder Laale: Og vises endnu denne Dag en liden Ligsten udi den ene Lexse.

Ligesom kun lidt af Middelalderens litterære Produktion er bevaret til Nutiden, er ogsaa kun faa Navne overleveret os. De Navne, der endnu kan tale, vil dog give os et lille Indtryk af det lærde Roskilde dengang, af Gejstlighedens høje Dannelse og af en aandelig Internationalisme, som ikke mere kendes.

Det er det lærde Roskilde, der har faaet den gamle Digter til begejstret at gribe Pennen og udraabe Byen til Danmarks herlige Pryd  - decus carum Daciae.