Henrik Harpestreng

Første side af Henrik Harpestrengs latinske urtebog. Harpestreng fulgte Hippocrates i sit syn på medicin: Sygdomme skyldes ubalancer og urenheder i legemets væsker. Derfor skulle man tilføre syge balance- og renselsesmedicin, og den kunne man udvinde af planter.

Følgende er uddrag af Arthur Fangs Roskilde, 1945:

Hvor mærkelige og betydelige de omtalte Mænd end har været, er de langt fra alle blevet i den Grad alment kendte herhjemme som Lægen Henrik Harpestreng. Det er hans danske Forfatterskab, der har fastholdt hans Berømmelse gennem 700 Aar, for om ham selv ved vi med Sikkerhed kun, at han var Kannik i Roskilde og døde 1244. Man kender ikke hans Fødested; efter hans Sprog vil nogle gøre ham til Sønderjyde, andre til Sjællænder Vist er det, at han maa have studeret i Udlandet. Man ved, han har virket som Læge for Erik Plovpenning, da han bl. a. har efterladt sig nogle Aareladeregler for Kongen. Henrik Harpestreng har udøvet et ikke ringe Forfatterskab. Bedst kendt er en Urtebog skrevet paa Dansk; den omtaler en Bække Urter og fortæller, hvorledes og mod hvad de skal benyttes som Lægemidler. Bogen har derfor ikke alene medicinal-historisk Interesse, men ogsaa botanisk, da den for første Gang nævner en Række danske Plantenavne. Han har desuden forfattet forskellige Lægeskrifter, maaske ogsaa en større Lægebog, mens en saakaldt Stenbog, der omhandler mineralske Lægemidler, særlig Ædelstene, og en Kogebog ikke skyldes ham, skønt de ofte findes i gamle Harpestreng-Haandskrifter. Foruden de danske Bøger, som længe har været kendt og findes i Afskrifter rundt om i Norden, er der i de senere Aar blevet fremdraget et Par paa Latin, nemlig en Urtebog og en Bog om Afføringsmidler; det sidste Værk bærer Forfatternavnet Henricus Dacus, som næppe kan betegne nogen anden end Harpestreng.

Henrik Harpestreng repræsenterer det bedste indenfor Tidens aandelige Kultur, og han er ikke i nævneværdig Grad befængt med raa Overtro. Han var den eneste betydelige danske Læge i Middelalderen. Af de lægevidenskabelige Værker fra den Tid er hans de eneste i de nordiske Sprog, som bærer Forfatternavn; det betyder noget, naar man erindrer, at den meste af Middelalderens litterære Produktion er navnløs.

I Roskilde Domkirkes Gavebog staar antegnet, at den 2. April 1244 døde Kanniken, Magister Henrik Harpestreng, som tilførte denne Kirke mange Almisser saavel i Livet som i Døden. Der er fremdraget en versificeret Gravskrift, som Harpestreng antagelig selv har affattet, rimeligvis til en Mindetavle i Roskilde Domkirke. Baade fra Formens og Indholdets Side er den dygtigt gjort og vidner om den fine Dannelse, Kirkens Mænd dengang besad. Digtet fandtes oprindeligt i et gammelt Haandskrift i Sorø Kloster, som er gaaet til Grunde, men det kendes gennem en Afskrift. Digtet aftrykkes her i Dr. Ottos Oversættelse til dansk Prosa og med hans oplysende Bemærkninger sat i Parentes:

	Dødens ubarmhjertige Lov afslutter Livets Aarrække, den kommer til alle med frygtindgydende Magt.
	Der finder ingen Udvej til Flugt, ej hjælper Borge eller Byer, Kongeriger eller Rigdom.
	Til ingen Nytte er den gejstlige Værdighed Forældrenes berømte Stamtavle, Verdens Glans, Berømmelse eller Ære
	Ej heller hjælper de hellige Love (Kirkens Love), de syv frie kunster (Videnskaben) og Justinians stolte Lov (den verdslige Lovgivning).
	Døden tager ikke Hensyn til Menneskets Person, den er lige hensynsløs mod alle og stiller samme Betingelser for alle.
	Modgiftens Værn (Medicinen) forsinker Dødens Skridt, men til sidst sejrer dog den, <1er var stærkere end Kunstens Hjælp (Lægemidlerne).
	Jeg, der (som Læge saa ofte har overvundet Døden, men nu bliver overvundet af ham, viser derved, at alle maa dø.
	Det har vore Stamforældre været Skyld i, hvis Synd (Arvesynden) Efterkommerne maa bøde for.
	Hvem du end er, Kære for ikke i Evighed at dø, flygt til Livet, Gud er Vejen og Livet."

Harpestreng er nævnt i Roskildekirkens anniversarium.