Biskop
Domkapitlet som klosterorden
Billedet viser domkapitlets segl
Dekan
Domprovst
Ærkedegn
Kantor
| 1201 Domkapitlet |
|
Biskop
|
|
Domkapitlet som klosterorden
|
|
|
Billedet viser domkapitlets segl |
|
|
|
Domkapitlet var de kannikker, der gjorde tjeneste ved Domkirken, hvis øverste chef var biskoppen. Men hvor bispen tog sig af styret af hele sin kirkeprovins, stiftet, var kapitlets arbejde rettet mod selve domkirken. Kapitlet var bispens råd. Men som råd tiltog det sig også indflydelse over kirkens sager, godser og ejendomme, ligesom kapitlet ejede ejendomme selv. Som hovedregel var det kapitlet selv, der bestemte, hvem der kunne komme ind i det som kannik. Undtagelsen fra denne regel er præbendet Rota, hvis kannik skulle udpeges af giverslægten, senere af biskoppen. Kapitlet valgte også bisperne (hvis kongen eller paven ikke blandede sig), og kunne derfor få bisperne til at skrive under på kontrakter/håndfæstninger som forudsætning for at vælge dem. I spidsen for kapitlet stod de fire værdigheder eller dignitarer, som hver havde et embedsområde (et prælatur) knyttet til værdigheden (de er her nævnt i rækkefølge efter rang i Roskildes Domkapitel. I andre domkapitler er det domprovsten, der er nummer ét):
Kannikerne bar en hvid præstekappe. Om vinteren tog de en lang, sort korkåbe over kappen, og på hovedet bar de en myts, som hang ned over skuldrene. Om vinteren nøjedes de med at gå med baret. Til de højtidelige messer trak de i de fine korkåber, som var lavet af dyre, udenlandske stoffer. Til aflønning af en kannik skulle der være en bestemt godsmængde, et præbende. Når der var råd til et ekstra præbende, kunne kirken få endnu en kannik. En (dom-) kirkes anseelse regnedes efter, hvor mange kannikker der var tilknyttet domkapitlet.
Der var de fire prælater fraregnet 36 kannikker ved Roskilde Domkirke, og de havde næsten alle en korvikar (så der altid var en, der gjorde tjeneste i kirken). For ganske få præbender gjaldt det, at kannikerne selv skulle gøre kortjeneste, så disse kanniker havde ingen korvikar. Det drejer sig om følgende "præstepræbender", hvor kannikken altså skulle være præst eller blive det senest et år efter, at man var blevet kannik:
Alle de nævnte præbender her, tilhører grupperne af nyere præbender. Det er højst sandsynligt, at kravet om, at kannikken skulle være præst, også må være knyttet til nogle af de oprindelige 15 præbender.
Der var ansat en alterpræst ved alle altrene, og da kirken efterhånden kom op på at have 60-70 altre, var der altså lige så mange alterpræster. Lægges hertil korskolarer (peblingene) og andre medhjælpere (vikarer for alterpræster og vikarer), har der nok været knyttet 200 gejstlige til Domkirken, da det var på sit højeste. Alle disse mennesker boede i Roskilde - gerne, og jo finere de var, så nær Domkirken som muligt. Alterpræsten ved Hellig tre Kongers Kapel boede således i Bondetinget (4), og Skt. Olsgade (10: nedrevet i 1830'erne) var også residens for en alterpræst. Endelig var det gamle Konventshus, de huse, man har udgravet i Provstevænget og et hus (på 8*13 med hvælvede kældre), man i 1838 fandt ved Maglekilde, sikkert kannikkeboliger. Præsteskabet har præget byen og dens boligbyggeri.
En god del af domkapitlets forretninger blev udført af kannikerne i fællesskab. Men enkeltkannikker ud over prælaterne havde særopgaver. En var rektor for domskolen, en anden sakristan (den der skulle opbevare kirkens kostbarheder), en tredje skulle føre protokollen, når kapitlet mødtes i Kapitelhuset. Og to skulle føre regnskab med Domkirkens økonomi, mens andre to skulle arbejde som embedsmænd i bispens kancelli.
