Andreas Sunesen Peder Sunesens brev til Sorø kloster
	Oversigt over biskopper
	Sunesønnernes våbenskjold
	Slægtens stamtavle

Peder Sunesen var Absalons slægtning (søn af Absalons fætter Sune Ebbesen til Knarup) og arvtager som Roskildebisp. Han har sikkert haft abbed Vilhelm i Æbelholt til lærer, senere fik han i Paris hos abbed Stephan i Genovevaklosteret en international uddannelse, som gjorde ham egnet ikke alene til at være prælat, men også diplomat. Sammen med abbed Vilhelm og abbed Stephan virkede han for større kulturelt samkvem med Frankrig. Dette skulle bl. a. sikres gennem den franske kong Philip Augusts ægteskab med med Knud VI's søster Ingeborg. Peder Sunesen ledsagede selv Ingeborg til Frankrig og overværede hendes bryllup og kroning; men hastigt kom ydmygelsen, da Philip forskød sin dronning. Bispen fik dog ikke alene besvær ud af sin sendefærd. På hjemrejsen besøgte han Stephan, som nu var biskop i den nordfranske by Tournai. Her blev han så betaget af domkirken og anden arkitektur, at han ved sin hjemkomst søgte at frugtbargøre sine indtryk i domkirken i Roskilde, som Absalon havde påbegyndt, og som han selv skulle videreføre.

Peder Sunesen optrådte ved adskillige lejligheder som hærfører. På et togt i Pommern blev han såret og sad fanget en tid, men undslap. Fra 1201 og til sin død var han kongens kansler. Foruden det fortsatte byggeri på Roskilde Domkirke har han ladet den oprindelige Vor Frue Kirke i København opføre og grundlagde ved den et kollegiatskapitel (kapitel uden bisp). Han indviede Bergen klosterkirke på Rygen, hvortil der kom cisterciensernonner fra Vor Frue Kloster i Roskilde. Det er sikkert også under ham, at de rygenske stenkirker, der ligner de danske meget, er blevet rejst. Han skænkede store gaver til sjællandske klostre. Peder Sunesen døde 1214. Bisp Peder er nævnt i Roskildekirkens anniversarium.

Mere om Peder Sunesen fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop, var en af de ældste af Sunesønnerne og blev bestemt for den præstelige Stand. Breve fra Abbed Vilhelm i Æbelholt godtgjøre, at der tidlig var et nøje Venskab mellem ham og P. S.; sikkert har den fyrige Franskmand været Drengens Lærer. Efter hans og Ærkebiskop Absalons Ønske sendte Sune sin Søn til den berømte Abbed Stephan i Genovevaklosteret ved Paris (o. 1180). Egentlig skulde han dernæst indtræde i Cistercienserordenen, der var særlig yndet af Absalon og hans Frænder; men Markarbejdet og Tugtens Strænghed skræmmede den unge Mand, og Stephan vilde nødig slippe den begavede Dansker, der oven i Kjøbet droges stærkt af de boglige Studier i Paris. Saa optoges P. S. da som regelbunden Kannik i Genovevaklosteret og lagde sig flittig efter den her hjemmehørende skolastiske Mystik. Stephan kalder ham en Salomo, ung af Aar, men gammel af Forstand, og roser hans Skarpsindighed, Ydmyghed og høviske Væsen. Men P. S. led af Hjemve; Abbed Vilhelm talte for hans Tilbagevenden, men Sune og Absalon vilde ikke høre derom. Imidlertid svækkedes hans Helbred ved idelig Fjerdedagsfeber, og til sidst maatte han drage hjem (o. 1183). Stephan selv havde tilraadet det; kun krævede han Klosterløftet overholdt, indtil han blev Biskop, og helst vilde han se ham som Kannik i Æbelholt Kloster. Ærkebiskop Absalon har imidlertid villet have ham hos sig for at lede hans Udvikling og dygtiggjøre ham til at blive hans Arvtager; P. S. blev derfor Kannik i Lund, og da han havde opnaaet den kanoniske Alder, fik Absalon ham i 1191 gjort til Biskop over Roskilde Stift, som han selv hidtil havde styret; fremdeles skulde P. S. dog hjælpe Absalon med de kirkelige Pligter i Ærkestiftet.  Strax fik P. S. Lejlighed til at virke i sin store Frændes Aand.

Som Absalon satte han Fædrelandets Vel over de kirkelige Grundsætninger, da han var med at tage den forræderske BiskopValdemar til Fange (1192), og han stod ved Absalons Side imod Paven, da denne krævede Valdemar løsladt. Det var ogsaa en Fortsættelse af Absalons Gjerning, da P. S. ved sit altid varme Venskab med Abbed Stephan og Abbed Vilhelm – denne kalder ham sit «andet Jeg» – blev et nyt Hovedled i Danmarks kulturelle Samkvem med Frankrig. Forbindelsen udstraktes nu endog til det politiske. De 3 Venner vare nemlig Mellemmænd, da Planen om Philip Augusts Giftermaal med Kong Knuds Søster Ingeborg (VIII, 279) lev fremført, og P. S., ledsaget af Abbed Vilhelm, stod i Spidsen for den Sendefærd, der bragte den danske Kongedatter til Frankrig (1193). Det var stolte Øjeblikke, da han i Amiens overværede Brylluppet og Kroningen af den unge Dronning; men Ydmygelsen fulgte brat efter, da Philip August pludselig viste Afsky for sin Brud og forlangte, at de danske Herrer skulde tage hende med tilbage, hvorpaa han, da P. S. vægrede sig derved, bød dem forlade Landet. Med tungt Hjærte maatte P. S. da overlade Ingeborg til hendes sørgelige Skæbne og drage hjem til Danmark. Og dog har denne Frankrigsrejse paa anden Vis haft gavnlige Følger for P. S. og hans Fædreland, i det han gjæstede sin fordums Lærer Stephan, der nu var Biskop i Tournai, og fra denne Bys Kathe-dral hentede Grundtanken til den herlige Domkirke, som han selv lod bygge i Roskilde; Ideen til de karakteristiske 3delte Vindusgrupper laante han senere fra St. Vincents Kapel, som Stephan byggede mellem sin Domkirke og sin Bispegaard. Ogsaa som Hærfører blev Absalon Forbillede for P. S.; men Lærlingen var ikke sin Mester jævnbyrdig. Da Markgrev Otto af Brandenborg, der havde sluttet Forbund med Biskop Valdemar og Grev Adolf III af Holsten, trængte ind i Pommern og underkastede sig en Del af dette danske Lydland, sendte Kong Knud en Flaade imod ham, og skjønt det her ikke drejede sig om Korstog, var Biskop P. S. dens Fører. Man sejlede op ad Oder og gik i Land. Markgrev Otto rykkede frem, og der stod en haard Kamp med stort Mandefald paa begge Sider. Værst gik det dog ud over Danskerne: P. S.s Broder Thorbern faldt, og selv blev han saaret og tagen til Fange (1198). Markgreven haabede ved dette kostbare Bytte at kunne udløse mange af sine Mænd fra dansk Fangenskab og sikre sig de nys erobrede Egne; men P. S. lod, som om han var svagere efter sit Saar, end han i Virkeligheden var, og hans Fjende blev da bange for Kirkens Hævn, hvis den bispeviede Mand skulde dø i Fængselet. Han lod ham derfor holde i mildere Forvaring, men nu underkjøbte P. S. sin Vogter og undslap til Danmark (1199). Senere deltog han i et af Hertug Valdemars raske Tog gjennem Holsten for at jage Grev Adolf bort (Okt.-Nov. 1201), og da Valdemar var bleven Konge, var han med paa Toget mod Lauenborg, hvor han bidrog til, at Borgen blev overgivet, imod at Grev Adolf blev løsladt (1203). Ligeledes har han vistnok deltaget i sine Brødres Tog til Sverige og set Ebbes og Laurens’ Fald ved Lena (1208).

Da P. S.s lærde Broder Anders var bleven Ærkebiskop (1201), overtog han dennes Stilling som Kongens Kansler og beholdt den til sin Død. Derved fik han end mere med Statssagerne at gjøre; men hvor megen Indflydelse han har gjort gjældende, vide vi ikke. Derimod ses det, at han som Biskop har udrettet noget betydeligt. Foruden Roskilde Domkirke, det skjønneste Minde om P. S.s Virk somhed, byggede han vor Frue Kirke i den opblomstrende Bispestad Kjøbenhavn, og ved denne Kirke grundlagde han tillige et Kollegiatkapitel. 1193 indviede han Bergen Klosterkirke paa Rygen og indførte her Cisterciensernonner fra Roskilde; under hans Overledelse har man vistnok ogsaa rejst de rygenske Stenkirker, der vise nøje Slægtskab med samtidige danske Kirkebygninger. Stor Gavmildhed viste han mod sjællandske Klostre, saaledes Ringsted Kloster og St. Peders Kloster ved Næstved, end mere dog Sorø Kloster, som han skjænkede Tienden af Bromme og Ondløse samt Jorder i Vejleby, Glostrup m. m., fremfor alt dog sin store Gaard i Broby med Tilliggende (1214); tilmed skaffede han Sorø heldige Mageskifter, især friede han Klosteret fra mange Ulemper ved at bevæge sin Frænde Johannes Camerarius, Skjalm Hvides Datterdattersøn, til at afstaa det nærliggende Pedersborg med tilhørende Gods imod Godtgjørelse af Klosterets Ejendomme; selv hjalp han Sorø til dette Mageskifte ved af sit eget at give Johannes Gods til en Værdi af henved 6 Mark Guld (1205). Endelig skjænkede han Æbelholt Kloster store Gaver og tog det – ligesom ogsaa Esrom – i sin særlige Beskyttelse; han indviede Hovedalteret i Æbelholts ny Klosterkirke (1210) og virkede for Abbed Vilhelms Helgenry. Roskilde Domkapitel skjænkede han Naadensaar-Indtægterne af hele Stiftet og Jordegods til Værdi af 10 Mark Guld. P. S. døde 29. Okt. 1214. I Sorø mindedes man ham som en af Klosterets ypperste Velgjørere, og paa Højkorets Væg malede man hans Skjold, som lignede Broderen Jacobs; men af Fortegnelsen over Gravene i Klosterkirken ses det, at han ikke har været jordet der. Naar han kaldes «Peder Gammel», da er det i Modsætning til hans Brodersøn og Efterfølger Peder Jacobsen. Arnold af Lybek kalder ham en klog og raadsnild Mand."