Gildesystemet var et tegn på samfundets lagdeling. I kirken, i staten og i byen var man opdelt lagdelt, hvor dem i toppen bestemte over dem, der kom lige under, som igen bestemte over dem, der kom under......... Og så var gilderne tillige et udtryk for udligning. Ikke mellem lav og høj (dog kunne købmænd og håndværkere være i samme gilde, men som regel havde købmændene deres gilder, håndværkerne deres laug), men mellem folk fra andre hierarkier: Der kunne være biskopper, kannikker, præster, abbeder, adelige, ja kongelige og købmænd i et og samme gilde. Kalentegilderne var egentlig for gejstlige, men der blev også optaget købmænd. Omvendt var Knudsgilderne typisk for købmænd, men der blev optaget gejstlige. Lucii-gildet var også blandet. Det eneste gilde, som var forbeholdt en bestemt gruppe, nemlig gejstligheden, var Trefoldighedsgildet.

Gildernes formål var socialt på to måder.

• På landet stod slægten sammen, og det var slægten, der skulle værne den enkelte. Det gjaldt i retssager, det gjaldt i økonomiske tvister, det gjaldt simpelt forvar, det gjaldt hævn og blodhævn. I byerne havde man ikke slægtssystemet, som var knyttet til jorden. Så gilderne blev byernes slægtserstatningssystem, hvor gildebrødrene hjalp hinanden retsligt, økonomisk, korporligt. En art forsikringsselskab.
• Forsikringen gjaldt også ved sygdom og død. Man hjalp en syg gildebroder. Og døde en broder fattig, havde gildet en begravelseskasse, som kunne dække udgifterne til begravelse og gravøl.
• Og når man alligevel var sammen, kunne man lige så godt have det hyggeligt. Så gilderne var også rammen om selskabeligheden. Når man var sammen, åd og drak man, især det sidste.

I retssager, hvor man ikke var taget på fersk gerning, var det ikke, som det er i dag, hvor anklageren skal bevise, at den, der er taget, har gjort noget. Den, der var taget, skulle bringe vidner med sig, der ville bevidne, at man var uskyldig. Vidnerne kaldte man mededsmænd, og her var det godt at have et gilde i ryggen. På landet havde en anklaget sin slægt, som kunne stille med mededsmænd. I byerne havde man højst lidt familie, men var man medlem af et gilde, skulle (gilde-)brødrene vidne for en. Det var så helt automatisk, at der kom en lovregel, der begrænsede antallet af mededsmænd, når den anklagede var en gildebroder. Hvor det i alvorlige sager var nødvendigt at stille med 36 mededsmænd, blev det bestemt, at en gildebroder kunne nøjes med 12 til at sværge sig fri. Det var da en rabat, der ville noget. Gilderne var borgernes magtbase i byerne, og stod man udenfor, var man ilde stedt.

  Kalentegildet  Skt. Lucii Gilde  Trefoldighedsgildet  Knudsgildet  Håndværkerlav Stadsretten Efter reformationen